Historisk opsummering
Hovawarten er en gammel tysk race, og navnet betyder "vogter af gården". Man kan kalde den for middelalderens gårdhund, da man har beviser for at den eksisterede tilbage i 1200-tallet. i 1800-tallet var den ved at uddø, bl.a. fordi schæferen overtog dens rolle som brugshund ved politiet, men siden er den blevet fremavlet igen, med sigte på at skabe en dygtig brugshund med et godt temperament. I Danmark avles den i dag kun som familiehund, men i fx Tyskland den anvendes også som brugshund til redningsarbejde, som vagthund og lavinehund m.v., fordi den også besidder fasthed og forsvarsdrift.
Temperament: Familiehund
Hovawarten er en glad, ligevægtig og aktiv hund, der elsker at træne hver dag, og som har behov for tæt kontakt til sine mennesker. Den skal opdrages venligt, men bestemt, da den er en intelligent og kreativ hund, og man må af og til være forberedt på lidt af hvert. Især som unghund er den livlig, og skal motiveres både ved leg og opgaver, men den er legesyg og nysgerrig til langt op i årene, og har nemt ved at lære, hvis man har tålmodighed og lader indlæringen foregå ved leg. Selvom den elsker at være aktiv er det dog en hyrdehund, der også gerne daser i skyggen, mens den holder øje med sin familie og sit hjem.
Helbred
Hovawarten er siden sin genkomst kun blevet avlet på HD-frie hunde, og betegnes som en af de racer i verden der har færrest tilfælde af arvelige sygdomme.
Hundesport
Hovawarten egner sig desuden fint til alle områder inden for hundesport, men kræver kun moderat motion.
Fakta om Hovawarthunden
- Størrelse
Hannerne bliver 63 - 70 cm, mens tæverne bliver 58 - 65 cm. Hovawarten har et tydeligt kønspræg, og man er ikke i tvivl om det er tæve eller hanhund.
- Pels
Hovawarten har en smuk, lang, let bølget dækpels, med kun lidt underuld, der fælder i totter. Pelsen kræver en jævnlig gennembørstning, specielt i fældeperioderne,men er ellers nem at holde. Hovawarten har flotte faner på benene, og en lang buske hale, som i aktivitet bæres højt.
- Farve
Hovawarten findes både som ren sort, ren blond og som sort med gyldne aftegninger.