Hvor er der plads til mig?

Jeg er så meget lige nu i en belastet periode, hvor fagfolkene presser i deres firkantede system.
Det er ikke nemt, når man er psykisk sårbar og meget sensitiv.

Jeg har siddet fast i kontanthjælpsystemet siden efterår 2014.
Således er det, at jeg har en del udfordringer både følelessmæssigt, men også beskæftigelsesmæssigt eftersom min fremtid har været usikker siden, jeg afbrød min ungdomsuddannelse i december 2012.
Jeg har mere eller mindre været på kontanthjælp siden, bortset fra et år på produktionsskole.

En af mine større udfordringer i systemet er blandet andet det at have en sagsbehandler der ikke kun er firkantet, men også “sort og hvid” i hendes tankegang og derved virker en smule uempatisk.
Jeg har få interesser der ligger i den kreative/kunsteriske omfang, da det fungerer bedst for mig til trods i de ledninger i mit hoved, der er skruet lidt “anderledes” sammen.
Hun er ikke opbakkende i det, fordi hun ikke finder det realistisk pga. usikre jobmuligheder, som jeg selvfølgelig godt kan se fra hendes side, men jeg er ked af, at hun lukker det helt af og ordret siger, at jeg skal gemme det til min fritid - og derimod forsøger at placere mig i en kasse, der virker meget pressende for mig, så jeg i stedet oplever, at jeg er stresset hele tiden og er ukoncentreret om at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv.

Derfor har jeg i de sidste par år gået i kompromis beskæftigelsesmæssigt, hvor jeg i mellemtiden har oplevet at blive kastet rundt frem og tilbage - men et par gange på så uacceptabeltlige måder, at min tidligere kontaktperson for lidt over et år siden telefonisk måtte tale for min sag eftersom jeg var brudt sammen psykisk.

Hun ved godt, at jeg i 2015 gik i terapi på Psykiatrisk Klinik og sidste år startede i terapi hos DistriktPsykiatri og fortsat er der, men hun ikke har været interesseret i at læse mine journaler fra disse steder, eftersom hun på forhånd siger, at det ikke er godt nok og skal have vurderinger/rapporter fra arbejdsmarkedet.
Hun holder sig sikkert i den led meget paragrafisk, men jeg oplever derfor også ikke at blive set som det hele menneske, jeg er - og hvad jeg har af påvirkninger udefra og forskellige steder som netop - eller måske ubevidst kan have indflydelse på mit arbejdsliv.

Jeg har i stor grad meget svært ved at have mange bolde i luften, for store ansvar ovre skuldrene og min koncentration er oftest begrænset, der er kommet mere til udtryk igennem årene, men jeg har dog et sted også nogle gode kompetencer. - men eksempelvis ville jeg aldrig kunne arbejde i butik eller andre miljøer, hvor jeg skal betjene eller have kundekontakt, hvadenten det er i stille omfang eller noget med gang i, da nervøsiteten tager over. Eller såsom at arbejde i børnehaver pga. stort overblik og mange, larmende børn. - Et andet eksempel; jeg var i sommer 2016 praktik hos en TV Station som TV fotograf -og klipper der fagligtmæssigt gik rigtig godt og fik meget ros, men at jeg måtte erkende, at jeg ikke duede til en hverdag uden struktur og der også var en del bolde i luften til sidst, som fremkaldte min stress.

Derfor er - og har jeg været i arbejdsprøvning i det sidste halve år i et beskyttet værksted, hvor ægte skånehensyn og enkelte og meget lette opgaver bliver tildelt. Jeg har dog meddelt så tidligt som muligt, at jeg følte mig fejlplaceret, har kedet mig meget og derved nedsat lyst til fx at sidde at veje søm og folde æsker i tre-fire timer, der resulterer i at jeg falder i 3 timers omkuld, når jeg lander hjemme pga. ren kedsomhed og nedsat koncentration. Jeg var i den led i de første fire måneder meget afhængig af kaffe og høretelefoner for at holde min koncentration oppe. Jeg var på et tidspunkt bange for at kede mig frem til en depression.
Derfor fortalte jeg min sagsbehandler til et møde, at jeg fandt det nødvendigt for mig at tage mine tegnerier med for at komme bedst muligt igennem dagen - og skiftevis at arbejde og tegne da det blev mindre psykisk udmattende og min egen måde at sige fra på inddirekte, som jeg efter min hensigt tænkte, at det var vel en god timing eftersom det var en arbejdsprøvning og derved blive analyseret i, hvordan jeg klarer mig.

