Sådan gavner og lindrer næseskylning

Næseskylning et kendt, gammelt og effektivt husråd mod forkølelse, og i begyndelsen af 1900-tallet kunne man købe kander og sprøjter til næseskylning på apoteker. Metoden mistede imidlertid sin udbredelse indtil 70’erne, hvor den blev genopdaget i forbindelse med den stigende interesse for yoga.

I dag har mange læger opdaget fordelene og anbefaler næseskylning som et effektivt og bivirkningsfrit alternativ til næsedråber og næsespray.

Sådan gavner næseskylning
Næseskylning stimulererog virker afspændende på området omkring øjnene og panden. Man kan lindre spændingshovedpine, skærpe synet og lugtesansen, og være en hjælp til at holde op med at ryge, skriver Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole, som underviser i næseskylning.

Når man skyller næse regelmæssigt, bliver det lettere at trække vejret gennem næsen. Luften renses, fugtes og varmes op ved indånding igennem næsen. Kvælstofmonoxid, som dannes i bihulerne, følger med luften ned i lungerne, hvor det øger iltoptagelsen i blodet ved at udvide blodkarrene, skriver yogaskolen videre.

Næseskylningrenser og fugter næsen, men stimulerer frem for alt slimhinderne. På slimhindernes overflade, i næse, bihuler, luftrør og bronkier, og i det eustakiske rør mellem næse og mellemøre, sidder de mikroskopiske fimrehår. De holder luftveje og bihuler rene ved at bevæge sig så slim og skidt kommer ud.

Ved næseskylning aktiveres fimrehårene i hele luftvejssystemet så slim med støv, pollen og bakterier effektivt transporteres ud. På den måde holder næseskylning luftvejenes eget renselses- og forsvarssystem rent så virusangreb kan forebygges. I tørt indendørsklima kan slimhinderne også tørre ud og svække fimrehårenes funktion. Næseskylning genopretter slimhindernes naturlige fugtighed og dæmper desuden opsvulmede slimhinder og modvirker derfor, at næsen bliver stoppet. Også personer med støvet arbejde kan med fordel bruge næseskylning.

Det er en af årsagerne til at næseskylning kan forebygge og lindre forkølelse, pande- og bihule-betændelse, astma og luftvejsallergier samt forskellige gener fra luftforurening. Næseskylning kan endvidere med fordel anvendes under graviditet, eller hvis du snorker.

Læs om hvordan du skyller næsen


Læs om næseskylning på netdoktor.dk 

Se Skandinavisk Yoga- og Meditationsskoles hjemmeside og læs mere om næseskylning




 

  Per Rehfeldt