Om / Nyhedsbrev / Arkiv

Arkiv

1/7 2015 - Stort rykind på Tunø

Der er stadig billetter til sol, sommer og musik på Tunø Festival

 
 
Stort rykind på Tunø

Sol og masser af glade festivalgæster har indtaget Tunø. Du kan stadig nå at købe billet. 

Glade festivalgæster er de sidste dage strømmet til Tunø, hvor Tunø Festival for 29. gang breder festival- og feriestemningen ud på den lille Kattegatø.

Overalt på festivalcampingen er telte og campletter fyldt af folk, der allerede har påbegyndt det glade lejrliv. Tirsdag aften kunne de gå i soveposerne med udsigt til den mest usædvanlige lilla solnedgang, og også onsdag morgen var varm, solrig og hyggelig fra starten. I løbet af dagen kom flere færger fyldt med glade mennesker, og velkomsten var kram, piften og hurraråb.

-Stemningen er rigtig god herovre. Det store musiktelt er oppe, og folk strømmer ind med færgerne. Med en vejrudsigt, der kun lover mere sommer, kan det kun blive en fantastisk festival, lyder det fra festivalformand Jørn Kildall.

Han kan fortælle, at der fortsat er festivalbilletter til salg – de kan købes på Billetnet eller ved ankomst til Tunø. Overfarten skal nu reserveres på Tunøfærgens egen hjemmeside – hvis man da ikke sejler selv. Så er der stadig plads til flere i lystbådehavnen.

Savner man overnatning, kan de hurtige nå at booke en af de spritnye campinghytter, som den lokale teltplads netop har bygget og sat til udlejning. Der er plads til fire – med madrasser, strøm og ti skridt til bølgen blå. Men man kan selvfølgelig også sove i telt.

Fra torsdag til og med søndag spiller musikken på Tunø – med bl.a. Thomas Buttenschøn, Lars Lilholt, Poul Dissing, Gaso Line og mange andre.