Historie

Chelsea Football Club bliver født

Fodboldklubben Chelsea Football Clubs eksistens skyldes den engelske forretningsmand Henry Augustus "Gus" Mears. Dengang var fodbold et etableret spil nordpå, men ingen Londonklubber var at finde i Første Division, som ellers havde eksisteret siden 1888. Gus Mears havde som 23-årig købt stadionet Stamford Bridge Atheltic Ground sammen med sin bror Joseph. De ønskede brændende at stadionet skulle blive hjemsted for en fodboldklub der kunne bide skeer med de nordengelske klubber. De fik sat et møde i stand med Fulham FCs bestyrelsesformand, Henry Norris. Fulham var Londons første professionelle hold og holdt til på Craven Cottage ikke langt fra brødrene Mears' Stamford Bridge. Mødet med Henry Norris gik alt andet end som smurt. Den stædige forretningsmand nægtede kategorisk at flytte væk fra Craven Cottage på trods af, at Stamford Bridge havde bedre faciliteter og flere tilskuerpladser.

Mears' store ambitioner om et tophold på Stamford Bridge led et knæk efter mødet med Norris og da jernbaneselskabet stod klar til at købe grunden var Gus Mears fristet til at takke ja. Efter noget betænkningstid tog han et modigt valg. Han takkede nej til jernbaneselskabets store tilbud og planlagde i stedet at starte sin egen fodboldklub. Historien fortæller at Gus Mears var ved at opgive sit fodboldprojekt, da hans hund, en skotsk terrier, overfaldt Mears' gode ven, Fred Parker. Fred Parker ønskede trods det bidske overfald stadig at forblive venner med Mears og støttede stadig hans fodboldprojekt. Det skulle have fået Mears' til at føre planen ud i livet og foreningen Chelsea Football Club blev grundlagt den 14. marts 1905 på den lokale pub The Rising Sun (i dag hedder pubben The Butcher's Hook) overfor Stamford Bridge. Navne som Stamford Bridge FC, Kensington FC og London FC blev alle stemt ned. Fred Parker havde via sine talegaver overtalt Fodboldforbundet om, at lade Chelsea FC starte i 2. division fremfor det oplagte valg, Southern League, uden overhovedet at have sparket til en bold.

Chelsea FCs bløde opstart under 1. Verdenskrig

Klubben havde under 1. Verdenskrig moderat succes i 2. division, men nogen trussel i toppen var man ikke. Klubben havde et ry for at hente dyre spillere, men selvom holdet spillede underholdende, var det ikke en umildbar succeshistorie fra første fløjt. De store navne havde trukket et stort publikum til det flotte stadion. Grundlæggeren Gus Mears fik dog aldrig set sin drøm gå i opfyldelse. Han døde i 1912 som 39-årig. Det lykkedes først klubben i 1915 at nå FA Cup-finalen, hvor man tabte til Sheffield United fra landets bedste række.

The Pensioners kom i bedste række i Mellemkrigstiden

I starten af 20'erne rykkede op i første division efter en tredjeplads bag West Bromwich Albion og Derby, men det lykkedes ikke klubben at bide sig fast og den ambitiøse Londonklub måtte rykke ud igen i 1924. Den daværende engelske landsholdsspiller, Jack Harrow, førte klubben op i bedste række igen i sæsonen 1929/30 og klubben blev en fast bestanddel af første division i løbet af 30'erne.

30'erne var ikke ren idyl. Verdensbilledet så mere og mere dystert ud med Adolf Hitler som rigskansler for Tyskland. Spændingen i Europa tog til og med de stigende udsigter til endnu en krig levede Europa i frygt for økonomisk krise. Den stigende frygt krævede et sted, man kunne slappe af, og borgerne i London tog fodbolden til sig. Publikum på Stamford Bridge steg proportionelt og toppede i 1935 med et tætpakket Stamford Bridge til en første divisionskamp mod Arsenal. Arsenal havde med tiden overtaget herredømmet over London og fravristet Fulham tronen. I starten af 30'erne vandt Arsenal fire ud af fem mesterskaber. Arsenals succes og Chelseas gode lokale opbakning skyldes at hele 82.905 gik igennem indgangen til stadion for at se kampen. Det er stadig klubrekord.