Det blev hverken godtaget af min sagsbehandler eller min kontaktperson der er tilknyttet min arbejdsprøvning, som jeg iøvrigt havde ok tillid til i starten - men som blev mindre med tiden efter hun jævnligt snakker med min sagsbehandler, og jeg efterfølgende ikke oplever en samme indlevelsesevne i forhold til i starten og i de ting, jeg prøver at overbevise.
Fx jeg når jeg skal foreklare, at beskæftigelsen er meningsløst for mig, kommer der en helt anden firkantet synsvinkel frem i ordet “meningsløst” fra selve kontaktpersonen frem for at aflæse mellem mine linjer, der som sagt ellers lød til at forstå mig i første omfang og blev lovet at kontakte teatersteder, da hun ordret engang sagde: “Skal vi finde et andet praktiksted til dig? Det er jo ingen grund til at være her, når det ikke giver mening for dig”… men de lovende ting bliver som regel taget fra mig igen.

Pga. min egen “overlevelsesmetode” om at tage mine tegnerier med blev som sagt ikke godtaget, fordi det jo er en rigtig arbejdsplads - og derved sammenlignede min sagsbehandler sin egen professionelle stilling med min situation. Og ordet “lyst” blev forstået som om, at jeg “ikke gad”.
Det er så vanskeligt at kunne forklare det bedre.

Arbejdsprøvningen er med henblik på at se, hvor meget jeg kan og er lovet at blive indstillet til et ønsket ressourceforløb, hun endnu ikke har indstillet mig til, der i min sagsbehandlers forklaring består af, at hun skal have mere afklaring på mig og mere at kunne skrive ned.
Hun lovede, at ved de første tre måneders arbejdsprøvning (oktober 2016 - januar 2017) kunne være en mulighed for bagefter at blive omstillet til ressourceforløb, men da de tre måneder var gået, blev jeg yderligere forlænget (januar 2017 - april 2017) som blev aftalt mellem min sagsbehandler og kontaktperson uden min vilje eller deltagelse. Men gik ned fra 12 til 9 timer.
Efterfølgende igen stadig ikke omstillet, men yderligere forlænget - dog i 3 uger kun, men ville have, at jeg skulle møde hver dag frem for tre gange om ugen, der ellers har været pågældende.
Konklusionen i denne sammenhæng var, at jeg havde meget let til at løse opgaverne og finde ud af de ting, jeg bliver sat til, selvom jeg er ukoncentreret - men eftersom jeg snakkede godt med et par andre, var tegneriet mindre og derved havde nemmere til at løse mine opgaver, når jeg havde andre at snakke med. Og derfor godt kan arbejde fint og derfor ville min sagsbehandler vide om mulighed for at kunne arbejde hver dag.
Jeg meddeler, at jeg ikke var sikker på, om det var noget, jeg kunne magte eftersom jeg tidligere nævnt skal hjem og sove i samtlige tre timer efter hjemkomst hver gang - og hvis det nu skulle foregå hver dag…. Hun siger altid: “du ved det ikke, før du har prøvet det”.
Så altså gik jeg ned fra 12-9 timer - og tvunget op fra 9-15 timer. Det giver ikke mening.

Men hvis det så vil vise sig, at jeg i hendes øjne godt kan arbejde - om hun så tænker/tror at jeg igen kan arbejde med alt? selvom mit nuværende beskæftigelse som sagt er under skånehensyn.
Jeg oplever hende som meget “sort og hvid” i hendes tankegang, og hun siger, at hvis det viser sig, at jeg kan arbejde hver dag op til 15 timer samtligt om ugen, vil det give mig flere muligheder og måske kan få stillet til direkte fleksjob i stedet for et ressourceforløb.
Jeg har bestemt ikke noget imod fleksjob, men når hun siger det på den måde, er jeg bange for, at hun hentyder, at jeg skal blive der, hvor jeg befinder mig nu for evigt.

