|
|
|
|
|
|
|
|
Her skriver jeg om mine tanker, synspunkter og oplevelser i og omkring hundeverdenen.
Det er ikke tilladt at kopiere dele eller det hele fra denne side uden min tilladelse.
Det vil være forbundet med retsligt efterspil.
18 juli 2016
Hvordan nedarves sygdomme med recessive arvegang t.eks PRA og farveanlæg som TAN, orange, chocolate...
Denne simple oversigt forklarer det tydeligt.
Recessive arvegang betyder, at begge forældre skal give/have anlægget for at dette kommer til syne.
22. maj 2016
Vinder-ofre!!
Vinder-ofre…hvem/hvad er det?
Det er de hundeudstillere, som sætter sig selv op på en piedestal som offer for andres misundelse og jalousi, i tro på egen betydning som vinder.
Det er de, som bruger sætningen, om de andre udstillere;
”De er bare sure, misundelige og jaloux, fordi jeg vinder!”
De skriver på sociale medier om, hvor koldt der er på toppen, hvor mange fjender de har, hvor nedrige andre hundeudstillere er – alt sammen fordi de vinder!
De søger sympati og trøst hos læserne, for de har det så hårdt!
Ja, det er hårdt at være en vinder.
Man må forstå, at alles øjne hviler på én - det stiller store krav til ens integritet og opførsel. Man får i høj grad et medansvar overfor at den sport, man er en del af, bliver behandlet med respekt og så at sige holdt ren!
I de snart 40 år jeg har udstillet hunde, hvoraf næsten 20 år er som udstillingsdommer – har jeg mødt meget få, som er rigtige vinder- ofre – de fleste andre er, i deres misforståede selvopfattelse af ophøjethed ikke tilfredse med den opmærksomhed, de mener, de må tilkomme efter en sejr og i nogle tilfælde mangel på sejr.
Det kan være alt fra, at de ikke synes, der var nok som klappede – de forkerte klappede – de klappede mere af en anden hund –til en eller anden glemte at sige tillykke, en anden gik bare forbi etc.
Dommerens bedømmelse er altid et subjektivt skøn – det er dommeren, der i den sidste ende bestemmer, hvem der vinder og dennes afgørelse står ikke at ændre.
Hvis andre udstillere skal se sig sure på nogen, så er det dommeren og ikke udstilleren.
Idet bedømmelsen beror på et subjektivt skøn, så er det så meget mere vigtigt, at sporten bliver holdt ren – dvs at hverken udstiller eller dommer giver anledning til at drage resultatet i tvivl.
Min lange erfaring har vist mig at vinder-ofre i høj grad selv bærer skylden for andres udstilleres negative holdning.
Til eksempel;
Dommer og udstiller er så tæt forbundne privat, at det kan være svært at skille ad, de samejer hunde, hjælpe hinanden på udstilling, ferierer sammen, barnedåb, fødselsdage etc.
Flere, i sådanne sammenspiste familier, er dommere og dømmer hinandens hunde til vinderplaceringer på samme udstilling i hver sin ring og bytter næste dag eller næste udstilling og sætter hinandens hunde til flere topplaceringer.
Der er udstillere, som udstiller hunde, som aldrig burde komme i en ring på grund af en sygdom eller en temperamentsfejl, men udstilleren er dygtig nok til at skjule det.
Så er der dem, som bruger et hvert kneb for at ødelægge andre udstilleres chancer i ringen, ved at smide godbidder lige foran konkurrentens hund, løbe for tæt, sparke den etc.
Eller stiller sig så tæt ved dommerbordet, og kommenterer negativt på konkurrenternes hunde, i håb om at noget af det når dommeren.
Der er udstillere, som inden udstillingen allerede har taget kontakt til dommeren – måske mødt vedkommende dommer på en udstilling forud – skamrost ham for dagens bedømmelser og hans egne hunde. Eller kontakte dommeren privat og præsenteret sig og informere om, at man vil deltage med sine topvindende hunde på den næste udstilling han er inviteret til.