Slutningen af 30'erne medførte et massivt transferbudget, da man ikke ønskede at stå i skyggen af sin nordlige rival fra Arsenal. Chelsea FC hentede tre skotske landsholdsangribere, Alec Cheyne, Alec Jackson and Hughie Gallacher. Gallacher var dengang et af de største navne i engelsk fodbold. Hans transfer satte da også klubrekord i det vestlige London, hvor Newcastle modtog godt £10.000 for den lille angriber. Stamford Bridges publikum tog godt imod den klejne skotte, som da også så succes i sin første kamp. Manchester United blev sendt hjem med en regulær øretæve på 6-2. Forventningerne til sæsonen var skyhøje, men de blev ikke indfriet. En afklapsning på 5-0 til rivalerne fra Arsenal og nederlag til bl.a. Derby og Birmingham og klubben lå til nedrykning. Chelsea sluttede det år på en 18. plads ud af 22 hold, hvor eneste lyspunkt var en semifinaleplads i FA Cuppen.

Holdet fungerede ikke. Det var et hold med store egoer og lille holdånd. Især den skotske landsholdsforward, Hughie Gallacher, var blandt egoerne. På trods af 81 mål i 144 kampe var aldeles godkendt var han lige så meget kendt for hans mangel på diciplin og store temperament. Efter fire sæsoner forlod han klubben til fordel for Nordengland. Mens England så småt var på vej i krig med tyskerne, kunne klubben ikke gøre meget for at højne moralen hos fansne. Kun den engelske landsholdsmålmand, Vic Woodley, reddede klubben fra nedrykning.

Under 2. verdenskrig lå engelsk fodbold stille. Man spillede lokale turneringer hvor hold ofte fik tilgang af gæstespillere. Matt Busby, George Hardwick, Walter Winterbottom og Eddie Hapgood var blandt navnene som optrådte for Chelsea.

Efterkrigstiden

Da de engelske turneringer, efter Værnemagtens fald, igen blev spillet for fuld kraft så man i Chelsea muligheden for at hente Englands nummer 9, Tommy Lawton. Lawton var en frygtindgydende forward med både hurtighed, et hårdt skud og et fantastisk hovedspil. I sin første sæson satte han klubrekord da han nettede 26 gange i 34 første divisions-kampe. Alligevel sluttede holdet på en yderst skuffende 15. plads. Lawton var ikke tilfreds med holdet og store problemer opstod mellem ledelsen og Lawton. Han nåede at være en del af Chelsea i to år. To måneder efter Lawtons farvel brugte Chelsea £20.000 på Newcastles forward Roy Bentley. Dengang lå den højeste britiske transfersum på £40.000. Bentley havde mange af de samme kvaliteter som Lawton, men var længerevarende. I hans otte sæsoner på var han topscorer på The Bridge.

I 1950 og 1952 havde Chelsea god vind i FA Cuppen. Begge år spillede man sig frem til semifinalen og begge år var Arsenal modstanderne. Begge år endte desuden i forlænget spilletid og nederlag. Den daværende manager, Billy Birrell, sagde sit job op efter det skuffende nederlag i 1952. Chelsea ansatte Ted Drake som hans efterfølger. Drake havde mange meritter som topspiller for både Arsenal og England. Han havde prøvet sit trænertalent af i Reading og kom med stor succes til Stamford Bridge.

Revolutionen på Fulham Road

Ted Drake blev et af de navne som vil stå tydeligt i Chelseas historie. Han fjernede det sidste af klubbens amatørskadie og indførte den professionelle fodbold til fulde. Ved hans ankomst erklærede han: "For mange personer kommer til Stamford Bridge for at se en fodboldkamp frem for at heppe på Chelsea. I adskillige år må spillerne have været irriteret og trætte af denne attitude. Lad os få folk til at spise, sove og drikke Chelsea!"

Drakes tilgang var et tydeligt tegn til et image-skifte. Han fik fjernet tilnavnet "Pensioners" fra klubbens logo og fik bandlyst klubbens kaldenavn "The Pensioners", som klubben var blevet kaldt siden sin fødsel. Ted Drake droppede den pæne trænerfacade på sidelinien. Han iførte sig et træningstøj og trænede sammen med spillerne. Han udvidede det lille ungdoms- og talentspejderprogram som var blevet startet under Birrill. Et træk som var en vigtig del for hans efterfølgende de næste mange år.

I starten var virkningen af Ted Drakes trænergerning til at overse, men inden længe tog den fart. Drake brugte den viden han havde opbygget i de lavere divsioner. Han droppede de store navne og lavede i stedet kvalitetshandler, som indebar sultne spillere som endnu ikke havde vundet et mesterskab. Drake hentede spillere fra de lavere ligaer - helt ned til amatørstadiet. Derudover hentede han det 18-årige unge talent, Frank Blunstone, som var jagtet af mange engelske topklubber. Hans nyindkøb kombinerede han med stammen af det gamle Chelseahold, som bl.a. indebar Roy Bentley, John Harris, Eric Parsons og Stan Willemse.

