Den positive tilgang

Skrevet af Bo M
22-05-2012 12:00
Hvad sker der, hvis du spiller et bluesnummer bagfra?
 
Så vender din kone tilbage, din hund liver op, og du bliver lukket ud af fængslet. Bluesmusik får sin energi fra melankolien. Hos mennesket forholder det sig lige omvendt:
 
 
 
Vi drives fremad af det positive, som giver energi og livsmod. Psykologerne har langt om længe fundet et dækkende udtryk – nemlig: positiv psykologi.
 
Den kendsgerning - at den positive tilgang og det lyse sind giver de bedste resultater i alle menneskelivets sammenhænge - er vist ikke nogen nyhed i sig selv. Det har været kendt viden lige så længe som mennesket har beboet denne planet.
 
Nyheden er måske snarere, at stadig flere og flere – især unge – mennesker tror, at det gode humør kan skaffes på kunstig vis. Aldrig har så mange indtaget euforiserende stoffer, piller og alkohol for at gøre livet til en evig fest.
 
Aldrig har samfundet brugt så mange ressourcer på at få misbrugerne ud af deres misbrug. Parolen synes at være: Enten er man et nul, eller også tager man en pille og bliver tiptop i en fart. Vi forsøger at glemme, at sagen altid har to sider. Uden mørke er der intet lys, uden vinter er der intet forår og uden sorg er der ingen glæde.
 
Modsætningerne spejler sig i hinanden og er gensidigt afhængige, og vi skal huske, at det er den melankolske eftertænksomhed, som kreativiteten er så afhængig af. Det er for godt til at være sandt, når vi tror, at lykken og det gode humør kommer af sig selv, hvis vi bare tager en lykkepille eller drikker os en kæp i øret. Russen kan være med til at få os til at glemme et kort øjeblik, men det giver ikke en permanent løsning på livets udfordringer.
 
Det er hårdt arbejde at være positiv og se muligheder frem for begrænsninger. Der er ingen smutveje. Det er ikke muligt at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi skal huske, at modgang gør stærk, og den mørke baggrund får livets lyse sider til at skinne endnu mere klart. Det er kontrasten som giver effekten!
 
Så ud med piller og stoffer og ind med den sunde og naturlige livsglæde! Der findes ingen lette udveje – at finde glæden er fast og ikke mindst hårdt arbejde. Samtidig skal vi huske på, at der også findes energi i melankolien.
 
Bluesmusikken er et rigtig godt eksempel.
Copyright 2012 - ArtikelHuset