MOTIONSHOLD

Motion for børn

Vores motionskoncept for børn hedder "Svømmefitness", som retter sig mod børn fra ca. 8-9 år og op til 18 år. Vi forudsætter, at du har basale svømmefærdigheder. Du skal nok blive dygtigere til at svømme, men fokus er mere på motion end på svømmeundervisning.
 
Grundidéen er, at vi træner i vand, og bagefter fortsætter vi træningen på land i gymnastiksalen.
Kombinationen af svømning og styrketræningen giver en helt fantastisk grundform, og det er især velegnet til børn og unge, som har det svært med vægten, fordi selv svært overvægtige kan bevæge sig relativt ubesværet i vand. Samtidig er svømning skånsomt for led, som ellers kan være ømme, hvis man vejer for meget.
 
Børn og unge på "Svømmefitness" har et godt socialt sammenhold, men får samtidig individuelle udfordringer, som passer til svømmefærdigheder, fysisk udvikling og kondition.
Med andre ord: Du bliver udfordret, men ikke presset over evne.
 
"Svømmefitness Junior" for børn fra ca. 8 år træner to gange om ugen, mens de større børn og unge fra 12 år på "Svømmefitness" træner tre gange om ugen.
 

"Vild med vand" (ca. 10 - 17 år)

Et andet motionstilbud for lidt større børn og unge er "Vild med vand". Det er for dig, som elsker at være i svømmehallen - men som ikke lige gider det der med at svømme baner frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage...

Her skal vi lege svømme-tagfat, vand-dødbold, dykker-skattejagt, lære saltomortaler og masser af andet sjov og ballade.

Holdet har bassinet i en hel time hver uge. Kom an og få buksevand!
 

Motion for voksne

Holstebro Svømmeclub har tilbud til alle voksne uanset, hvor dygtig du er til at svømme. Afhængig af dit niveau har vi fire tilbud:
  • VOKSEN - BEGYNDER - Niveau 1 - for absolutte begyndere
  • VOKSEN - BEGYNDER - Niveau 2 - for begyndere og "let øvede" svømmere
  • VOKSEN - MOTION
  • VOKSEN - MOTION 2x (træning to gange om ugen)
Du kan læse en beskrivelse af holdene længere nede på siden.
 
Der er ikke noget skarpt skel mellem holdene. Mød op og vær med, og hvis du hellere vil skifte til et andet niveau, finder vi en plads til dig.
 
Bemærk: Vi har også andre tilbud med sjov motion i vand, f.eks. vandgymnastik og XL-motion.
Klik her for at se oversigten over de specielle hold. 

VOKSEN - BEGYNDER Niveau 1

Det er aldrig for sent at lære at svømme - eller lære at blive en bedre svømmer, hvis du allerede kan svømme lidt. Som begynder på niveau 1 forventer din instruktør ikke, at du kan svømme, men har du lyst, skal du nok få det lært.
 
Instruktøren på dette hold er særligt uddannet til at undervise voksne begyndere og kan bl.a. også lære dig at overvinde vandskræk. Når du først har taget beslutningen og møder op i badetøjet, kan du se frem til stor personlig udvikling, når du opdager, at du faktisk kan meget mere, end du selv troede. Og så er det samtidig god motion, som alle kan holde til uanset alderen og størrelsen på badedragten.
 
Undervisningen foregår i den lave ende af det store bassin. Dybden er kun 120 cm, så du kan sagtens bunde. Og din instruktør er altid lige i nærheden, hvis du får brug for hjælp.

-------------------------------------------------------------------------------- 

VOKSEN BEGYNDER - Niveau 2

Et hold for voksne svømmere, der er lettere øvede. Måske kan du allerede svømme lidt - evt. med et svømmebælte eller en plade som hjælpemiddel. Eller måske er du allerede ret god til at svømme, lige bortset fra eksempelvis crawl eller rygsvømning.
 
På Niveau 2-holdet er der ikke fælles instruktion. Du kan vælge at få individuel undervisning og vejledning fra vores instruktør, eller du kan svømme baner og blot nyde god motion, vel vidende at du har en instruktør og livredder lige i nærheden, hvis du får brug for hjælp.
 
Svømningen foregår i den lave ende af det store bassin, hvor dybden er 120 cm. 
 
--------------------------------------------------------------------------------

VOKSEN - MOTION

Motionssvømmerne ønsker ofte at passe sig selv i bassinet. Instruktøren på kanten er dog klar med gode råd og vejledning i svømmeteknik, og vi kan også hjælpe dig med træningsprogrammer, hvis du f.eks. træner til triathlon, forbereder marathonløb eller er på slankekur.

BEMÆRK: Vi har to forskellige motionshold - "Voksen Motion", som træner én gang om ugen, og "Voksen Motion 2x", som træner to gange om ugen.
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro