UMD Forløb / Kernefaglighed / Devising forestilling

Devising, eng. ‘at skabe ting’, eller devised theatre er en betegnelse for forskellige teknikker til at skabe teaterforestillinger, som siden 1960'erne er brugt i såvel professionelle scenekompagnier som i teater- og dramapædagogisk sammenhæng. Devising er ikke en iscenesættelse af færdige tekstmanuskripter, men opstiller fra produktion til produktion en række regler for, hvilke materialer der kan indgå, og hvorledes det kan bearbejdes til komplicerede montager af krop, stemme, lys, lyd, medier, objekter etc. Alt kan i princippet være udgangspunkt for og indgå på lige fod i en devising som sideløbende eller kontrapunktiske fortællespor i improviserede eller langsomt fastlagte forløb. Devising bruges bl.a. af Odin Teateret, Wooster Group, Remote Control Productions & Forced Entertainment.

(Gyldendals Teaterleksikon. Artikel 717, s. 203)

Devising forestilling

Metoden

”En devisingproces starter typisk med at en eller flere mennesker har en idé om hvad man vil lave teater om uden at have en bestemt tekst at iscenesætte. I stedet vil man skabe – eller finde – det materiale forestillingen skal bestå af.”

Torunn Kjøllner beskriver begrebet som bredt – dækkende over meget forskellige processer, f.eks. kan en devising både være topstyret eller en kollaborativ proces. The Wooster Group og Forced Entertainment bliver nævnt som versioner af devising.

”Metoden konceptuel devising indtænker altså at der formuleres koncepter som fungerer som styringsprincipper i alle faser af arbejdet. Som produktionsstrategi er metoden fokuseret på hvordan en idé, et koncept eller et statement kan formes og blive til professionel scenekunst.”

Torunn Kjøllner inddeler devising processen i 3 faser.

  1. Materialeproduktionsfasen
  2. Kompositionsfasen
  3. Iscenesættelsesfase

Generelt taler Torunn Kjøllner om den åbne proces, hvor der er plads til uventede forandringer. Men det er stadig vigtigt at gøre processen gennemskuelig for de medvirkende og at fokuserer afgørelserne.

Den mest almindelige og oftest brugte metode, er at begynde ved at fokusere på form, og derefter udtrække tematiske ideer og arbejdet med dem med tilbagevirkende kraft.  Ofte bruges forskellige improvisationsøvelser som udgangspunkt. Det er op til den enkelte gruppe hvilken metode de vil bruge. For eksempel kan en gruppe, der arbejder med naturalistiske teater, starte med at bygge figurer og derefter gradvist binde de narrative tråde sammen ude af karakterbaserede improvisationer. Grupper af mere koreografisk natur, er måske mere tilbøjelige til at begynde med improvisation og som noget af det sidste, sætter de figurer på.

 Hvorvidt gruppen indbefatter en instruktør eller ej, vil også påvirke karakteren af processen. Med en instruktør, vil de optrædende skabe en masse materiale, men uden nogen viden om, hvordan instruktøren vil beslutte at stykke det hele sammen, indtil ret sent i processen.

Uden er egentlig instruktør, er det en konstant arbejdende proces, hvor der hugges en hæl og klippes en tå. Gruppen har her hele tiden selv hånd i hanke med, hvordan elementerne sættes sammen.

 

Vores proces

Forarbejdet skaber grundlaget for den forestilling der dukke op når trådene samles. Vi startede midt i december med et idemøde, hvor vi hver især skulle forholde os til røde og gule POST-IT.

 1. gang: Havde vi en rigtig spændende samtale, hvor vi kom vidt omkring og fik massevis af ideer på bordet. Hver gruppemedlem fik 2 bunker POST-IT, 1 bunke med røde og en bunke med gule. Hjemme skrev hver især så ideer på disse. De gule blev brugt til temaer og de røde til elementer.  

