Forberedelserne inden selve bjerget:
Vi havde valgt, at gøre vores akklimatisering i Bolivia. Min makker har erfaring med, at det kan blive kedeligt at være for lang tid på samme bjerg. Så kunne vi også opleve Bolivia ved samme lejlighed. Den var jeg med på.
I princippet var jeg ligeglad med hvordan vi fik akklimatiseret, det eneste der stod i hovedet på mig var at komme op på toppen af Aconcagua. Om vi skulle bruge 10 - 15 eller flere dage var underordnet, det vigtigste for mig var at nå mit mål og dermed toppen.
Efter 8 dage i Bolivia med mange oplevelser. Bl.a. overnatning i noget lignende et skur på en vulkan samt overnatning på et spøgelses hotel, på verdens højeste placerede skisportssted i 5300 m højde. Det havde været lukket i flere år, så der var ikke meget hygge at hente der.
Desværre blev jeg meget syg i Bolivia. Efter 5 dage kom jeg på et privat hospital for at blive undersøgt, jeg fik 4 forskellige slags piller som jeg skulle tage i 6 dage. Det hjalp.
Fordelen ved at gøre som vi gjorde er, at vi kunne gå direkte til Base Campen i 4265 m højde uden de store symptomer på højdesyge.
Ulempen er at vi rejste meget rundt uden ordentlig mad og søvn. Det er ikke ligefrem den bedste måde at forberede sig på.
Hvis jeg nogensinde skal prøve at bestige et bjerg igen, så vil jeg være på bjerget fra starten og ikke rejse rundt andre steder først. Jeg følte det lidt som spildtid men min makker var meget glad for det og han mener at det hjalp ham utrolig meget.
Torsdag d. 14. januar
• Registrering hos ”Park Rangeren” ved starten i Puente del Inca
• Her viser vi vores ”Bjerg pas” som vi købte i Mendosa til 300 US
• Vi får udleveret en pose til affald, der skal afleveres når vi kommer tilbage
• Vi får også forklaret, at der er bøder for, at vaske sig i naturen og ”lave stort” 100 US
• Vi registrerede os dagen før, fordi vi ønsker, at starte meget tidligt dagen efter.
• Alt udstyr er pakket og rygsækken står klar. Henrik har afleveret sin rygsæk til æselmanden
som sørger for, at få fragtet folks udstyr op til Base camp
• Jeg er meget spændt og kan knap sove. Jeg har det ligesom natten inden en konkurrence.
Jeg ser det ikke som en konkurrence men som et mål der skal opfyldes.
• Faktisk har vi fået en lidt tankevækkende start, fordi for tre dage siden læste vi på Aconcagua`
hjemmeside, at der lige var en 40 år gl. sportsmand der lige var død på bjerget under et
topforsøg. Han døde af højdesyge ”Men det sker jo kun for naboen” så væk med de tanker.
Fredag d. 15. januar 2720 – 4265 m ”Puente del Inca” – ”Base Camp”
• Op kl. 05.00
• Kl. 6.00 står vi klar, der er stadig mørkt men månen og stjernerne lyser op.
• 35 km march forude
• Jeg har valgt at fragte alt mit udstyr selv. Det er normalt at få det fragtet med æsler. Men jeg elsker udfordringer og er ikke i tvivl om at det rigtige for mig, er at slæbe det hele selv.
• Vi ankommer til 1. camp ”Confluencia” 3300 m efter 2 timer. Det er bare gået godt.
• Henrik vælger at tage noget at spise i et af madteltene
• Jeg forsøger at finde andre i campen der skal videre op men uden held så jeg venter på Henrik
• De næste timer er bakke op og bakke ned. Hvorefter der kommer et næsten uoverskueligt langt
ørkenstykke. Der stormer vildt og med bjergene på hver side er det som en tunnel, hvor man
føler at vinden bare bliver presset igennem. Desværre er der modvind.
• Det tager ca. 8 timer at komme igennem ørkenen. Vi ser ikke meget andet end underlaget fordi
der også er sandstorm (Det minder mig om da jeg løb i Saharas ørknen).
