TBBK nederlag efter godkendt indsats.
Torsdag aften var det tid til Tjallansboys 3. kamp i den utrolig stærkt besatte række B-3. Modstanderen var denne gang ”nedrykkerne” fra Klub 1 på udebane i Valby. Igen var Tjallansboys fanklub TjallansGirls mødt talstærkt op til kamp og skabte en utrolig flot kulisse omkring kampen. Om det var denne kulisse eller det faktum, at Coach Hul havde valgt sig selv fra start, skal være usagt. TjallansBoys lagde i hvert fald ud i et højt tempo og pressede Klub 1 højt oppe på banen, anført af en stærkt spillende lille Jelle. Det høje pres førte dog ikke til de helt store åbne målchancer, mens vores 2 hjemvendte forsvarsspillere Hul og Dunken (sæson debut) formåede at holde klub 1 fra nævneværdige chancer.
Midtvejs i første halvleg vælger den vikarierende træner Prince at lave en dobbelt indskiftning af de 2 bænkede profiler Nyberg og Thofi, hvilket straks skulle vise sig, at give gevinst. Nyberg tager chancen fra distancen (uha indbygget rim) og målmanden kan kun halvklare det knaldhårde skud, som Thofi elegant, med sin første boldberøring i kampen, følger op på og dermed 1-0 til TjallansBoys.
Herefter trak TjallansBoys sig en lille smule ubevidst længere tilbage på banen, hvilket førte til et par halvfarlige dødbolde fra modstanderen. Helt farlige blev de dog ikke indtil 2 minutter før pausen, hvor Klub 1’s bedste og grimmeste spiller (”Han havde hættetrøje på” citat Prince) tager sagen i egen hånd, snyder en TBBK’er og fladt hamrer bolden i mål i det lange hjørne uden at efterlade en chance til DAI’s bedste målmand Tjallan.
Trods dette går TBBK til pausen med troen på, at denne kamp mindst skulle udløse det ene point. Derfor var gejsten også stor da TBBK gik ud til anden halvleg, hvilket hurtigt førte til store chancer i begge ender. Først vælger Nyberg at lade bolden passere under foden hvilket giver en friløber til Klub 1, som en stærkt spillende Tjallan dog kommer stormende ud i og får afværget. Dernæst får Uche tilkæmpet sig bolden på modstanders banehalvdel og sendt den videre til en helt blank Imme, som dog vælger at vise sin præcise sparketeknik ved at placere bolden lige på den eneste tilbageværende forsvarspiller mellem ham og målet.
Herefter bølger spillet frem og tilbage indtil det 39 minut, hvor Jelle jagter en Klub 1 spiller ned langs højreforsvarsside og begår i følge dommeren et noget tyndt frispark. Tjallan vælger at sætte 2 mand i muren og stille den en smule alternativt for, at lokke frisparksskytten (ham den grimme igen) til at skyde netop i muren. Dette lykkedes også, dog laver Tjallan den fejl at placere TBBK’s 2 største prettyboys i muren, som af frygt for deres frisure vælger, at dukke sig da bolden kommer. Derved suser den lige direkte ind i nærmeste målhjørne.
Herefter forsøger TjallansBoys naturligvis en ny offensiv, hvilket dog bliver besværliggjort af et dumt gult kort til dagens målskytte Thofi. De sidste 5 minutter presser TBBK ekstra på uden dog at skabe de helt åbne målchancer. Størst bliver chancen, da Jelle endnu engang erobrer en bold fra modstanderen og kommer nærmest alene igennem. Det hele ender dog med et målspark, til stor fortrydelse for den lille;). TBBK’s høje pres gav dog også et par kontrachancer til Klub 1, som forsvaret og Tjallan i fællesskab flot tog sig af.
Kampen ender dog med et ærgerligt nederlag til TBBK, som efter kampen stod med følelsen af, at dette ligeså godt kunne værre blevet 1 eller 3 point i stedet for de 0. I stedet må vi ser frem til Fredagens ”bundgys” mod de 7 små dværge som endnu ikke har formået, at skrabe point sammen i sæsonen. Dette bliver en kamp, hvor TBBK igen skal give alt for, at hive 3 vigtige point hjem.
På gensyn, Jeres Formand.