Har du ikke hørt om GO GO Berlin? Så er du en af de få. Det er derfor med stolthed, at vi kan byde århusianske GO GO Berlin velkommen på Tunø Festivalen 2013.
Kvinderne vil sikkert stå på forreste række, når de danske beat-rock helte fra Go Go Berlin indtager scenen med en lyd, attitude og professionalisme, der viser, at Go Go Berlin er garanter for et hæsblæsende, ærligt og energisk show.
Go Go Berlins lækre lyd, fantastiske energi og kvindetække har resulteret i flere turneer i Danmark
og Holland, koncerter i Tyskland, kåring som ugens band på bandbase og ikke mindst positive reaktioner fra publikum, musikere, medier og branchefolk.
Bandets forsanger, Christian Vium, er Tunø-veteran. Sammen med sine forældre har han selv været publikum til festivalen på øen flere gange. Hvem ved - måske kommer hans forældre igen, når det nu er sønnike, der står på store scene fredag aften? Vi vil i hvert fald glæde os til at rocke med Århusdrengene til sommer.