• Jeg er ved at være total udmattet, nu har jeg gået ca. 10 timer med ca. 35 kg. på ryggen
• De sidste 4 timer har vi ikke noget vand og kan ikke få noget inden ”Base Camp”
• Min energi er opbrugt og jeg er så træt, at jeg ikke kan tage en beslutning om hvilken sti jeg skal
vælge når den deler sig, selvom at det er total lige meget alle stier fører til samme sted. Jeg
beder Henrik om at gå forrest.
• Den sidste del af turen går igen voldsomt op og ned. Jeg har humøret men kan godt mærke
at tempoet er meget langsomt. Jeg har mange pauser. Jeg er færdig. Henrik er frisk han har også kun gået med ca. 5 kg. på ryggen
• Da vi ankommer til ”Base Camp” vipper jeg bare bagover på rygsækken og Henrik henter
vand og cola. Tak for det!
• Efter jeg har hvilet lidt, sat teltet op og indrettet os. Finder vi et telt hvor vi kan få noget at
spise. Jeg er meget sulten men kan ikke rigtig få noget ned. Jeg forsøger i stedet at drikke
meget. Jeg har hovedpine og er utilpas. Men det kender jeg fra sport når jeg har presset mig. Jeg
kommer tilbage.
• Henrik er bange for at vores tur nu er slut, fordi han har ”jo” aldrig set mig sådan før. Jeg beroliger ham med at jeg kommer tilbage efter vores fridag.
Lørdag d. 16. januar (Fri) 4265 m ”Base Camp”
• Jeg er total smadret som efter et ekstremløb
• Jeg er sulten men vil bare sove
• Jeg har hovedpine af alt for lidt væske dagen før og måske også af højden
• Efter lidt sen morgenmad med cornflakes med varm mælk og tørt brød med marmelade (Ikke
særlig lækkert) begynder jeg at indtage væske til den store guldmedalje, fordi jeg skal hurtigt
ovenpå så jeg er klar til næste dag.
• Dagen går med at sove og spise for at være klar til næste dags udfordring.
• Henrik besøger verdens højest placeret hotel det ligger kun ca. 2 km. fra campen. Der spiser han
frokost og jeg spiser mine medbragte madrationer
• Højden kan mærkes ved, at hver gang jeg skal ud af teltet eller bare det at gå lidt så puster jeg.
• Vi bliver registreret hos ”Park rangeren” og få udleveret en pose til at ”skide i”. Den skal bringes med tilbage og afleveres. En god ide for at undgå lort overalt på bjerget men tænk, at slæbe på sit lort i mange dage og sæt nu at der går hul på posen.
• Vi tager imod et lægetjek for, at finde ud af om vi er klar til højderne. Lægen giver grønt lys med nogle formaninger
1. Pas på højden og højdesyge
2. Bjerget er kendt for at mange går for hurtigt op og bliver syge
3. Hold øje med hinanden
4. Højden på dette bjerg svarer til højre højder andre steder pga. vinden og den meget tørre luft.
• Der er en underlig stemning her i campen. Ingen taler rigtigt sammen på nær dem de er sammen
med. Det er som om, at alle tror at de er mere end de andre. Jeg hilser på de andre men det er de
færreste der hilser igen. Underligt.
Søndag d. 17. januar 4265 – 4910 m ”Base Camp” – ”Canada”
• Jeg føler mig frisk igen efter den lange udmagrende tur for 2 dage siden
• Efter et godt morgenmåltid (Øllebrød)
• Pakker vi sammen for at begive os op i højderne
• Min makker har valgt at gå meget langsomt for at spare på kræfterne. Han har hørt / læst at det
giver en bedre akklimatisering
• Jeg skal love for at vi gik stille. Målet var omkring 4 timer men vi brugte knap 5½ time
• Der er 1000 vis af meninger om hvad der er bedst og hvad man skal gøre på et bjerg
• Vi møder mange der er på vej ned til ”Base Campen”. Jeg spørger mange af dem om de nåede
Toppen” De fleste var meget glade fordi de havde været deroppe. Vejret havde været perfekt og
de forklarede hvorfra de havde forsøgt og hvor lang tid det har taget. Jeg ønsker dem tillykke og
takker for informationerne.
• På dette tidspunkt var jeg overhovedet ikke i tvivl om jeg også skulle stå på toppen. Det var jeg
nu ikke på noget tidspunkt. Jeg bliver bare mere og mere motiveret.
