Vedtægter for Foreningen: FanøKoret § 1 Foreningens navn er FanøKoret, hvis hjemsted er i Fanø Kommune. § 2 Foreningens formål er at udbrede glæden, forståelsen og kendskabet til flerstemmig korsang. Målet er at samle folk, med erfaring og lyst til korsang om en koncertopgave. Koret samles en gang årligt i et intensivt øveforløb med 10 – 12 øvegange i løbet af 5 måneder. Resultatet præsenteres for offentligheden med koncerter i henholdsvis Nordby og Sønderho. For at sikre et højt kvalitetsniveau engagerer koret 1 eller flere erfarne korledere med omfattende musikpædagogisk baggrund. Som passive medlemmer kan optages personer, som har interesse for foreningen og/eller ønsker at vedligeholde forbindelsen til foreningen under et fravær.
§ 3 Generalforsamlingen vælger en bestyrelse bestående af 5 medlemmer: formand, næstformand, kasserer, sekretær og et menigt medlem. På valg er 2 bestyrelsesmedlemmer hvert år. Hvilke, oplyses ved indkaldelse til generalforsamlingen. Desuden vælges minimum 1 suppleant samt 1 revisor, som er på valg hvert år. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv.
§ 4 Formanden skal repræsentere foreningen på bedste måde. Kassereren skal forestå foreningens opkrævning af kontingent. Kassereren skal føre bog over indtægter og udgifter, samt føre medlemskartotek. Sekretæren skal føre en forhandlingsprotokol over alle møder og generalforsamlinger. Revisionen foretages kort før generalforsamlingen. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningen FanøKoret’s formue. Foreningen tegnes af formanden og kassereren.
§ 5 FanøKorets medlemmer betaler et årligt kontingent. Kontingentets størrelse afhænger af korets udgifter samt sponsorstøtte. Kontingentet meddeles af bestyrelsen for den kommende sæson på et åbent informationsmøde for alle interesserede ca. en måned før det egentlige øveforløb starter, og indbetales på korets konto i Sparekassen Fanø, senest efter anden øveaften.
§ 6 Generalforsamlingen afholdes efter årets sidste koncert. Generalforsamlingen kan dog udskydes til efterfølgende evalueringsmøde om koncerten i op til ca. 1 måned. Indkaldelse skal ske via mail til alle medlemmer – med 14 dages varsel. Generalforsamlingen er Foreningen FanøKoret’s øverste myndighed. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før. Forslag om medlemmer til foreningens bestyrelse, kan dog fremsættes under generalforsamlingen. Valgbar til bestyrelsen er ethvert aktivt medlem af koret. En lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Alle betalende, aktive medlemmer har stemmeret. Der stemmes ved håndsoprækning. Hvis et medlem kræver skriftlig afstemning, skal dette imødekommes. På generalforsamlingen afgøres alle valg ved almindelig stemmeflertal, dog skal forslag til vedtægtsændringer vedtages med 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer.
§ 7 På den ordinære generalforsamling behandles følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent. 2. Valg af referent. 3. Formandens beretning. 4. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab. 5. Valg til bestyrelse. 6. Valg af suppleanter samt revisor. 7. Indkomne forslag. (Forslag skal være formanden i hænde 8 dage før.) 8. Eventuelt.
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter, at et flertal af bestyrelsesmedlemmer eller 1/3 af de aktive medlemmer har fremsat motiveret skriftlig begæring herom. Indkaldelsen sker som foreskrevet for ordinær generalforsamling.
§ 9 Ved opløsning overgår foreningens nettoaktiver til Fanø Kommunes musikliv.
Ovenstående blev vedtaget på generalforsamlingen d. 4. april 2017