Det nyrevolutionede viste lovende takter i sæsondebuten mod mægtige Manchester United, som blev besejret med 6-5 hjemme på Stamford Bridge og Chelsea lagde sig i spidsen for lgiaen med to point (dengang gav en sejr to point og en uafgjort et point). De efterfølgende fem kampe endte alle med nederlag. Ikke ligefrem den stil ambitiøse Chelsea havde håbet på. Manager Ted Drake krævede engagement fra sit hold af håndplukkede spillere og Drakes opsang gav pote. Ved Påsketid lå Chelsea på førstepladsen med fire point ned til andenpladsen og de forsvarende mestre, Wolverhampton, som var modstanderne næste gang. De 75.000 fans, som var stimlet sammen på Stamford Bridge, kunne se en nervepirrende kamp som bølgede frem og tilbage. Kort inden i 2. halveg boksede Wolverhamptons engelske landsholdsanfører, Billy Wright, bolden væk fra målstregen med hånden. Til publikums store rædsel så dommeren ikke den ulovlige handling, men dennes linievogter fik kommunikeret til sin dommerkollega, at en ulovlig handling havde fundet sted. Dette resulterede i et straffespark, som Sillet sikkert eksekverede og dermed en vigtig sejr til Chelsea.

Mesterskabet blev velfortjent vundet på St. George's Day 1955, da de nydøbte "The Blues" besejrede Sheffield Wednesday. Chelsea bestod i mesterskabssæsonen af en slagkraftig offensiv med Roy Bentley i angrebet og Parsons og Blunstone på kanterne. Disse krydret med et robust forsvar, anført af Wicks.

Desværre var Chelsea FC ikke i stand til at genvinde mesterskabet. Mesterholdet bestod af aldrende spillere, hvor kun Sillett, Blunstone og Wicks havde fremtiden foran sig og de to sidstnævnte løb ind i alvorlige skader i løbet af sæsonen. Chelsea sluttede på en skuffende 16. plads i ligaen og sæsonens eneste lyspunkt var den unge forward, Jimmy Greaves, som formentlig er den bedste spiller der er kommet ud af Chelseas fodboldakademi. Greaves' forcer bestod af en sikker boldomgang selv under pres, hurtige ryk gennem modstanderens forsvar og en stor træfsikkerhed. Dertil sparkede han lige godt med begge ben. Inden han fyldte 21 år havde han scoret over 100 gange for Chelsea og da den europæiske storklub, AC Milan, hentede ham til Italien i 1961, havde han scoret imponerende 132 mål i 169 kampe.

Chelsea tilført skotsk disciplin og legender skabes

Da Chelseas eneste lyspunkt var solgt til udlandet fortsatte nedturen. Ted Drake sagde sig job op få måneder før, at nedrykningen til 2. division var en realitet. Chelsea blev nu anført af den unge uprøvede Tommy Docherty, som i den grad kunne takke sin tidligere ditto for et spirende ungdomsakademi. Tommy Docherty var modig og sammensatte et hold af unge kræfter som Peter Bonetti, Ron "Chopper" Harris, Barry Bridges, Bobby Tambling og Terry Venables. Dochertys unge Chelsea-mandskab havde en gennemsnitsalder på 21 år.

På få sæsoner var oprykning til første division sikret - især takket være forsvarsklippen Ron "Chopper" Harris, Bobby Tambling, som til den dag i dag stadig er klubbens alletiders topscorer med 202 mål og målmanden Peter Bonetti, som i dag stadig er den spiller med med flest kamp-optrædener for Chelsea. Bonetti er samtidig den aktive spiller, som har været længst tid i klubben, og mange vil betragte ham som Chelseas bedste målmand nogensinde.

Selvom Chelsea spillede som et tophold under Docherty har de ikke meget at vise for det. Midten af 60'erne bød på adskillige top 5-placeringer og tre semifinalepladser i FA Cuppen i træk. I 1965/66 var man med i kapløbet om tre trofæer, men båd FA Cuppen og mesterskabet glippede til sidst. Mesterskabet blev tabt på to kampe i det nordlige England. Først til storklubben Liverpool, som samtidig havde ekspederet "The Blues" ud af FA Cuppen og dernæst til Burnley. Burnley var et hold, som man burde have besejret, men Docherty havde inden kampen sendt syv spillere hjem fra udebaneturen efter at de var kommet for sent hjem på hotellet. Det lykkedes Docherty at hente et trofæ i Liga Cuppen, hvor Leicester blev besejret i finalen med 3-2 over to kampe.

