Før jeg fik mit første barn i 1995 var jeg normalvægtig, måske lidt rund, men stadig helt normal. Så oplevede jeg ret hurtigt derefter mit første blodsukkerfald. Jeg fik en sær indre uro, blev ukoncentreret, kunne ikke fokusere ordentligt, var sulten selv om jeg næsten lige havde spist og fik koldsved. Jeg proppede så mange svenske fuldkornsskorper ind i munden, som var de bolcher… godt med hindbærsyltetøj på. Det varede nok en halv time, før jeg mærkede en forandring i min tilstand, måske endda lidt mere end det. Bagefter blev jeg uendelig træt og måtte slappe godt af, før jeg kunne fortsætte med dagens gerninger. Jeg vidste ikke, hvad der var hændt mig, men jeg oplevede de samme symptomer igen og igen, og en dag vidste jeg, at dét jeg havde oplevet var blodsukker-fald.
Disse blodsukkerfald tog til, de kom oftere og oftere, og jeg følte, at jeg nærmest ”løb efter” mit blodsukker, for at hive det op med hurtige kulhydrater, der kunne ”løbe ind” i mit blod, så jeg hurtigt kunne få det bedre og få de grimme symptomer til at fortage sig. Som årene gik, blev min kost en underlig sammenblanding af ”sund og ernæringsrigtig” kost til hovedmåltiderne, og imellem måltiderne - når symptomerne kom - blev det så tit de forkerte madvarer med hurtigvirkende kulhydrater i, som jeg indtog.
Kender du måske den helende, narkotiske fornemmelse i kroppen, efter du har indtaget fx.
- Kærnemælkskoldskål med kammerjunkere
- Yankiebar
- Havregryn med strøsukker
- Hvedeboller med syltetøj
- Toastbrød med ost
- Bananer
?
Disse fødevarer har jeg spist rigtig meget af igennem årene. Jeg har forsøgt at planlægge dagen med små madpakker med rugbrød, men du kender måske også til dage, hvor al planlægning skrider, og man forlader huset om morgenen med blot sin taske og sit tøj og håber på, at der er nogle på arbejdet, der har morgenbrød med eller har tid til at køre til slagteren efter dén frokost, du ikke havde tid til at smøre selv…?
Jeg indrømmer blankt, at sådanne dage har jeg haft mange af. Nu spørger du nok, hvorfor jeg ikke har taget mig selv mere alvorligt? Der er nok ikke kun ét entydigt svar, men jeg har faktisk forsøgt at få hjælp til denne tilstand hele TO gange via min egen læge…. Først Køge Sygehus, dernæst Roskilde Sygehus. Ingen af stederne kunne man komme med en forklaring på mine blodsukkerfald, og jeg blev begge gange spist af med, at jeg skulle spise mere regelmæssigt og så i øvrigt tabe mig nogle kilo. Jeg fik udskrevet slankepiller, som jeg slet ikke turde spise, så det eneste jeg tabte var naturligvis pengene. Retfærdigvis skal jeg huske at sige, at de ønskede at tage en speciel faste-blodprøve på mig, som jeg aldrig fik taget. Den kunne MÅSKE have givet mig svar og mulighed for hjælp meget tidligere, men blodprøven skulle tages på en laboratorium i Roskilde på fastende hjerte, og jeg forsøgte forgæves at forklare de forskellige læger, at jeg umuligt kunne faste så længe som langt op ad formiddagen, før prøven blev taget, til at jeg ville overleve. Hvorfor de eller jeg ikke kom på den smarte ide at indlægge mig natten over for at lade en hospitalslaborant tage den på mig, vides ikke.
Årene går og jeg bliver tykkere og tykkere. Mit BMI kommer op i det allermest røde felt, og jeg holder op med at se mig selv i spejlet. En veninde siger ærligt til mig i dag, at hun ikke forstod, hvorfor jeg altid ”lige” skulle have en ekstra rugbrødsmad midt på eftermiddagen eller tæt op ad spisetid… altså hvorfor kunne jeg dog ikke vente? Jamen……. Når blodsukkeret falder, er det blot kroppen der taler, og hjernen slår fra. Egentlig meget praktisk, ellers ville jeg jo nok være død mange gange.
Mine unger siger, at nogle børn nede i børnehaveklassen har sagt, at deres mor er tyk. Mine unger synes, det er tarveligt sagt, men jeg forklarer dem, at børnene jo har helt ret. For mor ER altså meget tyk. Så griner vi lidt af det og måler deller på hinanden. Endelig noget jeg kan vinde i.
I ugen før mandag d. 6.4.2009 oplever jeg to morgener, hvor jeg ikke kan vågne til tiden. Jeg kommer op til sidst, men min mand har måttet råbe af mig, før jeg har reageret. Jeg tåger rundt, falder i søvn på toiletkummen, snakker sort overfor vores ældste datter og fatter ikke, hvad der sker omkring mig. Én af nætterne har jeg også været oppe at spise ved 4-5 tiden. Én af morgenerne kommer min veninde på besøg, men jeg kan nærmest ikke huske, at vi har talt sammen, og min veninde sender mig ind i seng igen og går.
SÅ ringer jeg til min læge, Hanne, og får en tid fredag d. 3.4.2009 kl. 09:45. Jeg fortæller hende om mine skrækkelige morgener med blackouts og et par gange en meget hurtig hjerterytme, vi taler om stress (pga to fyringer og sygdom i familien) og jeg får en tid til ugen efter. Hun får sygeplejersken til at tage nogle blodprøver efter konsultationen, og bl.a. tager sygeplejersken mit blodsukker.
Mit blodsukker er på 2,1 !!!!!!!!!!!
Sygeplejersken spørger mig, om hvornår jeg sidst har spist. Jeg svarer, at jeg har spist havregryn kl. 07:30. Det er rundt regnet 2,5 timer siden, og jeg er hundesulten igen allerede og har mine sædvanlige lavt-blodsukker-symptomer. Hun siger, at mit blodsukker er "lidt lavt", og jeg fortæller hende, at jeg godt kan mærke det, men at jeg vil køre direkte hjem og spise. Hun lader mig gå.
Men dén viden, jeg har fået idag, er det fuldstændig forkasteligt at sende nogen overhovedet ud at køre bil med et blodsukker på 2,1. Jeg KUNNE have kørt ikke blot mig selv ihjel, men også andre. Nu har jeg nok i de år, der er gået med mine blodsukkerfald vænnet mig til at have lavere og lavere blodsukre uden at segne, men det er stadig under AL KRITIK ikke at reagere. Hun skulle have kontaktet min læge inde i konsultationen, givet mig en halv pakke druesukker og et par stykker rugbrød og derefter have indlagt mig akut.
Historien fortsættes under fanen "Dagbog del 1"