En sjov anedote fra mit liv med Dansk/Svensk Gårdhunden, var da min svigerfamilie, primært svigerfar, mødte mine to små plettede hunde. De har altid haft Schæferhunde, så de der små firbenede jeg kom gående med, kunne bestemt ikke betegnes for en hund. En rigtig hund var en Schæferhund! og det gik jo helt galt, da de fandt ud af at hjemme hos mig, måtte hundene da både ligge i skødet på sofaen og putte i sengen. Nej der hørte hunde altså ikke hjemme.
Desværre midste min svigerfar sin 1 årige Schæferhund til sygdomme og blev dermed hundeløs... Men det fik mine to små putteglade hunde lavet om på, efter at de en uge var blivet passet af svigerfar, mens vi var på en ferie. De to gamle vovser (Røskva og Loke) havde fåmået at ændre svigerfars mening, nået så gevaldigt. Så til min store overraskelse, købte svigerfar en dansk svensk gårdhund to uger efter vores ferie.
"Jamen svigerfar, det der er jo ikke en rigtigt hund du har købt" måtte jeg sige med en smil på læben, og grinende sidde og kigget på hvordan den lille hvalp hurtigt charmeret sig ind, til eget tæppe i sofaerne og en fast plads i sengen. Og som svigerfar selv idag siger, så er Mille på en helt anden måde medlem af familien, end deres Schæferhundene var.
Mille der bl.a. hurtigt fik ændret reglerne for hvad en hund må og ikke må få lov til :)
