Akryl på lærred

 

Og det haglede

Naturen vil dig intet ondt - den ER blot. Naturen ER, men mennesket er ondt. Mennesket er et voldelig, vildt dyr der kun har egen interesse for øje.
Naturen beskytter dig ikke bevidst, men mennesket kan beskytte dig bevidst. En bevidst handling tilfører mennesket genialitet og forfald. De kan forfalde sig til dovenskab og ugidelighed eller de kan tilføre glæde ved at tage hinanden i favnen og styrke tilliden.
Naturen ER, men mennesket kan beskytte - på lang og på kort sigt.

Naturen tager ikke valg, det gør mennesket. Naturen tænker ikke på konsekvenserne af des handlinger. Det valg har mennesket.
Mennesket er ondt, for det er også dovent.
Sløvhed, ugidelighed, uvidenheden og ligegyldighed gør mennesket til et dyr der ikke kan se konsekvenser i handlinger og kun gør noget for egen vindings skyld.
Grådighed, egenrådighed, arrogance og en dybsindig følelse af ikke at tilhøre fælleskabet, danner – Det Onde Menneske.

Mennesket er dumt. Det forstår ikke at trække sig væk fra flokken og samfundet, når det er sløvt, ugideligt, uvidende eller ligeglad. Den enkelte er fortabt og resten dømmer det enkelte individ til ekskludering for at bevare et glansbillede af fællesskab baseret på samme værdier – tankegangen ”dem og OS” er hermed født.
Samfundet er fyldt med mennesker der ikke tillader en tilbagetrækning. En tilbagetrækning fra samfundet, fællesskabet og os andre opfattes som et svagt led der skal stemmes ud.

Behovet for accept tvinger os til at blive i fællesskabet på bekostning af hvad som helst, selv når det gør os onde.
Trækker et menneske sig væk eller afviger fra normalen, accepteres det ikke længere af flokken. Dyret er såret, får det ro og støtte vender det hele måske tilbage igen, men hvad hvis det ikke gør? Er der plads til et såret dyr i flokken, medlemmer der altid skal have støtte og ro?
Et såret dyr er dumt.

Rummelighed eksisterer kun i fantasien og da begyndte det at hagle.