Borgermødet "Godt Børneliv i Gellerup og Toveshøj" var Samvirkets første store arrangement. Det fandt sted i GLOBUS1 lørdag den 29. marts 2008.
I løbet af dagen trak op mod 500 børn, unge og voksne til i GLOBUS1, hvor Samvirket havde lagt op til en dag, hvor hele området skulle diskutere værdierne, som skal være med til at skabe et godt børne- og ungdomsliv i Gellerupområdet. Værdiernes overskrifter var ”Tryghed for alle”, ”Forældre går foran”, ”Fælles ansvar” og ”Ret og Pligt”.
Borgmøder startede med indskrivning af alle deltagere i forskellige workshopsgrupper. 0-8 år, som skulle lege i GLOBUS1-børnehaven. 8-13 år, som skulle tegne en drømmevæg. 13-20 år, som skulle lave arrangere et mini Blok Party, og de voksne, som skulle diskutere værdierne i cafe-debatter.
Borgermødet begyndte kl. 11.00 med tale af borgmester Nicolai Wammen, der gav sin fulde støtte til arrangementet og samtidig fortalte om sine drømme og ønsker for et godt børne-ungeliv i Gellerup. Borgmesteren havde selv i ugen op til borgermødet prøvet at være med ude og stemme dørklokker for at invitere beboerne i Gellerupparken og Toveshøj til mødet.
Efter åbningen af borgermødet gik alle ud i workshoppene og tog hul på dagens opgaver. Og der var fra starten masser af aktivitet. I børneworkshoppen kastede børnene sig over papiret og gik i gang med at tegne, hvad de synes er godt i Gellerup og Toveshøj. Bagefter skulle børnene lave tegninger, der viste, hvilke ønsker de har for et godt børne- og ungdomsliv.
I ungdomsworkshoppen, der blev ledt af rapperen Chadi Abdul Karim og Oscar, der arrangerede sidste sommers Blok Party i Gellerup, skulle de unge i løbet af dagen nå at arrangere deres helt eget Mini Blok Party, som skulle opføres ved borgermødets afslutning sidst på eftermiddagen.
Og borgermødets voksne deltagere blev delt i to store grupper, der i cafedebatter skulle diskutere, hvordan de fire værdier kan implementeres i Gellerupområdet.
Midt på dagen blev workshoppene afbrudt af en fælles frokostpause, inden anden del af workshoppene gik i gang.
Klokken 15 blev der kaldt til fælles samling i den store hal. Tilstrømningen til borgermødet betød på det tidspunkt, at der skulle stilles flere stole frem for at få plads til alle.
Ved den fælles afslutning afsløredes først vinderne af Fotokonkurrencen, som i påskeferien blev holdt på Gellerup Bibliotek. Her havde over 40 børn været med til at tage billeder af deres bud på et godt børneliv i Gellerup og på Toveshøj.
Over 400 flotte billeder blev det til. Og betød et stort arbejde for dommerkomiteen med at udvælge det bedste billede samt vinderne i tre forskellige kategorier ”Byen”, ”Sjov og leg” og ”Venskab”.
Derefter var det tid til at fremlægge resultaterne i workshoppene.
Og alle de børn, som havde været med til at tegne drømmevæggen, var med til at løfte den 30 meter lange tegning op og bære den rundt i hallen, så alle havde mulighed for at det fantastiske kunstværk.
Så var det de unges tur til at komme på scenen med deres Mini Blok Party.
Der havde været travlhed i workshoppen, fordi de unge skulle selv både arrangere lys, lyd og scene, lave musik og skrive tekstet samt øve dansenumre. Og koncerten bød både på rapsang skrevet af de unge selv og et flot danseshow, som fik hele hallen til at klappe med.
Fra voksenworkshoppen blev der fra scenen fortalt om forløbet af debatterne. Der blev nævnt nogle af de mange gode forslag til initiativer, som var kommet frem i løbet af dagen, og som Samvirket forventes at tage med i betragtning i sit fremtidige arbejde i området.
Derefter blev alle borgermødets ”Børnevenner” kaldt op på scenen. Det var voksne, som var blevet specielt inviteret til borgermødet, fordi et barn inden borgermødet havde fortalt arrangørerne, at netop de voksne var gode voksne for børn og unge i Gellerup og Toveshøj.
Alle de tilstedeværende børnefotografer blev også kaldt op på scenen til hyldest og fælles fotografering og masser af klapsalver fra salen.
Borgermødets sidste aktivitet var lodtrækning blandt alle de fremmødte om masser af spændende gaver, der var skænket til arrangementet af de forretningsdrivende i City Vest, der bakkede op omkring borgermødet på lige fod med frugtafdelingen i Bazar Vest, der sponserede frisk frugt til dagen.
Så var borgermødet slut. Men for alle, der havde tid og lyst, var der mulighed for at drikke kaffe og spise kage og sidde og fordøje dagens oplevelser.
På vej ud af GLOBUS1 blev alle mødedeltagerne opfordret til at sætte kryds på et evalueringsskema, om hvordan, de synes, at borgermødet var gået? Om de fik sagt deres mening? Og om de ville deltage i et borgermøde en anden gang.
De mange krydser ud for den stor smilende Smiley afslørede, at langt de fleste mødedeltagere var rigtig tilfredse med dagen.