Et af svaghedspunkterne for mediecentre er, at lydkortet ikke kan drive gængse højtalere tilfredsstillende uden hjælp fra en forstærker, men det råder AMDs Maui platform nu bod på, ved at bygge forstærkeren ind i kabinettet i form af en speciel onboard-løsning og et indstikskort. Så er det selvfølgelig et åbent spørgsmål om lyden kan konkurrere med en rigtig forstærker, men mere om det senere.
”Maui”-projektet fra AMD dækker over en løsning, der baserer sig på et bundkort med det mobile 780G chipsæt og så et forstærker lydkort fra D2Audio. Forstærker lydkortet kommer både i 5- og 7-kanalsudgaver. Herved får man god integreret grafik med et HD3200, et modent og solidt bundkort i en kompakt udgave samt unikke lydmuligheder for et mediecenter med den indbyggede forstærker. Den integrerede grafik hjælper også med at aflaste processoren, så selv med svagere processorer skulle Maui give super billede og lyd.
Ovre på silentpcreview.com har de så testet en udgave af Maui med en Phenom X4 9350e, og det er endt med stor ros for lydkvaliteten. Phenom I processoren får dog et par hårde ord med på vejen, da den sluger en del strøm og sjældent vinder over en dual-core fra Intel, da de fleste aktuelle programmer ikke gør brug af fire kerner.
Men som sagt er lyden helt i top; godt nok tester de kun Stereo-kvaliteten, til gengæld er det så mod et stereoanlæg der kostede 50.000 kroner fra nyt. Under 90dB kan testerne ikke høre megen forskel på de to systemer, men over den grænse er der klar differens.
Med en pakkepris på lidt over tusind kroner for bundkort plus forstærkerkort, så er en tæt konkurrence med et 50.000 kroners stereoanlæg altså ret imponerende. Det er nok de færreste der har brug for lydniveauer over 90dB, der jævnt svarer til støjniveauet af en græsslåmaskine, så hvis du går og tænker i mediecenter baner, så var Maui måske lige værd et kig.