Reglerne bliver overholdt til stregen og det kan godt være at hundene fortjener vinderpositionen, men det er da klart at de andre udstillere kan miste tilliden til det som foregår.
Tvivlen er sået.
MEN…..
det er udstilleren, som anmelder hundene og dermed tager ansvaret for hvilke hunde, som kommer i ringen.
Det er udstilleren, som giver dommeren muligheden for at vælge netop hans hund.
En mulighed som ikke burde være til stede, hvis udstilleren havde lagt en højere form for moral og etik for dagen.
Alle parter bør være med til at trække den streg i sandet, så hundesporten ikke bliver udsat for mistillid, beskyldninger om aftalt spil og urent trav.
Jeg kan jo spørge, hvem er de virkelige ofre?
Så et sidste ord til de selvbestaltede vinder-ofre:
Folk er ikke sure fordi du vinder, de er sure, fordi du ikke opfører dig ordentligt!
7.marts 2016
Som opdrætter gør jeg mig naturligvis ofte tanker om avl og opdræt blandt andet avl på en mutation.
En mutation er en ændring i en celles arvemateriale (DNA). Mutationer kan have mange årsager, som kaldes mutagener, og indgår som en brik i evolutionen. En mutation kan både være en fordel og en ulempe for individet.
Der findes en række forskellige variationer, der kan forekomme i kromosomerne. Der er tale om mutationer i kromosomerne, der kan have en synlig/mærkbar effekt, men også småmutationer, der ikke nødvendigvis ændrer noget ved det pågældende individ. De værste mutationer er de letale mutationer, der fører til død.
Generelt anses mutationer for at være dominante - eller kan være det.
T.eks farven ZOBEL i cockere, som har vist sig at være dominant - dvs. at der skal kun eet individ til for at bringe farven til syne. Farven anses at være en mutation af black and tan - det er ikke en sygdom eller en defekt som berører individet.
Man vil hurtigt kunne avle sig frem til at ret stor population af zobel cockere på baggrund af det dominante gen.
I bund og grund vil det ikke have en større indflydelse på racens som helhed ud over at man har fået tilført en farve som ligger udenfor det ønskelige i standarden, dog er farven ingen sygdom. Den er helt uskadelig og har ingen betydning for racens sundhed eller type.
Lad os gøre et tankeeksperiment - at farven zobel blev skiftet ud med en sygdom, t. eks en muterende aggressiv cancer. Så vil vi opleve en helt anden situation. Hvis vi inddrager hunde med en mutant sygdom, er det forbundet med en væsentlig risiko for, at vi får tilført racen en sygdom, som vi ikke allerede har og oven i købet en dødelig sygdom, hvor cockere kan dø i en ung alder. Dette er absolut uønsket.
Der kunne også være andre mutationer - blot i flæng nævnt:
korte ører, stump hale, manglende led i tæer, afvigelser i tandsættet, hjertefejl, blodsygdomme etc - altsammen noget vi bør tage med i vores overvejelser, når vi avler. Nogle af de emner jeg nævner, kender vi allerede så godt - t. eks afvigelser i tandsættet som tandmangel.
I visse linier er det mere udbredt end andre - men hvor om alting er - så må vi gå ud fra at i tidernes morgen, så havde hunden alle sine tænder - og på et eller andet tidspunkt er der opstået en mutation, som har resulteret i manglende tænder.
Hvis vi afviser alle hunde i avlen, som har en eller anden form for mutation - så vil vi stå tilbage med meget få avlsdyr og en snæver gen-pulje - og måske ikke de heldigste eksemplarer.
Vi kommer aldrig udenom at avle på dyr med en eller anden form for mutation, men vi kan og skal selektere de individer fra, som er syge eller giver defekter som påvirker hundens livskvalitet eller bidrager til at racen bevæger sig i en uønsket retning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
