Min sidste nadver inden ti dage på kun grøntsager og frugt indtog jeg på færgen mellem Gedser og Rostock på vej til Polen. Jeg nød mit rundstykke med smør og ost og en kop sort kaffe.
Jeg var ikke fristet af det lækre wienerbrød i cafeteriaet, viljen til at skulle tabe mig var nemlig stor, men som en symbolsk handling tyggede jeg mig grundigt og nydende gennem et tyndt lag smør på mit sprødskorpede rundstykke.
Min kaffe var lunken, smagte vel egentlig godt nok, men den var hældt i en alt for lille kop. Hvis jeg havde vidst hvor stor trangen til kaffe ville blive de kommende ti dage, ville jeg have drukket en hel kande, og ikke nøjedes med et forvokset fingerbøl som kop.
Kaffen nød jeg slet, slet ikke nok. Det gik op for mig på de første dage i Polen, hvor kærligeden til KAFFE var et af de faste samtaleemner ved morgenbordet blandt mig og mine ca. 25 rejsefæller.
Der findes ikke noget så skønt som drømmen om en kop kaffe, når man nu ved, at man under ingen omstændigheder skal have en.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg