1000 år gør skam en forskel
Så er det nye år godt i gang og foråret nærmer sig så sagte. Vi er forbi kyndelmisse og fastelavn. Vi er altså i fastetiden frem mod påske. Vinteren 2009/10 har vist lidt tænder og mindet os om, hvad sne og frost vil sige, hvis vi skulle have glemt det, midt i disse ophedede klimatider.
Nu er vi så gået fra 00’erne og ind i 10’erne. Det kan man nok ikke lægge så meget i. Vi er 10 år inde i det ny årtusind. Det siger heller ikke rigtigt noget. For ofte er det jo sådan, at vi skal på lang afstand af en bestemt tid og dens begivenheder, før vi kan sige noget overordnet og generelt om netop den tid. Det er dog hævet over enhver tvivl, at 00’ernes mest omtalte begivenhed var terroranslaget mod New York den 11.september 2001. Det skal såmænd nok også vise sig, at det var den begivenhed, der kom til at bestemme det meste af den verdenspolitiske udvikling, som vi så i 00’erne. Hvad 10’erne vil bringe af skelsættende begivenheder, det for foreløbigt stå hen.
I begyndelse af det sidste årtusindskift var det islams angreb på Europa, der satte dagsorden både i den store verden og hjemme i Europa. Faktisk var det sådan, at det netop var pga. erobringen af Sydspanien, Sicilien og andre store øer i Middelhavet, samt de talrige angreb på Italien, Sydfrankrig og Byzans, der til sidst var med til, at det Europa, som vi kender i dag, blev til. Det vil sige, et Europa, der kunne erkende sig selv som en enhed, med forpligtelse til at forsvare det europæiske og kristne, som noget grundlæggende og identitetsbærende for disse folk og lande. Tabet af Nordafrika og Ægypten og resten af Mellemøsten, havde tidligere svækket Konstantinopel og dermed det østromerske rige betydeligt. Men det var de store slag om Andalusien i løbet af 900-årene, der for alvor fik de europæiske fyrster og befolkningerne i de forskellige lande til at få øjnene op for, hvad de i grunden havde fælles, og som var værd at forsvare; og kæmpe for - sammen - i stedet som det ellers var sædvanligt: at de europæiske lande og magter konstant kæmpede indbyrdes om magt og indflydelse.
Da således pave Urban II kaldte til kirkemøde i Clermont i november 1095, strømmede folk til fra alle egne af Europa, høj som lav, for at høre pavens nu berømte tale den 27.november på sletten uden for slottet i Clermont. Som det er de fleste bekendt var denne tale signalet til det første korstog, der skulle genåbne vejen til østen gennem Lilleasien til Palæstina og ikke mindst generobre Jerusalem til kristenheden. Den hellige grav skulle sikres, den skulle forblive velforvaret – et udtryk, som stammer fra det første korstog, men som vi altså bruger den dag i dag næsten 1000 år efter.
På kirkemødet i Clermont aftalte man at mødes året efter i Konstantinopel og drage mod Jerusalem. Riddere, borgere, bønder og håndværkere fra hele Europa mødtes som aftalt, med de frankiske riddere i spidsen det følgende år. Man satte over Hellespont til Lilleasien og drog igennem dette område udsat for stadige angreb fra tyrkisk rytteri og hæren blev tilføjet store tab. Men den 15.juli 1099 drog den forenede europæiske hær ind i Jerusalem under jubelråb og glæde. Kongeriget Jerusalem blev oprettet og holdt stand ind til 1187.
Naturligvis vidste de kristne europæere, at ingen kan føre krig i Guds navn. Sagen var dog, at Europa var truet politisk, militært, ja på alle andre måder, og nærmet omringet af arabere, saracenere og selsjukker. Man måtte forene kræfterne og forsøge et "udfald." Dette, er ret beset, hvad korstoget handlede om. Et forsvar mod islam, der trængte Europa fra alle sider, og som havde løbet de kristne over ende i Nordafrika, Mellemøsten, store dele af Lilleasien samt Spanien. I dag er det så nok en tanke værd, at det eneste, der kunne samle Europa til et fælles forsvar for Europa, var kristendommen og tanken om, at befri det hellige land. Det var dette korstog, der gjorde Europa til en enhed og skabte den indbyrdes solidaritet mellem folkene. Hverken konger eller den tysk-romerske kejser kunne samle europæerne; det kunne kun den fælles tro. I dag står vi i den situation, at romerrigets og det tysk-romerske kejserdømmes moderne arvtager: EU, end ikke kunne enes om i sin forfatningstraktat, i indledningen(præamblen), at nævne, at kristendommen er Europas fælles arv og historie. Vi er i sandhed kommet langt i Europa de sidste 1000 år.
Ole Buchardt Olesen
