Swiss Alpine Marathon 2001

Dato: lørdag d. 28-07-2001Mars Swiss Alpine
Distance: 42,195 km i bjergene
 
Beslutning: Jeg havde sammen med en flok løbevenner, haft en plan om at vi skulle træne op til Swiss Alpine marathon i Schweiz (et 78 km bjergløb) d. 28. juli 2001. Vi havde trænet sammen siden november 2000. Jeg fik dog en ny udfordring undervejs - jeg søgte om at deltage i Robinson Ekspeditionen og var heldig at blive udtaget ud af 8600 ansøgere.
 
Robinson: Efter at jeg havde deltaget i ROBINSON Ekspeditionen noget af maj og juni 2001 og haft et vægttab på 16 kg over 39 dage. Da jeg kom hjem havde derfor ikke meget energi. En læge som var tilsluttet ekspeditionen fortalte mig, at det vil tage ca. 6 mdr. før jeg var tilbage i samme form, som da jeg kom til ekspeditionen (Både konditions- og muskel niveau). Jeg har haft problemer med maven og derfor blevet undersøgt af min egen læge, han mente også, at der vil gå noget tid inden min krop ville være den samme igen.
 
42 km i stedet for 78 km: Jeg mødte mine løbevenner og de var i super form frem mod 78 km-bjergløbet - jeg blev sgu lidt misundelig over at de snart skulle afsted og løbe det løb som jeg også så gerne ville løbe. Så jeg begyndte at powerwalke for at få gang i kroppen, løbet kom stille og rolig med og styrke-træningen blev også genoptaget. Efter et par uger kunne jeg mærke, at 78 km. løb i bjergene ville blive for langt. Min krop kunne ikke følge med mine ambitioner, hvad gør man så? - "TÆNKER I MULIGHEDER OG IKKE I BEGRÆNSNINGER". Jeg kunne løbe marathon-distancen i stedet for og så stadig få en stor oplevelse med at løbe i bjergene og i samme højder som på de 78 km. Jeg blev tilmeldt og fik kørelejlighed med et par venner.
 
Onsdag d. 25/07: Vi kørte afsted til Schweiz, turen gik godt og torsdag morgen d. 26/07 ankom vi til Davos. Vi fik vores værelser, på hotel HELVEIA. Det var det mest usle hotel jeg har oplevet. Om eftermiddagen tog vi en vandre tur op af det bjerg ( SCALTETTA) som vi skulle løbe ned af, når der var 18 km. tilbage. Stien var fyldt med sten, så vi skulle passe på vores ben, når vi skulle løbe ned. Der er en utrolig flot natur, med bjerge, græs, vandløb og sne. Vi hentede vores løbsnr. Det trak nu stadig i mig, da jeg så hvor de andre hentede deres numre til 78 km. distancen - jeg var sgu tæt på at lave mit løbsnummer om til 78 km distancen, men fornuften sejrede heldigvis.
 
Fredag d.27/07: Jeg gik en tur på 50 min. inden de andre stod op, efter morgenmaden tog vi til en lille sø, hvor vi kunne sole os. Vejret var dejligt og det ville det også blive lørdag, fedt. Til aften var der pasta party, og så var det tidligt til køjs.
 
Lørdag d.28/07 - "LØBSDAG": Op kl. 06.00 til morgenmad. 78 km. løbet startede kl. 08.00. Marathon løbet startede først kl. 11.30 i BERGÙN. En ven og jeg tog toget kl. 09.34 På vejen så vi 78 km. løberne, de løb igennem den by, hvor vi skulle starte og derefter skulle vi løbe på samme rute, på nær et lille stykke. Solen stod lige ned fra en skyfri himmel og varmede godt, det var dejligt. Det var den flotteste løbetur jeg har haft, det kan ikke beskrives, men skal ses. Jeg havde et kamera med og gav mig tid til at tage billeder. Mit mål var at løbe mellem 5 timer og 5 1/2 time. Nogle opstigninger var på 15 - 16%, der gik folk i en lang række. Jeg oplevede det hele på turen, både sol og hagl, vi løb også en del i sne og på bjerge med den smukkeste udsigt. Der var faktisk mange tilskure på bjergtoppene, det var dejligt, det gav en god stæmning.En stor del af turen var på meget smalle stier eller helt uden stier.
 
Op og ned: Forskellen på 78 km. og 42 km. var udover distancen, at 78 km. blev oppe på bjergkammen, hvor vi andre skulle ned i en dal og op igen. Det gav lidt flere højdemeter og tærede en del på kræfterne. Jeg talte med en person der havde løbet 42 km. året før og nu havde løbet 78 km. Han mente at 42 km. var den hårdeste pga. at vi skulle ned i dalen med et meget stejlt nedløb og en hård opstigning.
 
De sidste 14 km. var en ren pine for mig, mine knæ var åbenbart ikke klar til en så lang og hård tur (Måske havde lægerne ret). Jeg troede, at de sidste 14 km .gik ned til mål i Davos, men nej - der var lige lidt bakker, som skulle overstås først. Efter mit ur begyndte det at knibe med tiden, så jeg pressede mig selv så meget at jeg fik næseblod på de sidste to km. Tiden blev 05.29.07, realistisk mål eller hva’?
 
Total god oplevelse: Alle os løbevenner kom godt igennem og de havde også haft en god oplevelse, så det var bare fedt. Efter løbet fik vi en velfortjent øl (den smagte nu ikke godt, men blev drukket).
 
Søndag 29/07: Tidligt op, første hold ville tidligt af sted mod Danmark. Vi andre fik morgenmad på hotellet inden afgang. En ven og jeg skulle med tog og kørte med nogle venner til BASEL, hvor vi tog toget fra ca. kl. 18.30. Vi skiftede mange gange i løbet af natten, men havde en hyggelig tur til Fredericia, hvor min bil stod. Vi var hjemme i Silkeborg mandag 30/07 kl. 12.00, ca. 18 timer med tog og skift.
 
Jeg er meget glad for, at have været med, selv om det ikke var på 78 km. Så har jeg bevist over for mig selv, at jeg har viljen selv om træningen ikke var til det. (Ps. jeg løb 78 km distancen i 2010)
 
Bergùn til Keschhùtte: Stigning ca. 8 % (15 km.)
v. 15,0 km. 1362 m. — 2632 m. = 1270 højdemeter
 
Keschhùtte til Funtauna: Fald ca. 8 % (5,4 km.)
v. 21,2 km. 2632 m. — 2192 m. = 440 højdemeter
 
Funtauna til Scaltettepass: Stigning ca. 16 % (2,6 km.)
v. 23,8 km. 2192 m. — 2606 m. = 414 højdemeter
 
Scaltettepass til Dùrrboden:Fald ca. 15 % (4,3 km.)
v. 28,1 km. 2606 m. — 2007 m. = 600 højdemeter
 
Dùrrboden til Davos: Fald ca. 4 % (14,1 km.)
v. 42,2 km. 2007 m. — 1538 m. = 460 højdemeter
 
Løbet er godt arrangeret og kan varmt anbefales. Der løbes i den flotteste natur og nogle steder på noget jeg ikke ville kalde stier. Rigtig god oplevelse.
 
Lars Mars Johansen  | larsmars@mail.dk