Dette burde skrives i nutid
Mungo Park, Allerød, spiller til 20. juni 2012
Lysdesig Jacob Rasmussen
FIRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER
“Helle Helle kan skrive skrive, men hun har ikke noget at skrive skrive om” lød det i anmeldelserne, da Helle Helle debuterede som romanforfatter i starten af 1990′erne. Ikke desto mindre er den kvindelige bogkreatør netop hyldet med den fine litteraturpris De Gyldne Laurbær. Og som om det ikke var nok er hendes seneste roman, DETTE BURDE SKRIVES I NUTID, netop dramatiseret på Mungo Park Allerød. Og det er Mungo Park sluppet godt afsted med.
Som sådan er det besynderligt, at Helle Helles værker aldrig før er dramatiseret. Det er handlinger, der ikke kræver de store, magiske teatervirkemidler – ofte små, minimale, persondrevne plots sat i udkantsflækker fra det sydlige Danmark – og med så fine karaktergallerier, at det lugter langt væk af gaver til skuespillere. Således følger vi i DETTE BURDE SKRIVES I NUTID den 21-årige Dorte, der bor i Glumsø, men studerer i København. Vi følger Dorte i hendes forhold med Per Finland, i hendes venskab med hendes faster (der i øvrigt også hedder Dorte, går med falsk pels og har en smørrebrødsforretning) og når hun roder sig ud i affærer eller bare går og pusler med hendes nebengeschäft af en festsangskrivningsbusiness.
Og Marie Bach Hansen er vidunderlig som vores gennemgående hovedkarakter. Hun er en mut og en kende introvert provinspige med en i øvrigt fremragende sangstemme. Og jeg forelsker mig hovedkuls i Dorte, når hun bare vil alle det bedste, selvom livet hvirvler om ørerne på hende. Kasper Leisner formår virkelig at tage et rum, stjæle opmærksomheden og holde fast på den. Om så han gør sig som Per Finland, Pers dragende fætter eller hvem som helst ellers af de mange personer, Kasper Leisner når igennem. Christine Albeck Børge er også god – især som elskelige faster Dorte, der altid lige har en pengeseddel i lommen til sin niece.
Der er lidt en tendens til, at når romaner omsættes til teater, ender det ofte som en monologform med tilkoblede bipersoner. Således i Bliktrommen på Betty Nansen Teatret som i DETTE BURDE SKRIVES I NUTID på Mungo Park. Men formen passer indholdet så ganske glimrende. Mange hurtige og enkle klip leder tankerne hen på filmens verden – dette bekræftes af forestillingens længde: 100 runde minutter, som endda er tilberedt med fine guitartoner fra Jonas Munck Hansen. Der er noget indie-film over det: sådan lidt støvet, grynet og meget autentisk – på den gode måde.
Bodil Bay Schultz’ scenografi er underfundig, men spændende og velfungerende. En mur tværs over scenen, der langsomt – meget langsomt – kører frem og tilbage og på vejen tager rekvisitter og lamper med sig. Jeg har ikke set noget, der minder om, men det er i og for sig glimrende til sit formål: Scenografien stjæler ikke fokus, men er heller ikke anonym. Og Jacob Rasmussens lysdesign skaber et skønt fokus for de mange små scener.
“Vi kan også tage en bilka-tur en dag”, siger faster Dorte, og jeg smiler og mærker en varme i brystet. Det her er feel-good-teater, når det er allerbedst, uden at blive overfladisk. Det er sjovt uden at være udleverende og rørende uden at nærme sig det patetiske. Et smukt slutbillede sætter et fint punktum og jeg går opløftet fra den lille teatersal i Allerød. Det er meget Mungo Parksk, men når teatret har så fin en form, gør det ingenting, at jeg kan genkende adskillige tidligere forestillinger i den.
DETTE BURDE SKRIVES I NUTID er en rigtigt fin lille forestilling, der ikke opfinder den dybe tallerken, men så absolut holder dig underholdt både i teatersalen og i flere timer efter. Charmerende må være det helt rigtige ord. Instruktør og teaterleder Martin Lyngbo kan så absolut stadig, det kan det dygtige skuespillerensemble også, og publikum lader til at strømme til DETTE BURDE SKRIVES I NUTID. Det skal de også bare gøre.