Mandag d. 17. januar (Fri) 4910 m ”Canada”
• Det er en hyggelig lille lejr, næsten alle taler sammen
• Jeg har hovedpine og er meget uoplagt
• Jeg er ofte begyndt at få næseblod. Det er pisse irriterende og ikke godt tegn.
• Vi henter vand ved et lille vandløb, det er lidt grumset men smagen er god
• Jeg kan for alvor begynde at mærke højden på vejrtrækningen og min puls er høj
• Luften er meget tør og river godt i næsen.
• Der er en utrolig smuk udsigt herfra
• Jeg bruger den udleverede S….pose og finder senere ud af, at det er jeg vidst den eneste der gør.
• Sidst på dagen begynder der at sne. Hyggeligt at det stenede bjerg får lidt beklædning på.
Tirsdag d. 18. januar 4910 – 5380 m ”Canada” – ”Nido”
• Det har sneet hele natten og vandløbet er frosset til.
• Temp. har ændret sig drastisk, fra sol og – 5 gr. til kraftig vind, overskyet og – 10 gr.
• Vi skal nu smelte sne for at få vand til drikkelse eller madlavning. Besværligt fordi en gryde sne
kun bliver til ca. 1 dl.
• Vi pakker sammen og bevæger os op til campen ”NIDO” i 5380 m højde.
• Vind og sne tager til, for til sidst at blive til snestorm
• Det er kun få vi ser enten på vej op eller ned
• Det er en meget stejl side og vi går langsom. Det er hårdt
• Efter ca. 7 timer når vi op til campen
• Alt står i et, vi finder heldigvis hurtigt en lille plads med sten omkring
• Med stort besvær får vi teltet sat op og udstyret ind. Vi er faktisk rigtig god til at sætte teltet op
det er meget vigtigt at vi ved hvem der ordner hvad, ellers flyver teltet væk i stormvejret. Det er
også vigtigt at vi har tiltro til hinanden. at vi ikke skal checkke efter den anden.
• Det er hyggeligt inde i teltet når sneen hamrer på teltet og vinden rusker men temp. i teltet
er kun – 6 gr. det er der ikke meget hygge ved.
• Efter sne-smeltning og madlavning kan vi gå til ro efter en meget hård tur.
Onsdag d. 19. januar (fri) 5380 m ”Nido”
• Fridag. Dog ville vi måske prøve et top-forsøg om natten hvis vejret ville blive bedre.
• Vi har valgt denne lejr som den højeste vi overnatter i pga. sikkerheden
5. Meget kraftigere vinde i campen højre oppe
6. Højden nedbryder kroppen
7. De sidste to dage er der blæst telte væk og nogle er revet i stykker deroppe.
• Hundekoldt, meget kraftig vind og snevejr
• Pga. af den meget tørre luft får jeg ofte næseblod. Det er drøn irriterende
• Vi slapper af, jeg har mega hovedpine men appetitten fejler heldigvis ikke noget
• Tiden går med at studere bjergsiden, sne-smeltning, madlavning og at ligge i soveposen.
• Der er ikke meget liv udenfor, folk opholder sig i deres telte i soveposerne
• Som dagen går, ved vi at det ikke bliver til noget top-forsøg i nat
• I dagens løb er der flere der er blevet hentet af redningshelikopteren. De har fået forfrysninger
eller kraftig højdesyge.
• Vejret heroppe er ikke til at sidde udenfor og nyde den fantastiske natur eller hygge sig
med andre. Man holder bedst varmen ved at ligge i soveposen
Torsdag d. 20. januar 5380 – ca. 5700 m ”Nido” – Top-forsøg”
2. Dagen til top-forsøget
• 2. dag i campen ”NIDO”
• Efter onsdag var hviledag, hvor vi samlede kræfter og jeg fik akklimatiseret
• Aftale med to svenske fyre (De havde lavet om på deres plan mht. campen ”BERLIN”)
• Meget koldt og hård vind, lidt sne
• Spørger ”Park Ranger” Vejret skal blive perfekt for ”Top forsøg” de næste 4 dage.
• Vi aftaler at starte kl. 03.00
• Inden sengetid smelter vi vand og opbevarer flaskerne i soveposen for at holde dem frostfri.
