MICHAEL FALCH: "FODSPOR I HAVET"
* * * * * (5 stjerner ud af 6 mulige)
Fra Jyllands Posten, d. 15/1-2010 - af Jacob Lambertsen
Den rå rockrebel er på nyt album omgivet af distancerende rumklang, abstrakte virkemidler og sarte farver.
Det havde de færreste vel set komme.
Specielt overrasker indledningen - pladens titelsang - med dystre strygere, katolske klokker, et melankolsk lydbillede og en sart stemme pakket ind i rumklang. Dæmpet, blidt, nærmest distanceret.
Men dette skulle være Michael Falch? Den heftige og pågående mand, som de seneste år har spillet mere råt og elektrisk end måske nogensinde i kraft af samarbejdet med kvartetten Boat Man Love anført af guitaristen Lars Skjærbæk - netop den musiker, som har arrangeret og produceret ”Fodspor i havet”.
Det er langtfra den rockplade, som man kunne have ventet - og endnu mindre er det en akustisk troubadourplade.
Falch og Skjærbæk har søgt poesien, abstraktheden, letheden og lyset. Og fundet alt dette plus mere til. Der er kraft, dybde og passion i pastelfarverne og køligheden.
Den kendte stemme
Den kendte stemme skærer og brænder sig dog i flere af sangene gennem ekko-effekterne og den bevidste monotoni. Men ikke på den anmassende vis, som den ellers har gjort gennem tre årtier.
Måske fordi der er tryllet så frigjort, fantasifuldt, stemningsfuldt og tilpas nænsomt med de instrumentale virkemidler, at sangeren har fået sit livs modspil. Bemærkelsesværdigt nok altså for lav volumen.
Manifestagtige refræner som »Et liv er et langt farvel«, »Hjem gennem natten« og »Jeg har lovet mig selv helligt/Jeg binder mig aldrig igen« kunne godt have været fra et tidligere Falch-album. Men de får en anden - alvorsfuld og troværdig - betydning denne gang.
Højdepunkter er - næst efter titelnummeret - den kantede og enkle ”Binder mig aldrig igen”, den blødt poppede ”Kun de forrykte” og den seje og musikalsk sprælske ”Filosofiske smuler”.
Bare to uger inde i 2010 giver det ikke mening at tale om årets album. Men de skal stramme sig an derude i rockmiljøet, hvis de skal overgå dette.
____________________________________________________________________
ANMELDELSER AF 'FODSPOR I HAVET'
INTERVIEWS
Interview i 'Ibens Harem' på P3, sendt lørdag d. 16. januar 2010
Indslag i TV2 Fyn, bragt søndag d. 17. januar
Indslag bragt i TV-Nyhederne søndag d. 17. januar 2010
Interview på P1, sendt søndag d. 17. januar 2010
-
- Læs interview med Michael fra Ekstra Bladet, d. 16/1-2010 her
________________________________________________________________
Herunder - anmeldelse af Henrik Breum, fra Berlingske Media:
Michaels mesterværk
»Jeg har for en stund haft lyst til at give afkald på rockband-energien til fordel for et mere poetisk, ambient og skramlet lydbillede«. Citat Michael Falch. Skrevet i et åbent brev dateret den 30. november 2009; i Tåsinge, hvor han i syv måneder søgte et selvvalgt eksil i et ensomt beliggende fiskerhus. For at kunne skabe albummet
»Fodspor i havet«, der udkommer mandag den 18. januar. Det var på selvsamme dato, at James Cook som denførste europæer opdagede Hawaii - 232 år senere er det nu Michael Falch, der søger nyt land og vender hjem med et mesterværk i lasten. Vel er det tidligt at udråbe »Fodspor i havet« til årets album, men de ti sange repræsentereri hvert fald det mest begavede og vedkommende, der længe er hørt på den danske scene. I de senere år har Falch - modigt og klædeligt - skridt for skridt givet mere af sig selv, og her i det spæde 2010 får vi det hele uden forbehold. Det er hudløst ærligt, det er nærværende, det er vedkommende, det er mageløst mesterligt. Og velvalgt er det af den 53-årige kunstner at skrælle den hårde rockkant væk til fordel for et nøgent lydbillede, der lader den hårdtprøvede men fortsat intakte stemme synge de insisterende tekster. Som lytter er det umuligt ikke at blive trukket helt ind i Michael Falchs verden, hvor han tager livgreb med det mest eksistentielle uden på noget tidspunkt at ryge ned i poppens afgrund, hvor banaliteterne hober sig op i en sværm af døgnfluer. »Fodspor i havet« er et stykke musikalsk kunst, der smukt tårner sig op i landskabet. Det bliver ikke bedre, Falch.