Liga Cup-sejren gav adgang til den europæiske turnering, Inter Cities Fairs Cup, hvor man året efter besejrede store italienske giganter som AS Roma og AC Milan. Den europæiske succes endte med et nederlag til FC Barcelona på Camp Nou. Samme år tabte man FA Cup-finalen til Aston Villa og året efter tabte man selvsamme finale til de nedrykningstruede Sheffield Wednesday, som leverede bedre spil på den mudrede bane end Chelsea. Tommy Docherty tog nederlaget hårdt og splittede holdet inden det havde nået sit fulde potentiale. Dochertys forhold til holdets anfører, Terry Venables, var køligt og Docherty besluttede at udskifte Venables med den driblestærke Charlie Cooke.

Unge Cooke var en fænomonal dribler og betragtes den dag i dag, som en af de absolut mest underholdende spillere der har betrådt græsset på Stamford Bridge. Cookes driblefærdigheder passede perfekt med Chelseas nye forward Peter Osgood. Ingen klubber havde spejdet Peter Osgood før Chelsea hentede ham som 17-årig. Han blev i de efterfølgende år en af Chelseas absolut bedste angribere nogensinde. Peter Osgood er siden blevet døbt "Kongen af Stamford Bridge".

Cup-kongerne fra King's Road 

I slutningen af 60'erne ragede Tommy Docherty sig uklar med bestyrelsen og hans fyring indtraf kort efter. Erstatningen hed Dave Sexton, som tidligere havde været assistenttræner i Chelsea under Docherty. Sexton havde overtaget en efterhånden sammentømret defensiv med Peter Bonetti på mål og den frygtindgydende back-kæde - Ron "Chopper" Harris, John Dempsey, David Webb og Eddie McCreadie. I offensiven kombinerede han allerede etablerede spillere som Osgood og Cooke med nyindkøb til kanterne.

Chelsea FC var blevet weekend-underholdning for mange af Londons stjerner og kendisser. Mange af disse følger i dag stadig Chelsea.

I 1970 nåede Chelsea endnu en FA Cup-finale. Bonetti, Harris, Osgood og co. stod overfor et Leeds-hold, som dengang var regerende mestre og det absolut bedste engelske hold i denne periode. Leeds havde et ry for at køre hold over - såvel spillemæssigt som fysisk. Chelseas eget ry var nu heller ikke at kimse af og det blev en magtkamp uden lige. To gange tog Leeds føringen på Wembley, men Chelsea udlignede begge mål og for første gang i turneringens historie blev der ikke fundet en vinder på dagen. Returkampen blev spillet på Old Trafford og det blev en yderst brutal kamp, hvor begge hold kæmpede bravt og kampen gik i ekstra tid. Et langt indkast fra højrekanten Hutcinhson fandt vej til David Webb's hoved og bolden endte i netmaskerne og kampen endte 1-0. Peter Osgood havde scoret i alle runder af dette års udgave af FA Cuppen, men i sidste ende blev Webb pokalhelten. Efter tre finaler og syv semifinaler kunne Chelsea endelig løfte armene i pokaltriumf. Selvsamme år sluttede Chelsea FC på tredjepladsen i ligaen.

Cup Winners Cup mod mægtige Real Madrid

FA Cup-sejren gav adgang til den europæiske turnering UEFA Cup Winners Cup, hvor Chelsea i en ren engelsk semifinale besejrede Manchester City, som havde entreret turneringen som forsvarende mestre. I finalen i Grækenland ventede den spanske storklub Real Madrid. Et Chelsea-hold med Peter Osgood i spidsen tog uimponeret imod de legendariske stjerner fra Real Madrid og tog føringen på Karaiskakis Stadium i Athen. Triumfen var næsten til at tage og føle på, men Real Madrid udlignede i de døende minutter af overtiden. Kampen måtte ud i forlænget spilletid og da denne endte målløs, måtte Chelseas store tilrejsende fanskare blive i Grækenland i yderligere to dage for at se returopgøret af Cup Winners Cup-finalen.

De blev ikke skuffet. Forsvarsspilleren John Dempsey scorede et af sine sjældne mål og senere sparkede Peter Osgood Chelsea mod triumf. Real Madrid reducerede sent i kampen, men det var for sent. Chelsea rejste hjem som Cup-konger. 

