Programmet for Tunø Festival er klar. Det samme er de 500 frivillige, der lige nu knokler med at fortælle vidt og bredt om Danmarks hyggeligste festival på Tunø.
For vi VIL have festival på Tunø – også i år. De seneste dage har vi i pressen opfordret til, at man skynder sig at købe billet – simpelthen fordi vi mangler penge til at starte festivalen op. Så gør det NU.
For der er nok at opleve for de 900 kroner, en festivaladgang koster. Vi kan f.eks nu fortælle, at en ren bluesscene er på programmet for første gang i år. Torsdag med H. P. Lange. Fredag spiller Ole Frimer & Olav på bluesscenen og lørdag er det Nande & Sjöblom, der indleder aftenen klokken 18.
På den store scene i teltet spiller jo Bruce Guthro, Solomon Hicks, Viggo Sommer, Tournesol, Le Freak, Tamra Rosanes, Go Go Berlin, The Hitmen, Esben Just, Sing Sing Sing, Mike Andersen og alle de andre navne, vi tidligere har offentliggjort.
-Vi glæder os helt vildt til årets festival. Der er ikke tale om konkurs, men vi mangler penge i kassen til at starte for. Skulle vi havne i den situation, at vi må aflyse, får alle refunderet deres billet, der koster 600 kroner. Medlemskontingentet, 300 kroner, går til foreningen, der jo fortsætter, fortæller festivalformand Jørn Kildall. Læs mere på www.tunøfestival.dk. |