En helprotese erstatter alle tænder. En helprotese kan i dag laves så naturlig (naturtro tandprotese), så man ikke kan se, selv når der grines højt, at det er en protese.
Protesen laves meget omhyggeligt med håndlavede naturtro tænder, og det kunstige tandkød indfarves med forskellige farver i glidende overgang, så man ikke kan se forskel.
Mens protesen fremstilles sidder kunden i stolen og er med til at vælge tænder og tandstilling. Kunden skal have tid til at se sig i spejlet flere gange og der gives også et tilbud på, om man vil låne de næsten færdiglavede tænder med hjem, hermed har man muligheden for at se sig i sit eget spejl, det kan tit gøre en forskel. Ofte er det jo mange år man skal gå med tænderne, så det er vigtigt at de føles helt rigtige.
Min erfaring er, at kunderne bliver glade for deres valg af tandprotese, og de føler sig mere trygge ved, at protesen ser så naturlig ud.
En overmundsprotese kan suge sig fast i ganen og er derfor lettere at styre end en undermundsprotese. I nogle tilfælde er der dog så lidt knogle tilbage, at det kan være meget vanskeligt at få protesen til at sidde ordentligt. Nogle bruger proteseklister, og andre sparer sammen til implantater.
En undermundsprotese kan ikke suge, så her skal man lære at styre protesen med tunge og kinder. Det kan tage lang tid at vende sig til en underprotese, så derfor er det vigtigt at bevare sine tænder så lang tid som muligt. Bare to tænder kan gøre underværker for en protesebærer. Der er rigtig mange, der vælger at få implantater i undermunden, muligheden for at få en protese der sidder fast er tillokkende.