Kødkvaliteten sikres blandt andet gennem alsidig fodring, muligheden for motion og gode pladsforhold. Kun dyr i en god foderstand slagtes, hvorved kødet sikres en god smag og fedtmarmorering.
Når dyrene skal slagtes, bliver de kørt den korte tur til den lokale slagter, som bor 12 km fra Frenderupgård. På det lille økologisk godkendte slagtehus dyrlægekontrolleres dyrene før og efter slagtning. Kødet modner på krog i slagterens kølerum i ca. 18 dage, hvorved kødets gode smag og mørhed udvikles og sikres.