• Vinden tager til i løbet af aftnen og natten
• Op kl. 02.00 –13 gr. i teltet
• Kraftig vind og snevejr
• Vi havde udforsket bjergsiden grundigt nedefra og havde en sikker ruteplan
• Efter ca. 1 times vandring tiltager vinden og sneen for til sidst at lukke sig omkring os
• Vi kan kun se 1 m. frem for os og alt ser uoverskueligt ud. Alle stierne er væk
• Svenskerne vil stoppe flere gange, jeg forsøger at overtale dem til at forsætte
• Den ene svensker klager over smerter i hånden
• Efter ca. 3 timer er der ikke meget, at gøre vi kan ikke finde vej alt ligner hinanden
• Der er en opgivende stemning.
• Jeg føler mig meget ovenpå, jeg kan godt se at mulighederne ikke er gode men………..
• Vi går i sne fra midt på skinnebenet til midt på låret
• Når jeg bliver presset, bliver jeg mere tændt og motiveret
• På et tidspunkt er vi kommet på en side af bjerget som vi ikke kender, det er ikke godt.
Der kan være klippespalter og andre fare der er dækket af sneen.
• Jeg spørger hver af dem alene om hvordan de har det fordi situationen ikke er god
• Efter ca. 4 timer er der rådsmøde. DE andre vil gerne ned, det er sgu noget lort.
• Jeg kan godt se, at vi ikke kan nå toppen i det vejr men måske bliver det bedre undervejs
• Efter en lille pause bliver himlen mere lys men alt står stadig i et og vi vender om.
• På vej ned løber der lidt vand fra øjenkrogen af skuffelse og frustration over vejret
• Vi aftaler med svenskerne, at vi tager et nyt forsøg i nat hvis vejret bliver bedre.
Fredag d. 21. januar 5380 – 4265 m ”Nido” – ”Base Camp”
• Efter 1 time med lidt søvn og masser af spekulationer om natten og nye muligheder
• En af svenskerne har desværre fået forfrysninger på 2 af fingrene og skal hurtigt ned. (Han havde godt nok klaget over smerter i hånden på vej op men sagde at det nok skulle gå). Det var underligt at en så tæt på var kommet til skade.
• Vi fik information om at temp. havde været nede på – 50 gr.
• Flere havde fået forfrysninger. Bl.a. mister en et øre og en anden fik skader i ansigtet. VILDT.
• Vejret var stadig meget dårligt. Meget kraftig vind, hunde koldt og snevejr.
• Jeg var 100 % klar til endnu et forsøg hvis bare vejret vil stilne lidt af
• Efter flere lange samtaler med min makker, kunne jeg ikke få en klar melding så jeg tør ikke at
satse på endnu et forsøg når han ikke er 100 % klar. Det kan være livet man sætter på spil hvis
ens makker ikke er stærk nok eller 100 % klar.
• Hans argument er bl.a. at han tænker på at komme hel og sikker ned samt svært at sætte sig op til endnu et forsøg. Desuden var han rystet over svenskerens forfrysninger. Det vil jeg nu også men jeg vil også gerne til toppen. Det er viljen til at ville der trækker.
• Jeg har undersøgt om der er andre i campen jeg tør tage chancen med. Der er ingen der skal op
• Vejret ændrer sig ikke, jeg tager beslutningen ”Vi går ned”
• Derefter tager jeg 10 min. for mig selv. Det tager sgu hårdt på mig ikke at nå den skide top.
• Efter vi har pakket sammen drager vi ned til ”Base Campen” Det tager ca. 6,5 time. Min makker
skal bruge en del pauser og det bekræfter mig i at jeg tog den rigtige beslutning med at vi skulle
gå ned.
• Uanset hvad så kunne vi ikke have taget et seriøst forsøg i disse dage pga. vejret. 3 dage var vi
i campen ingen af dem var gunstige for os. Og blev det heller ikke i 2 dage derefter.
• Vi ankommer til Base campen først på aftnen. Vi har svært ved at finde et sted til vores telt.
Campen er overfyldt af frustrerede og håbefulde mennesker der venter på godt vejr til at
fortsætte og komme højre op på bjerget. De har set på skyerne at vi har haft dårligt vejr længere
oppe samt fået vejrmeldinger deroppe fra.
