Johan Rantzau levede fra 1492-1565. Han var feltherre og havde studeret krigskunst i England og Spanien. Johan Rantzau kæmpede for hertug Christian, senere Christian den 3, imod Christian den 2. og store dele af bonde-, adelstanden der var støttet af lübeckerne med Grev Christoffer som hærleder .
Johan Rantzau er blandt andet kendt for slaget ved Øksnebjerg den 11. juni 1535, hvor han vandt det afgørende slag imod Lübeckerne. Det som gjorde Johan Rantzau til en fantastisk feltherre, var bl.a.hans evne til at marchere i ilmarch (højt tempo). I Rantzaus professionelle hær sørgede den enkelte soldat i egen oppakning selv for sit udstyr, hvilket gjorde at soldaten var mindre afhængig af, at hestevognene var nået frem under marchen.
For hans militære indsats fik han Krogen (det senere Kronborg) som len, han var nu kongens repræsentant i området, og havde den øverste militær og civile myndighed.
Johan Rantzau bliver omtalt fra to synsvinkler, som nationalhelt og bondeslagter. I 1535 anså man i store dele af bonde- og borgerbefokningen ikke Johan Rantzau for at være en nationalhelt, men i stedet som bondeslagter. Kigger vi på Johan Rantzau fra en synsvinkel fra vores tid, ser vi ham som en nationalhelt, eller gør vi?
Da lübeckerne støttede Christian den.2 var de ikke specielt interesseret i at Christian den. 2 skulle tilbage på tronen, men i stedet interesseret i at få indflydelse på Danmarks handels muligheder. Hvis ikke lübeckerne var blevet besejret af Johan Rantzau, hvordan havde Danmark så udviklet sig?
Havde Johan Rantzau ikke vundet slaget ved Øksebjerg den 11. juni 1535, og lübeckerne vundet, havde vi måske haft en anden kongerække med Grev Christoffer som hovedgren. I værste tilfælde, hvis lübeckerne havde vundet, og dermed fået indflydelse på Danmarks handels-muligheder, kunne Danmark have været under Tysk styre. Derfor anses Johan Rantzau som nationalhelt, da han reddede Danmarks udvikling og fremtid, ved at bekæmpe lübeckerne.
Johan Rantzau kæmpede med hård brutalitet, måske er han historisk set en nationalhelt, men i de enkelte situationer er han bedre beskrevet som bondeslagter. Efter de havde vundet krigen, sendte Johan Rantzau i de følgende måneder straffeekspeditioner rundt i Jylland og undertvang de lokale rejsninger.
Johan Rantzau slagtede mange bønder. Ifølge kilder fra bønder, siges det, at Johan Rantzau var meget aggressiv i sin krigsførelse. Johan Rantzau var meget strategisk, og han evnede at få mobiliseret sine tropper med en hidtil uset hurtighed. Han var ikke bange for at bruge kneb som f.eks. at brænde bøndernes huse eller sin egen lejr ned. De brutale kneb som Johan Rantzau brugte, var af og til på kanten af det kongen kunne leve med. Christian d. 3. var som den fremtidige konge også konge for de bønder og landsbyer, som blev plyndret, slagtet og brændt. I Johan Rantzaus beretning om hvorledes slaget ved Øksnebjerg gik, skriver han således til Christian d. 3.: ” slaget gik efter forskrifterne ”. Det kan muligvis ud over forskrift for valg af strategi hentyde til, at Christian III havde formanet ham oven på nedslagtningen af bønderne ved Faurskov.
En digtevise, gengivet af Anders Sørensen Vedel: "Koning Christian d. III", fra 1591, omtaler krigen i Faurskov:
”En Mil fra Medelfart stoed dette Bad,
de Quoste vaare saa skarpe:
Der bleff saa mangen Bonde wglad,
Som bleff der død paa Marcke.
Tre tusinde mand der lagdis stande”
Anders Vedel Sørensen hentyder i digtet til, at Johan Rantzau var en bondeslagter, men også at dette var en nødvendighed, for at bevise en konges styrke og magt samt holde riget samlet.
I eftertiden har bøndernes undertrykkelse i perioden været genstand for megen sympati og interesse. Mest kendt er nok teksten til Ebbe Reich Kløvedal ”Skipper Clements Morgensang”.
Johan Rantzau’s hær bestod af professionelle lejesoldater. En betaling til soldaterne var, at de måtte plyndre mange af de byer som de indtog. At Johan Rantzau tillod dette var en af de mange grunde til, at folket så ham som bondeslagter.
Men samme praksis sås på Grev Christoffers side.
Egentlig gjorde Johan Rantzau bare sit job, og det var at indtage Danmark for Christian den 3. og det lykkedes må man sige. I senere tid opkaldte man områder efter Rantzau: Rantzausminde, og vejen Rantzausmindevej i Egense Sogn langs kysten vest for Svendborg efter Johan Rantzau, ligesom vejen der fører op til stedet hvor Øksnebjergslaget stod, hedder Johan Rantzaus Vej.
I nationalhistorien er det naturligvis kongens side, der er heltene.
