Er børneopdragelse ved at være en by i Rusland eller er det bare blevet andre og nye tider, når forældre i dag får ønskebørn?
Vi kender det alle sammen: Fredag eftermiddag i supermarkedet. Mange mennesker er i færd med at handle ind til weekenden. Køerne er lange, og der er trængsel ved kasserne.
Lige pludselig skærer barneskriget gennem luften og en rød flyverdragt roterer hidsigt på gulvet mellem indkøbsvogne og kurve med tårerne løbende ud af øjnene sammen med en højtlydt skælden ud på mor og far, fordi man ikke må få det slik, som supermarkedet har været så ”venlig” at friste med lige ved siden af kasserne.
Der i kassekøen bliver vi ufrivillige tilskuere til to desperate forældre, der først forsøger at trøste, forklare og argumentere og siden hen skælder ud, lokker og til sidst rusker den røde flyverdragt. Vi – de ufrivillige tilskuere – ved på forhånd, at slaget er tabt.
Forældrene giver ganske rigtig op, og den røde flyverdragt marcherer sejrssikkert afsted med de eftertragtede skumfiduser i hånden, da familien forlader forretningen.
Der er vel ingen, som ønsker at vende tilbage til den tid, hvor ”børn skulle ses men ikke høres”. Moderne børn er ønskebørn, og de er alle omdrejningspunkter i familielivet. Børnene nurses, pusles og pakkes ind i vat, så de undgår de daglige knubs, som livet uvilkårligt fører med sig.
Pigen i den røde flyverdragt får sin vilje og vandrer videre af livets landevej uden at falde i et eneste hul eller snuble over en eneste sten på vejen, fordi mor og far udglatter vejens ujævnheder og oftest breder et silkeblødt tæppe ud over den stenede vej, så hun undgår skrammerne.
Men er det nu også sundt? Hvordan vil voksenlivet tegne sig for et menneske, der har fået serveret alle skumfiduserne på et sølvfad? Hvordan vil et samfund tage sig ud, som kun består af individer, der ikke har lært andet end at sætte sine egne behov og lyster i første række? Et samfund bestående af mennesker, som ikke har hørt om socialt fællesskab og solidarisk ansvar for næsten?
Tankerne flyver af sted her i køen, mens moren til pigen i flyverdragten krampagtigt forsøger at forhandle en løsning på plads. Næste tanke er: Hvorfor er opdragelse gået af mode?
Den proces, hvor individet tilegner sig de egenskaber, som gør det i stand til at blive et fuldgyldigt og ansvarsbærende medlem af det samfundsmæssige fællesskab. Mange faktorer har betydning for denne udvikling:
Velstanden i vores samfund sætter forældre i stand til at give børnene lige det, som de peger på; de mange tv-programmer, hvor ”almindelige” mennesker har mulighed for at lufte stjerneambitionerne; tendensen til at vælge genvejene – hvorfor tage kampen op, når man har mulighed for et vælge en løsning, som gør alle glade?
Hvordan kan vi dæmme op for denne udvikling? Det korte svar må være: Gør opdragelse moderne igen! Det skal være in for forældre at sætte grænser og rammer, så de får trygge og glade børn, der trives, fordi de lærer at tage hensyn til egne såvel som andres behov.
Sidste skrig skal være at tage dialogen med sit barn og vise, at genvejen måske er lettere, men at det ofte er omvejen, som giver de bedste resultater.