På fallittens rand

Pengene var efterhånden blevet små i den ellers så rige London-del. Stamford Bridge var ikke længere det smukke stadion det var engang. Klubben påbegyndte bygninsværket af et nyt stadion med plads til 60.000, men planerne blev skrottet da byggeriet blev for dyrt. Den østlige tribune var overskredet budgettet med £1.3 mio. og med storsatsningen på stadionet sad Chelsea i dyb gæld. Klubben nåede FA Cuppen i 1972, men her måtte man se sig besejret af de undertippede Stoke City. I sommerpausen 1974 løb Dave Sexton ind i store skænderier med sine store stjerner, Osgood og Hudson, som resulterede i at begge spillere forlod klubben da ledelsen stod bag Sexton. Kort inde i sæsonen fyrede man Sexton efter en dårlig sæsonstart. Fire år efter klubbens største triumf blev Chelsea tvangsnedrykket til anden division, som følge af en gæld på £3 mio.

Grundet de store økonomiske problemer overtog den aldrende venstre back, Eddie McCreadie, tøjlerne. Grundet den store gæld havde McCreadie ikke andre valg end at sammensætte et hold af akademispillere og de tilbageværende stjerner, Harris, Bonetti og Cooke. Imod alle odds spillede Chelsea sig tilbage i første division på to år. Første år tilbage i landets bedste række endte med en 16. plads. McCreadie, som havde skaffet en hurtig tilbagevenden, kunne ikke blive med ledelsen om en ny kontrakt og forlod derefter klubben. Året efter rykkede klubben ud af bedste række. Wilkins blev solgt til Manchester United for at få styr på klubbens økonomiske situation.

Klubben blev solgt for £1

80'erne var en omtumlet tid for Chelsea Football Club. Klubben rodede rundt i anden division og hooliganismen blev et stadigt større problem for klubben. Chelsea nåede bunden i 1982. Da de blev truet med nedrykning til 3. division, valgte bestyrelsen - som stadig bestod af efterfølgere til Gus Mears - at sælge klubben til forretningsmanden Ken Bates for £1.

Klubben var i et økonomisk roderi. Selv aktiviteter som skulle skabe indtjening til klubben tabte penge. Ken Bates tog sig ikke selv af den dårlige økonomi som truede med at udslette klubbe. Han overlod ansvaret til den daværende træner for Chelsea FC, John Neal. Sæsonen efter Ken Bates' tiltræden som ejer af Chelsea FC gik ikke godt. Klubbens eksistens i anden division blev sikret i sæsonens sidste kamp mod Bolton. Clive Walker nettede til et uafgjort resultat, der akkurat holdt Chelsea over nedrykningsstregen. Sæsonen efter fik mange af klubbens spillere løbepas. Med et yderst lavt budget blev John Neal sat til at finde erstatningerne - han lavede mirakler.

Seks spillere blev kørt til et absolut minimalt beløb, men allerede fra start så det godt ud. Sæsondebuten blev vundet med 5-0 og holdet spillede sig til en hurtig oprykning til første division. Blandt indkøbene var kantspilleren Pat Nevin og den alsidige angriber Kerry Dixon, som var en vigtig del af oprykningen. Sæsonen efter sluttede med en 6. plads i første division og Kerry Dixon sluttede øverst på topscorerlisten med 24 mål. Han er siden blevet Chelseas næstmest scorende igennem tiderne med 193 mål (kun overgået af Tambling med 202 mål). Efter sæsonen blev John Neal tvunget til at fratræde som træner pga. sygdom.

John Hollins blev hentet tilbage til Chelsea som spillende manager. Hollins førte klubben til endnu en 6. plads, inden han fik forstærkninger i form af Steve Clarke, Tony Dorigo, Micky Hazzard og Gordon Durie. Men endnu engang led holdånden et ordentligt knæk, profilerne blev solgt og holdet raslede ned gennem tabellen. Hollins blev fyret og Chelsea rykkede ud af landets bedste række.

Men denne gang havde Chelsea en talentfuld trup og man knuste al modstand i anden division. Holdet sluttede med 99 point og gik ubesejret gennem sæsonen. Derfor var holdet allerede året efter oppe i første division igen. Under den nye træner, Bobby, Campbell, blev den flotte oprykning fulgt op af en imponerende 5. plads.

