Om / Presse / Nyheds-mail

Nyheds-mail

Hvis du ønsker at modtage vores pressemeddelelser kan du tilmelde dig mailing-listen ved at udfylde nedenstående formular.
Navn
Virksomhed
E-mail
:
CAPTCHA Image
Klik her hvis du ønsker at afmelde nyhedsbrevet
20/2 2013 - Pressemeddelelse fra Tunø Festival
 
 
Tunø Festival klar med tre nye navne

Fed lørdag på Tunø. Le Freak, Everybody's Talking og Mike Andersen alle klar til at sprede 70’er disco, blues og soul ud over ø-hyggen 4.-7. juli.

Nye musiknavne: Tunø Festival kan nu præsentere tre nye navne på sommerens festival, der i år spiller løs på Kattegat-øen 4.-7. juli. Og det bliver fed lørdag på Tunø i år, for samtlige tre nye stor-navne spiller op til fest lørdag aften.

I forvejen kunne Tunø Festival allerede i december afsløre, at den canadiske forsanger i Runrig, Bruce Guthro, kommer til Tunø denne sommer. Også hollandske Scrum og århusianske Go Go Berlin er offentliggjort. Men nu kan festivalen afsløre, at yderligere tre musiknavne kan føjes til listen – nemlig så prominente orkestre som Le Freak, Everybody's Talking og Mike Andersen.

Festival-lørdag sidst på eftermiddagen er det således først Everybody's Talking med det amerikansk-danske guitarikon Billy Cross, pop-drengen Jimmy Colding og Lars Maasbøl, der går på scenen med pop- og rocknumre, guitarspil, humor og improvisation - både musikalsk og verbalt.

De afløses senere af Mike Andersen, som kommer til Tunø med soul, blues og en næsten ny besætning af musikere fra det århusianske musikmiljø.

Tunø-traditionen tro går natballet så i gang præcis klokken 23.59 – i år med 70’er-80’er-discobandet Le Freak, der flere gange tidligere har skabt fest fra scenen i det stribede festivaltelt. Kirstine Dollerup er tilbage i front, og kernen i orkesteret er et hold råswingende konservatoriemusikere, der både har spillet support for Anastacia og afterparty for Madonna og Rolling Stones.

Formanden for Tunø Festivals musikudvalg, Kristian Wiese, er begejstret for, at det er lykkedes at samle så gode musikere på Tunø.

- Tunø er fantastisk, men også et møgbesværligt sted at lave festival, fordi alt skal pakkes om og slæbes ombord på Tunøfærgen. Den er ikke bygget til store lastbiler eller musikernes tourbusser, men de frivillige og færgens personale laver et fantastisk arbejde og naturligvis er det hele umagen værd. Ellers ville festivalen jo ikke kunne fejre sit 27. år i 2013, siger han.

Den lille ø i Århusbugten og de 500 festival-frivillige ruster sig for tiden til sommerens fire dages fest med musik fra det meste af verden. Alt skal være klart, når festivalgæsterne i løbet af festivalugen rykker ind på den bilfri øs campingpladser med store forventninger, små telte og ind imellem ret alternative trækvogne.

-Når der rigtig bliver sommer, er der lige så mange professionelle musikere som fastboende på Tunø. Sol, sommer, ø-stemning og musik fra ind- og udland - det hele smelter sammen. Tunø kan ikke rigtig sammenlignes med noget andet. Det er på samme måde småt - og rigtig stort, siger musikudvalgsformanden.

Tunø Festival satte i december 1.200 billetter til salg på Billetnet.dk, hvor man for 900 kroner stadig kan købe adgang til fire dage og i alt 30 koncerter på Tunø Festival. De resterende musiknavne offentliggøres i den kommende tid.

 

Yderligere oplysninger om Tunø Festival og de tre nye orkestre på www.tunøfestival.dk.

Formand for Tunø Festival, Niels Chr. Aagaard, kan træffes på tlf 60613581.

Pr.-udvalgs-formand Jørn Kildall tlf. 29463656 hjælper gerne med flere fotos.