• Da vi endelig har fundet en plads godt nok med skråt underlag og sat teltet op føles det
godt nok lidt underligt for nu er det hele ved at være slut. Det er vores hjem vi pakker ud for
sidste gang.
Lørdag d. 22. januar 4265 – 2720 m ”Base Camp” – ”Pouente del Inca” (Start)
• Godt vejr
• 35 km. venter forude med ca. 30 kg. på nakken
• Jeg gik på 6.55, næsten løb, jeg skulle bare hjem, væk fra dette bjerg.
• Nu glæder jeg mig til et langt varmt bad. Det er underligt som jeg kan ændre mig, jeg har intet
imod at lugte af sved og have sure fødder når jeg udfordre mig selv men når jeg er på vej hjem
så kommer det hysteriske op i mig. Så tænker jeg på hvor ulækker jeg er og kan næsten ikke
holde mig selv ud.
• Det bliver også utrolig dejligt at få noget ordentligt at spise. Undervejs har jeg ikke noget problem med at spise det frysetørrede mad selv om, at det ikke er særlig lækkert. Min makker
har store problemer med at spise. Jeg tænker nok bare ikke så meget på hvordan det smager men
hovedsagelig på hvad det betyder for energien. Der er jo ikke andre muligheder for at få noget.
(Jeg har nok lært meget fra min deltagelse i Robinson).
I dag efter:
• Når jeg i dag tænker tilbage til den nat på bjergsiden i snestorm og temp. på – 50 gr. Så kan jeg
se at vi var/er meget heldige at vi kom sikre ned.
• På intet tidspunkt var jeg presset og jeg følte at situationen var under kontrol men set i bakspejlet kan jeg godt se, at vi var ude i noget som vi ikke helt havde styr over.
• Toppen trak i mig som en magnet. Den nærmest hviskede til mig ”Kom nu Lars jeg er lige
heroppe, du kan sagtens”. Der er noget magisk ved bjergtoppe. Nu kan jeg bedre forstå, at nogle
mennesker kan blive draget så meget af toppen at de presser sig selv for at nå den selv om det er
umuligt og derved dør af det.
• Inden jeg tog af sted sagde mine venner ”Pas nu på dig selv, tænk dig nu om osv.” Jeg svarede
med ”At jeg selvfølgelig ville passe på og tænke mig om men at jeg også vidste at min vilje til
at nå toppen kunne give mig problemer”. Det er jeg nu blevet bekræftet i at den gjorde. Hvis jeg
havde stået på bjergsiden med en person der havde samme mål og vilje til, at nå toppen som
mig, så ved jeg ikke om jeg havde været klog nok til, at sige fra men at vi bare havde bekræftet
hinanden i, at vejret nok skulle blive bedre undervejs. Hvad havde konsekvensen så været?
Det ærgrer mig meget, at jeg ikke nåede min grænse, at jeg ikke oplevede at sige fra. For nu ved
Jeg ikke, om jeg kan sige fra inden jeg har nået mit mål uanset konsekvens. Måske er det godt at
Jeg fulgtes med 3 andre der ville vende om. Hvem ved?
• Det undrer mig lidt hvor god jeg er til at fortrænge de faresignaler der viste sig undervejs:
1. 3 dage inden vi gik ind på bjerget læste vi, at der lige var en 40 gl. sportsmand der lige var dø på bjerget af højdesyge.
2. På vej op så vi en mand ude af bevidsthed der blev slæbt ned af tre redningsfolk.
3. Redningshelikopteren kom flere gange til lejren for at hente mennesker med forfrysninger, højdesyge eller tilskadekomne.
4. Der er mennesker der har mistet ører, fingre og fået forfrysninger i ansigtet samme sted og på samme tid som vi også var der.
5. En svensker som vi forsøgte topforsøgt med, mister 2 fingre på dette.
6. Jeg havde hovedpine, kvalme og ofte næseblod. Det er tegn på højdesyge.
7. Min hvilepuls om natten var mellem 74 og lige under 100 (Normal midt 40)
• Men alligevel forsatte jeg ufortrødent. Det er både skræmmende men også fascinerende for mig.
• Det er viljen til at nå sit mål der trækker.