Chelsea Pitch Owners bliver ejer af "Chelsea FC"

Anderledes lykkeligt stod det til på direktionsgangen. Tidligere direktører for klubben havde tilladt at ejerskabet af Stamford Bridge faldt i hænderne på ejendomsspekulanter. Det hele bundede ud i en lang retssag, som kostede Chelsea millioner - millioner som kunne have været brugt på at genopbygge holdet. Ken Bates nægtede at opgive det stadion som havde en vital del i klubbens historie. Ganske belejligt for Bates styrtdykkede boligmarkedet mens retssagen stod på, hvilket muliggjorde et køb af hans modstandere.

Derefter overdragede han navnet "Chelsea FC" til foreningen Chelsea Pitch Owners. Det skulle arrangere, at Chelsea FC altid vil spille på Stamford Bridge. Ønskede en fremtidig ejer at flytte holdet til et nyt stadion, måtte han/hun finde et nyt navn til sit hold, da navnet "Chelsea FC" var stavnsbunden til Stamford Bridge.

Den nye revolution

Efter retssagen frigjorde Ken Bates flere millioner til spillerhandler. Andy Townsend og Dennis Wise blev købt for £1 mio., men starten af 90'erne blev en frustrerende tid. Chelsea lå en årrække fastlåst midt i tabellen og blev ofte slået ud tidligt af Cup-turneringerne, som ellers tidligere havde været Chelseas varemærke. Hverken Campbell eller hans efterfølger Ian Porterfield havde megen succes. I 1993 hentede man Glenn Hoddle til klubben. Chelseas spil vendte og sæsonen sluttede med en finaleplads i FA Cuppen. Her ventede et opgør mod Manchester United på Wembley, som blev tabt 4-0. Manchester United kvalificerede sig til de højerestående europæiske turneringer via Premier League, som første division havde fået navneændring til.

Derfor fik Hoddle og Chelsea chancen i UEFA Cup Winners Cup. Her lykkedes det på Hoddles taktiske formåen og en yderst moderat spillertrup, at spille sig til semifinalerne i den europæiske turnering. Året efter blev yderligere penge frigjort til transfer og det lykkedes Glen Hoddle at overtale den hollandske legende, Ruud Gullit, til at vende næsen mod Vestlondon. Hoddle forstærkede truppen yderligere med rumænske Dan Petrescu og angriberen Mark Hughes fra Manchester United.

Glenn Hoddle forlod Chelsea året efter, da som følge af successen i Chelsea blev udnævnt til engelsk landstræner. Ruud Gullit overtog tøjlerne som spillende manager. Gullit blev den første farvede manager i Premier Leagues historie. Via sin europæiske viden og kontakter braget Gullit en strøm af udlændinge til klubben. Store navne som Gianluca Vialli, Roberto Di Matteo, Franck Leboeuf og superstjernen Gianfranco Zola blev hentet et par måneder senere. Ruud Gullit stod for underholdende fodbold, som oftest stillet op i en 5-3-2 med wingbacks, og den spillestil førte Chelsea til FA Cup-finalen i 1997. Det tog Di Matteo intet mindre end 43 sekunder, at bringe Chelsea foran på Wembley mod Middlesbrough, med et spektakulært langskud fra 40 meters afstand. Eddie Newton fra Chelseas ungdomsakademi øede føringen til 2-0 og Chelsea kunne endnu engang krones som FA Cup-mestre. Efter triumfen hentede Ruud Gullit mere udenlandsk blod, deriblandt Gustavo Poyet, som blev hentet i spanske Real Zaragoza, og norske Tore Andre Flo, nigerianeren Celestine Babayaro, Englands venstre back Graeme Le Saux og den hollandske målmand Ed de Goey.

Ruud Gullit fik dog ikke tid til at spille sine nyindkøb ind. Det lykkedes ikke ledelsen og Gullit at blive enige om en kontraktforlængelse og Gianluca Vialli overtog styringen som spillende manager. Bare tre måneder efter sin tiltræden havde Vialli tilført klubben to trofæer. Middeslbrough blev slået 2-0 i Coca Cola Cup-finalen, mens Gianfranco Zola stod for det enlige mål i UEFA Cup Winners Cup-finalen over Stuttgart i Stokholm.

Sæsonen 1999/00 endte med en tredjeplads, hvilket gav adgang til den prestigefyldte turnering, Champions League. Her lykkedes det Vialli og Chelsea at nå kvartfinalerne - hvor de forinden havde besejret AC Milan og tyrkiske Galatasaray med knusende 5-0. På trods af en 3-1 sejr på Stamford Bridge slog blev Chelsea slået sammenlagt af det spanske storhold FC Barcelona. Sæsonen sluttede med en FA Cup-triumf over Aston Villa - igen med Di Matteo som målscorer.