 

Det skal siges, at jeg godt ved, at jeg i et tidligere indlæg "Stortanker om fremtid" skrev, at hvis jeg ville have et job, skulle det være skånet - men det er afprøvet, og de ord tager jeg til mig igen. Jeg anede jo ikke, hvor simpelth det var. Det skal heller ikke være sådan, at jeg keder mig halvt ihjel, men at jeg er glad for mit arbejde.

Udover det er jeg ikke alene om mine oplevelser omkring min sagsbehandler.
Jeg har mødt samtlige borgere, der har oplevet noget lignende eller værre.
Med de ting jeg indtil videre har hørt fra forskellige personer, har jeg hørt tingene som om, at de unge der rent faktisk selv føler sig god og selvkørende i forskellige situationer, bliver stemplet til ikke at kunne udføre ungdomsuddannelse eller arbejde i almindelige vilkår - og omvendt fx i min situation om at være født skrøbeligt/særligt sensitiv og derved haft større skrøbelighed i at udvikle psykisk diagnose med tiden - og i den opfang kan være depressiv i perioder, men dog med drømme og fine kompetencer i nogle opfang, bliver jeg først jagtet med udannelsespålæg og begrænset forlængelse i de ting, jeg ville - og højere forvetninger end hvad jeg realistisk kan præstere.

I min tid ved møder jeg har været hos hende, har jeg som regel ofte kommet med forslag til beskæftigelse eller andre former for støtte, er jeg tit blevet mødt med gentagende sætninger:

“det kan jeg ikke”
“det må jeg ikke”
“det er ikke min afdeling”
“det er ikke realistisk”
“du er ikke syg nok”

Det kan fx være forlængelse i tidligere kontaktperson eller uddannelsescenteret.
Det kan være kreative praktikpladser, medmindre andre eller jeg selv finder det. Økonomiske situationer. Forslag om en STU.

Spørger hun hvordan det går, tør jeg ikke, hvis jeg har fin periode, at sige det som det er, eftersom jeg føler, at hun tror, at jeg kan klare alt muligt.
Når jeg har en fin periode, betyder det ikke i den forstand, at jeg kan rumme mere end ellers.
Det betyder, at jeg rent følelessmæssigt er i fin balance, da det er en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, jeg fik konstateret i 2014.

Det mest skræmmende i det hele er, at hun ikke vil læse mine notater fra psykiatrierne som tidligere nævnt og derved faktisk er det som at sige: Sandy har ingen psykisk lidelse, når hun finder det rimeligt at behandle mig på normale vilkår - men glemmer den anden halvdel af mig.
Det er - kan man sige derved som ment meningsløst i forhold til den måde, hun behandler mig på og kun ser min raske side af mig og glemmer årsagen til, hvorfor jeg er der, hvor jeg er.
Hvad er så meningen med udredningen, terapiforløb og de skrevne notater, hvis ikke de bliver brugt i den guidede omfang ..? Jeg mener, hvis ikke min lidelse påvirkede mig dagligt, ville jeg logisk nok ikke få den stillet.
Ikke hermed sagt fra min side, at det er en undskyldning for noget, men det hele er en del af min sårbare personlighed, som jeg forsøger at arbejde på, så godt jeg kan - men savner i den grad et tættere samarbejde mellem psykiatrien og sagsbehandler, eftersom det lige nu er to forskellige verdener, der kan gøre det vanskeligt for mig selv at tage styringen, få det bedre og evt. at komme videre. Min sygdom er ikke kronisk, men der er ingen garantier eftersom det mest er værktøjer til at leve med det.

- dog vil jeg forsøge nu at afsende et par ansøgninger til et par teatre om praktik, da det giver mening for mig i mit nu og være en del af noget, der ligger i min interesse.

Vi kan og skal ikke være ens allesammen…

Udover at være patient i psykiatrien, har jeg derudover været i forløb hos Team På Tværs, coachningforløb, tilknyttet ungeenheden, PAF forløb (Power-Attitude-Fokus) og været på 19 ugers forløb i psykologiske teorier.

