Essay

Genren giver også mulighed for at lege med sproget og være poetisk. Jeg elsker sprogbilleder. De hjælper en også til at huske, hvad man har læst – eller hørt. Og så er det kortprosa. Det passer også godt til mig, jeg har ikke tålmodighed til at skrive romaner. Selvom jeg elsker at læse dem.

 

(de åbner som pdf i nyt vindue):

 

Om kønsforskelle og hvordan det kommer til udtryk i sproget.

 

Om den historiske roman

 

Om Brorsons salme: Guds igenfødte nylevende sjæle

 

Om hvad Peter Plys og hans venner har med kristen glæde at gøre

 

 

Der hersker udbredt forvirring om, hvad essaygenren dækker over. Selv blandt de lærde. Og det er forståeligt nok, for essay-betegnelsen bruges lemfældigt af forlagsfolk til at betegne stort set alle tekster, der ikke kan kategoriseres i andre genrer.

 

Men grundlæggende har essayet to spor. Det ene er kunstprosa-essayet, som har sin oprindelse hos franskmanden Montaigne (1533-92l). Det er det essay, jeg er kommet til at elske at skrive. Mere om det senere >>

 

 

Det andet spor kan føres tilbage til englænderen Bacon (1561-1626). Dette er, hvad jeg vil kalde det akademiske essay. Betegnelsen bruges af akademikere, der vil publicere noget, som de ikke har 100% dækning for i forskningen. Altså en slags forbehold.

 

Denne essay-opfattelse er også udbredt blandt journalister og andre skribenter, som ikke helt kan se den store forskel på, om det er en artikel eller et essay, de har skrevet. Men essay lyder smart, og så har man taget forbehold for, at man i sin artikel kan have visse mangler i dokumentationen.

 

Det triste er så, når anmeldere stempler et ægte kunstprosaessay som en dårlig artikel, fordi det er spørgende, uden dokumentation og fuld af svinkeærinder. For det er netop nogle af de kendetegn, der konstituerer essaygenren.

 

Essayet er subjektiv kortprosa. Essayisten forholder sig reflekterende og (for)søgende til sit suverænt udvalgte emne. Essayet er snarere provisorisk end proklamerende. Essayisten taler på egne vegne, hun er ikke bundet til konventioner eller institutioner.

 

Essayisten øser af egne erfaringer, viden og oplevelser i et lettilgængeligt sprog. Hun gør gerne brug af poesiens og fiktionens virkemidler. Essayet har ofte selvbiografiske, livsfilosofiske og metasproglige indslag. Essayets kompositionen er usystematisk.

 

Essayets jeg er autentisk, subjektivt og en uafhængig anti-autoritet. Det vil sige, at essayisten taler på egne vegne. Hun fremfører sine egne holdninger og meninger som sit eget autentiske jeg. Essayisten er fri af konfessionelle institutioner og magtbastioner og fremstår som lægmand. Essayisten påberåber sig ikke autoritet. Selvom hun er fagmand, fremstiller hun sig ikke som sådan, men som søgende, ræsonnerende, diskuterende og kvalificeret dum.

 

Forholdet mellem afsender og modtager i et essay fremstår som ligeværdigt, fortroligt, indforstået og dialogisk. Essayisten fører en intim dialog med læseren. Der bliver ikke talt ned til modtageren. Emnet almengøres og gives et vedkommende perspektiv, som læseren kan identificere sig med. Der bliver talt fra lægmand til lægmand.

 

Essayets komposition er usystematisk; forstået som modsætning til en stringent og logisk fremadskridende struktur, som fx den videnskabelige afhandling. Essayet afslører ikke på forhånd, hvor det bevæger sig hen, men er associativt og springende. Det betyder dog ikke, at essayet nødvendigvis er en rodet tekst uden hoved eller hale, men den enkelte essayist kan suverænt vælge sin egen struktur fra essay til essay.

 

Ikke alle essay skal have alle kendetegn for at kunne bære genrebetegnelsen.

 

Olsen, Ditte: Hvad et velanbragt „måske“ kan udrette. Speciale i dansk, KUA 2002

 

Huang, Marianne Ping & Peter Nielsen (red):

Passage - tidsskrift for litteratur og kritik, nr. 28/29. Århus Universitet 1998.

 

Jensen, Thorkild Borup:

At skrivetænke - essays i undervisningen. Lærervejledning. Dansklærerforeningen 2000. At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere. Dansklærerforeningen 1999.