I 00/01 satte klubben britisk transferrekord, da man hentede hollandske Jimmy Floyd Hasselbaink for intet mindre end £15 mio. i spanske Atletico Madrid. Hans første mål for klubben hjalp med at sikre Charity Shield, hvilket gav det sjette trofæ til Chelsea i en periode på bare tre år. Men ikke alt var lutter idyl. Vialli og en stødt stigende del af spillertruppen var kommet på kant, og da nogle af Viallis transferkøb ikke havde haft succes, fyrede man italieneren.

Italiensk efterfølger til Vialli og økonomiske smerter

Efter fyringen af Gianluca Vialli fandt ledelsen i Chelsea FC ingen passende erstatninger indenfor egne rækker. Holdets aldrende stjerner havde stadig år tilbage af deres respektive karrierer og var derfor ikke egnede som spillende trænere.

I stedet fik man øjnene op for Atletico Madrids italienske islæt. Claudio Ranieri havde med stor succes gjort italienske Fiorentina og spanske Valencia til stærke cup-hold. Han passede derfor perfekt ind i et hold, som netop søgte fokus på Cup-turneringerne. Ranieri begyndte med kontant oprydning. De tre aldrende kæmper, Franck Leboeuf, Dennis Wise og Gustavo Poyet, blev vejet og fundet for let.

Herefter begyndte Ranieris megaindkøb. Intet mindre end £42 mio. blev brugt på franskmændene Gallas og Petit, den unge utilpassede West Ham-spiller Frank Lampard samt midtbanespillerne Zenden, Jokanovic og Grønkjær.

Chelsea stod som tidligere stærkt i Cup-turneringerne. Chelsea stod midtvejs i sæsonen 01/02 i en FA Cup-kvartfinale og en Liga Cup-semifinale - begge mod de lokale rivaler Tottenham Hotspurs. Over årene havde dette London-derby udviklet til en ganske spektakulær rekord. Chelsea stod uden nederlag til rivalerne i intet mindre 12 år. Uheldigvis blev det til et sviende 5-1 nederlag på White Hart Lane i januar 2000 i Liga Cup-semifinalen. Seks uger senere blev selvsamme hold udklasseret 4-0 på samme stadion. I FA Cup-semifinalen løb Ranieri og hans drenge ind i Fulham, men også her vandt Chelsea lokalopgøret.

I finalen ventede intet mindre end et tredje Londonhold. Arsenal og Chelsea tørnede sammen i Cardiff, da Wembley stod under ombygning. Arsenal vandt denne kamp med 2-0.

Cup-finaler og top 6-placeringer var efterhånden ved at blive standardsæsoner for Chelsea, men klubben havde ondt i økonomien. Renovering af Stamford Bridge, Ranieri og hans forgængeres genopbygning af holdet samt opførelsen af et luksus hotel ved siden af stadion havde medført endnu en faretruende gæld. Derfor var det en særlig tilfredsstillelse, da klubben kvalificerede sig til Champions League via en sejr i sidste ligakamp mod Liverpool FC, der dermed missede den prestigefyldte turnering.

Økonomien gjorde det ikke muligt for træner Ranieri at opruste holdet yderligere til mesterturneringen, men ugerne efter sæsonafslutningen skulle vise sig at tage en drejning som ingen havde regnet med.

Den russiske revolution

Nyheden den 2. juni 2003 om et salg af Chelsea Football Club kom ud af det blå. Den dengang 36-årige russiske olieark, Roman Abramovich, havde betalt intet mindre end £140 mio. for den gældstruede klub - et køb der chokerede finansverdenen.

Ugerne efter købet var en usikker tid for Chelsea FC. Ville den nye ejer skifte træner, frigive penge til nye indkøb og ville det nu være muligt at forlænge Gianfranco Zolas kontrakt? Ranieri blev i sædet og fik en ordentlig pose penge at købe for, men Chelsea måtte samtidig sige farvel til den største spiller der nogensinde havde optrådt i den blå trøje. Zola var blevet tilbudt en ny luktrativ kontrakt, men havde allerede lovet sig til Cagliari på hans hjemegn, Sardinien.

Den sommer blev det vildeste transfervindue i Chelseas historie. Gennem 90'erne havde Gullit og Vialli købt overflod af udlændinge. Så mange af Chelsea til tider stillede uden engelske spillere i startopstillingen. Abramovich ønskede derfor at gøre Chelsea til et engelsk hold igen. Kort inden sæsonopstart offentliggjorde Chelsea indkøbene af Glen Johnson, Wayne Bridge og Joe Cole, mens Veron og Damien Duff blev hentet i andre engelske klubber. Men her stoppede det ikke. Hos den spanske kongeklub, Real Madrid, hentede man midtbanespillerne Geremi og Makélélé og angrebet blev forstærket med Serie A-spillerne Adrian Mutu og Hernan Crespo.