Det hele menneske
Ja, undskyld det sure opstød - men jeg er så træt af, at man ikke kan se på det hele menneske, som jeg skrev tidligere.

De kan SE med deres øjne, hvis jeg sidder og tegner - og er god til det. Hvorfor vælger de ikke at tænke; “Sandy kan godt lide at tegne..der er noget der” og finder noget derhen af i stedet for at blive sure og tage det fra mig?

Jeg foreslog engang om STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) men her fik jeg af vide, at jeg ikke var syg/dårlig nok. Det giver ingen mening at sige sådan, når hun ikke har villet læse i mine notater?

På denne her STU kan man jo selv tilrettelægge sin uddannelse under hensyn til sine kvalifikationer og interesser, men som også kun er en uddannelse med unge under 25 år med særlige behov.
Jeg er jo akkurat i den situation, hvor det er svært at placere mig.
Jeg hverken kan eller vil være som mange andre, men jeg vil være min egen og drømme en masse. Jeg har ingen drøm om at uddanne mig indenfor erhvervslivet, da jeg bare VED, at jeg ikke ønsker at være pædagog, lærer, læge, sundhedshjælper osv. Men derimod give plads til min introverte og sensitive side og skabe mit eget univers udfra de ting, jeg gerne vil og interesserer mig for. Og jeg HAR behov for at udtrykke mig kreativt.

Og ja, jeg skal samtidig have struktur og de ting, og det er akkurat derfor, at jeg tror, at STU kunne være bygget for personer som mig.

Jeg er langt fra bogligt anlagt, men jeg har ikke noget imod at læse psykologi eftersom det interesserer mig meget, og jeg selv mere eller mindre læser det derhjemme i fritiden - og udover det selv har erfaren i eget psykiske lidelse og gået i diverse terapiforløb, hvor jeg også har lært en masse. På det punkt ville det være fedt, hvis jeg havde læst noget psykologi i et eller andet omfang (jeg snakker ikke derimod om en kandidatuddannelse, men måske nogle kurser) og kunne videreudvikle til selv at rådgive folk. Enten i gennem noget brevkasse-agtig eller måske blogge. (det her jeg gør nu, er jeg ikke "rigtig" blog på den måde, da jeg ikke har overblik af antal læsere, men jeg ikke tror på, at jeg har særlig meget af her). Det tænker jeg ville være fedt, eftersom en af mine kompetencer er at skrive. Jeg elsker at skrive og formulere.

På derpå tænkte jeg at kombinere tingene sammen i denne her STU.
Jeg ville blive SÅ ked af det, hvis min sagsbehandler direkte placerer mig fra arbejdsprøvning til direkte fleksjob - sådan bum! Jeg vil have noget “imellem” det.
STU’en laver også en udslusning fremtidsmæssigt om man bliver vurderet til fleksjob, skånet job eller evt. videre i uddannelse. Så det kunne være fedt at få det med.

Derpå hvor det også er svært at placere mig er pga. at jeg ligger i “den lave ende” i forhold til min diagnose. Det betyder blandt andet, at jeg ikke er selvmordstruet, ikke på medicin eller har været indlagt, men har en del ressourcer og kompetencer i forhold til gennemsnittet, hvis man kan sige det sådan. At jeg er for rask til være patient i psykiatrien.
Det er i hvertfald det min behandler fra psykiatrien har fortalt mig med andre ord.

 

Med mine egne ord sagt;
- at jeg er “for rask” til at være patient i psykiatrien, men jeg er også for skrøbeligt for de normale vilkår.
for god til at være i skånet arbejdsprøvning - for dårlig til at gennemføre tingene i normale vilkår

Jeg har jo prøvet én gang før at afslutte terapiforløb på en noglelunde periode, hvor alt bare gik ned af værre end nogensinde før - og er bange for at det skal ske igen.

 

Jeg udstråler også uhensigtsmæssig som en der kan det hele, men sådan er det jo ikke.
Folk omkring mig tror meget på mig, men jeg kan godt mærke, at jeg bare trækker mig konstant og føler angst for at tage styringen - og samtidigt angst over ikke at have kontrol over mit eget liv…

Hvor er der plads til mig?