Syrenhegn er gamle, de har ”altid været der” - de fleste er over 150 år gamle. De erstattede tjørnehegn omkring markerne, i en tid længe inden de ekektriske hegn. 

 

De ældste levende hegn omtales i en "Fuldstændig Afhandling om alle Slags Indhegnnger omkring Marker, Haver og Plantager som kan anvendes i disse lande" fra 1784. Anbefalede arter til hegn var hvidtjørn, æbletorn, kristtorn, vild blommetræ, korstorn, slåentorn, berberis, hybentorn, stikkelsbærtorn, hassel, avnbøg, birk, elle, poppel, pil, rødbøg, elm, hyld, Syrener nævnes slet ikke på dette tidspunkt.

 

Syrener har ikke torne og har smukke blomster og blev fra midten af 1800- tallet foretrukket på Sydfyn som hengsplante.

 

Støbejernkomfuret blev udbredt både i by og på land i løbet af 1870- erne og ridbrænde var godt brændsel her. Især træ fra syrener er godt brændsle, idet syrenen tilhører olivenfamiline og har et højt oieindhold i veddet.

 

Den traditionelle metode var, at opdele syrenhegnene til en gård i syv dele, hvor hver del blev nedskåret hvert 7. år. Det blev gjort om vinteren i januar februar måned. Risene blev kortet i hånden med økse i passende stykker på 10- 15 cm og tørret i et brændeskur til risbrænde så de var klar til komfuret. Det var godt komfurbrændsel, fordi syrener tilhører olivenfamilien og har et olieholdigt ved.