Den tilførte kvalitet hjalp Chelsea til en andenplads i ligaen kun overgået af Arsenals rekordsæson på 49 kampe uden nederlag. Desuden blev det til en Champions League-semifinaleplads, hvor man røg ud efter et dramatisk opgør mod franske Monaco.

Flere og flere aspekter tydede på, at Ranieri var en færdig mand på Stamford Bridge. Hans rotationsprincip i startsopstillingen havde frustreret adskillige spillere og rygterne om en ny træner havde floreret i mere end tre måneder. Ranieri selv udtalte, at han ikke længere selv stod for spillerindkøb som bl.a. havde tilført ham det unge midtbanetalent Scott Parker i januarvinduet.

Kampen om Chelseas nye træner fandt bogstavelig talt sted den 26. maj 2004. Især britiske medier havde i ugerne op til kampen spekuleret i, at træneren for vinderen af Champions League-finalen 2004 mellem AS Monaco og FC Porto, ville blive præsenteret som ny træner for klubben. José Mourinhos portugisiske mandskab besejrede den franske eks-Chelseaspiller Didider Deschamps' Monaco og inden længe blev Mourinho præsenteret som efterfølgeren til Ranieri.

Portugisisk invasion på Stamford Bridge

Med sig fra FC Porto bragte Mourinho hele sin trænerstab, spillerne Ricardo Carvalho og Paulo Ferreira, som havde været med til at vinde CL-trofæet måneden forinden. Tiago Mendes blev handlet for £12 mio. i Benfica og Nuno Morais blev hentet fra den portugisiske 2. division. Samtidig skilte José Mourinho sig af med over 13 spillere inden man købte Didier Drogba i franske Marseille for intet mindre end £24 mio.

Herefter endevendte Mourinho klubben. Han ændrede adskillige daglige rutiner for, at få tingene til at glide som han ville have det. Træningen, som hidtil havde været åben for fans og presse, blev lukket og den fysiske træning blev opjusteret gevaldigt.

Forventningerne til Chelsea var fra sæsonstart massive og sæsonen igennem blev det uge ind og uge ud skrevet om Chelsea FC, men på trods af knebne ét måls-sejre brugte de britiske medier ikke spaltepladsen på at kritisere holdet for deres præstationer. Pressen var som fortryllet af den karismatiske træner, som gav pressen den kant, som de havde hungret efter. Den megen mediefokusering på José Mourinho fjernede de kritiske røster om holdet. Det gav pote. Ved slutningen af sæsonen lå Chelsea solidt i toppen og kunne ved sæsonafslutning fejre klubbens første mesterskab siden 1955.

Sommerpausen blev brugt med flere indkøb for svimlende summer og Ranieris fiaskokøb lugede Mourinho ud i. Chelsea genvandt mesterskabet i sikker stil.

Sæsonen 06/07 skulle vise sig at blive træner José Mourinhos sværeste sæson i sin karriere. Presset fra klubpræsident Roman Abramovich blev for stort. Abramovich hentede i AC Milan den ukrainske angriber, Andriy Shevchenko, bag om ryggen på Mourinho. Abramovich ville se mål - mange mål, som Shevchenko burde være garanti for. Ydermere blev den tyske landsholdsanfører, Michael Ballack, hentet på en free transfer fra de tyske giganter Bayern München - her dog på Mourinhos opfordring.

Indkøbet af Andriy Shevchenko og presset fra klubpræsident Abramovich tvang José Mourinho til at omlægge sin vindende 4-3-3 spillestil den uprøvede 4-4-2 med diamant. Sæsonen igennem bød på meget upoleret spil, hvor især Shevchenko krævede meget plads. I de to foregående sæsoner havde Chelsea spillet som et hold, men nu var det pludselig et hold af individualister - med Shevchenko i spidsen, som følte at han skulle leve op til sit prisskilt på over £30 mio.

Shevchenko havde det svært og de forventede mål udeblev. Det fik Mourinho til at bænke Shevchenko og forholdet var bestemt ikke positvt. Det havde indflydelse på træner Mourinho og klubpræsident Abramovich's forhold. I flere måneder talte de to ikke sammen og de britiske medier frådede over den gode historie. Adskillige medier var overbevist om, at Mourinho var fortid på Stamford Bridge.