W

Lidt om mig selv

selvportræt - akvarel
Jeg er født, opvokset og bor i Kerteminde,  er autodidakt kunstner uden en fast udtryksform. Forstået sådan at jeg indtil nu har arbejdet med både: blyant, kul, tusch, ler, rav, træ, gips, metal, strudseæg, stenhugning, akvarel, olie, acryl maleri og senest, sølv og Bronzestøbning.
 
 

Drivkraften i alt hvad jeg laver er en helt uimodståelig lyst til at afprøve ideer i praksis. Er der først dukket en op, kan jeg ganske enkelt ikke slippe den igen, før end jeg har afprøvet den.

 
 
Jeg fascineres ofte af mine omgivelser, naturens tilfældige former og udtryk så  det kan næppe forbavse nogen, at det  nære og naturlige er vigtige elementer  når jeg skal udtrykke mig kreativt,  eller kunstnerisk om man vil.
                                                                                                 ( Selvportræt - Akvarel 2009 ) 
Det er vigtigt for mig,  at det endelige resultat
føles rigtigt, er behageligt at se på, rart at røre ved,
eller noget lign.
En kombination  måske og gerne i en
blød cocktail af fantasi og virkelighed.
                                                                                                        

 

 

Havluft, Saltvand & Mågeskrig er alle, inspirerende kilder til fred og ro...
Sølvmåge fra Lillestranden.
 

Det siges at ægte Kertemindere helst ikke bevæger sig uden for byskiltet…  

Og hvorfor skulle man dog også det.?

Kerteminde har det hele - skov, strand, fjord og by pakket nydeligt ind i idyllisk fred og ro, med små kringlede gader hvor nostalgien stortrives og hvor tiden kan syntes at stå stille. Havne og fisker miljø præget af fordums storhed, mågeskrig i det fjerne, skræppende ænder med ællinger i hobetal og stolt knejsende svaner, der alle kæmper med de små skæve fiskerhuse langs Lillestranden, om en plads i vandspejlet.

Jeg er som nævnt autodidakt kunstner og indfødt Kerteminder der gennem hele livet nydt godt af dette naturens overflødighedshorn af skønhed, og fascineres stadig hver dag når jeg betragter fjorden eller Storebælt på vej til og fra arbejde. Lyset der ændrer sig, en hejre der fanger en fisk, en fisker i sin båd på vej mod sine garn, hvidt skum på forrevne bølgetoppe, sølvglimtende krusninger i kontrast til en spejlblankoverflade, eller lyserøde vatagtige klumper af morgendis.

Jeg kunne blive ved, men pointen er at ikke to dage er ens, men altid interessante. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden muligheden for en sommer aften, at sætte sig ved vandkanten i skumringen, pille en gryde friskkogte fjordrejer og nyde et glas kold hvidvin samtidig med at man lader sig overvælde og forfører af naturen, lyset og lydende.

Det er ren balsam for sjælen.

Det er brudstykker af sådanne oplevelser, indtryk og sindsstemninger jeg forsøger at formidle i mine billeder og skulpturer. Velvidende at andre vil have en anden indgangsvinkel end min, og dermed får en anden oplevelse.

MEN - kan jeg være medvirkende til at skabe et øjebliks fordybelse, og frembringe et minde hos beskueren, der bidrager til et positivt pusterum i en fortravlet hverdag, er jeg privilegeret. 

Privilegeret og glad. Det er så let at overse de små ting i en travl og forjaget hverdag hvor job, børn, lektier og aftensmad ofte er de alt overskyggende elementer.   

Stop op - giv dig selv et pusterum, lad dig indfange af stemningerne i mine billeder eller formerne i mine skulpturer, fordyb dig i en detalje og lad dine egne minder fylde dig med glæde og ro, som en varm og døsig sommerdag hvor det eneste du koncentrere dig om er lyden af insekterne, de stille bølger i vandkanten, en måge i det fjerne, duften af græs, vilde blomster og en saltet brise fra havet. 

 Henrik Stebit.

 

Henrik Stebit  | Tlf.: 60131791 | henrik@stebit.com