Borgermødet "Godt Børneliv i Gellerup og Toveshøj" var Samvirkets første store arrangement. Det fandt sted i GLOBUS1 lørdag den 29. marts 2008.
I løbet af dagen trak op mod 500 børn, unge og voksne til i GLOBUS1, hvor Samvirket havde lagt op til en dag, hvor hele området skulle diskutere værdierne, som skal være med til at skabe et godt børne- og ungdomsliv i Gellerupområdet. Værdiernes overskrifter var ”Tryghed for alle”, ”Forældre går foran”, ”Fælles ansvar” og ”Ret og Pligt”
Vi behandler andre, som vi selv ønsker at blive behandlet.I Gellerup og Toveshøj er der orden og tryghed, og man viser respekt for alle.
Voksne er gode rollemodeller for børn og unge – og tager ansvaret for, hvordan børnene og de unge lærer at opføre sig. Vores børn og unge bliver gode borgere, der fungerer godt i samfundet.
Alle griber ind, hvis de ser nogen, der er ved at gøre noget forkert.
I fællesskab er vi alle med til at tage ansvar for, at det er godt at bo og leve i vores lokalområde.
Vi deltager alle sammen i arbejdet for positiv udvikling af omgangsformer i Gellerup og Toveshøj. Alle – uanset alder, køn, farve eller religion - har samme rettigheder og forpligtigelser.