Sanseintegration

Sanseintegration er den proces, der foregår i hjernen, når vores sanseindtryk skal bearbejdes. Vi modtager konstant indtryk fra vores sanser, og disse indtryk sorteres og bearbejdes i hjernen. Nogle af dem er mindre vigtige og skal sorteres fra (f.eks. støj fra gaden, den svage lyd af en radio inde hos naboen), mens andre skal få os til at reagere
(telefonen, der ringer, eller vores barn, der græder).
Men ikke alle formår at bearbejde sanseindtrykkene lige effektivt. Ingen af os har perfekt sansebearbejdning og –integration. Hos nogle børn fungerer processen imidlertid så dårligt, at det giver dem problemer på mange områder i livet. Uheldigvis er det ikke altid umiddelbart indlysende, at disse problemer hænger sammen med dårlig sanseintegration.