2. gang: Vi mødes og satte alle ideer op på tavlen, derefter gik udvælgelsesprocessen i gang. Først blev der sat et tema, som kom til at bestå af: "Sorg/død" - "Liv/glæde" - "Eventyr/fabel" - "Typisk mandag" - "Og det skete i de dage" og "Bytur". Disse blev tilsammen til arbejdstitlen: "Liv og død på en typisk mandag efter en bytur".

Derefter kom turen til elementerne, som kom til at bestå af: "Svæverammer" - "Fjernsyn" - "Ekspert/tolk" - "Volapyk" - "Bodypercussion" - "Monolog/dialog med sig selv" - "Zap" - "Pressemøde" - "Historie med mere" - "Statuer" og "Børnemusik". Disse er blevet sat sammen til et arbejdspapir/manuskript:

1) Bodyperkussion-hjerterytme

2) Volapyk - Tolk

3) Zap

4) 'Breaking news' – Svæveramme

5) Statuer + Børnemusik

6) Bodyperkussion – Hjerterytme

7) Zap

8) Speak

9) Historie med mere

10) Mono-/dialog

11) Pressemøde

12) Bodyperkussion – Hjerterytme

3. gang: Dag 3 startede på gulvet, hvor vi lavede flere af øvelserne, fik sat krop på og fundet en grundform. Når vi arbejder i en devisingproces bliver mange muligheder prøvet af, og der er ingen facitliste, men som regel når vi frem til en form på den enkelte scene, som vi så kan arbejde videre med. Hovedtrækkene i de enkelte elementer kom også på plads og det skriftlige blev uddelegeret. - Juleferie.

4. gang: Vi mødtes på Viborg Dramaskole hvor vi startede op igen, med at gennemgå stykket og satte de sidste elementer sammen. Derefter gik vi på gulvet og prøvede forskellige ting igennem, for at se hvordan tingene fungerede sammen, kom med nye ideer, som blev afprøvet, og der blev givet konstruktiv kritik og der blev set på om vi kunne skabe en god dynamik i vores forestilling.

5. gang Vi startede med at snakke om forestillingen og fandt frem til at pressemødet skulle laves om til et afhøring af Kasper. Derefter satte vi det sammen og øvede det igennem.

 6. gang: Vi mødtes på Viborg Dramaskole, og øvede stykket igennem, samt rettede til et par gange, og gik hjem. Det er meget givende og interessant at arbejde efter devising metoden, og alle fået hurtigt ejerskab til forestillingen.

 7. gang: Lysplan blev lagt, og lyd blev redigeret så det passede til forestillingen.

 8. Gang: Vi lavede en række gennemspilninger, og lavede for os selv en mini generalprøve hvor vi prøvede det hele igennem uden stop og timede og tightede den. Arbejdsprocessen er så meget forskellig, vi som aktører skal lytte til hinandens ønsker og sørge for at alsidigheden er til stede i vores arbejde med teater.

 9. Gang: Lyssætning, scenegang og generalprøve.  

10. Gang: Forestilling. Vi var 2. gruppe som skulle vise vores forestilling, efter lidt tekniske vanskeligheder, gik vi i gang og 11.58 min. efter, var det hele overstået og vi var klar til at modtage ris og ros og forsvare vores proces.

Hvad har været den største udfordring i arbejdet med forestillingen? 
Den største udfordring har nok været at træffe de rigtige ”fravalg” i den store mængde af ideer.  

Hvad har været det mest positive i opsætningen af forestillingen?
At vi sammen har truffet de ”rigtige valg”, og at vi alle har haft indflydelse og medansvar for det færdige resultat.  

Hvorfor kan det anbefales at arbejde ud fra devising metoden med børn/unge? 
Hvis vi som pædagoger/instruktører ”tør at give slip”, så der skabes mulighed og rum for, at børnene kan komme på banen med deres ideer og historier, åbnes der en verden af utallige muligheder, som kan danne grundlag for at lave en spændende teaterforestilling. Børnene får medansvar og ejerskab til det færdige produkt, og de bestræber sig på at yde det optimale, når forestillingen spilles.