Hvor er pausefiskene?

07-02-2012 13:39
Føler du også at hver dag er fuld af stress og jag - så er det måske på tide at finde pausefiskene frem igen!
 

 
”Sikke en voldsom trængsel og alarm”, synger vi én af vores gamle julesange. Netop trængsel og alarm præger jo vores moderne verden, hvor alting skal gå så stærkt.
 
Vi kører alt for stærkt på motorvejen. Vi sender SMS’er hvert andet minut. Vi skubber og masser os frem i køerne i bussen og supermarkedet. Vi halser afsted for at passe arbejde, hente børn og nå fritidsaktiviteterne. Vi er online hele døgnet, for tænk hvis vi gik glip af noget! Stress og jag præger vores hverdag.
 
Folk presses konstant og bliver udbrændte, når belastningerne bliver for store. Det må være relevant at spørge om, hvor pausen er blevet af? Hvornår sætter vi tid af til pausen med refleksion og eftertænksomhed? Hvordan finder vi en pause, hvor vi kan skrue ned for blusset? Hvor er kunstpausen, som giver muligheden for de velovervejede svar på livets store spørgsmål?
 
Hvornår kan vi gå på stand by for at overveje kvaliteten i vores liv? Den accelererende hastighed i samfundet levner ikke mulighed for denne livsnødvendige pause. Hvad er det, som vi er så bange for ikke at nå? Tiden er til hurtige beslutninger og rappe kommentarer. Vi iler af sted for at nå det hele – og spørgsmålet er, om det er de vigtige ting, som vi når at prioritere i vores hastværk.
 
Er lykken villa, vovse og vovhund? Er det en 50 timers arbejdsuge, så man kan finansiere disse materielle værdier? Vi får ikke lejlighed til at overveje, om det er prisen værd? Pausen giver os mulighed for at sætte fokus på vores prioriteringer og overveje, om vi er på den rette livskurs.
 
I gamle dage havde Danmarks Radio pausefisk. Akvariefisk i alverdens farver svømmede rundt på fjernsynsskærmen og det endda i op til flere minutter af gangen. I dag har vi overvældende mange fjernsynskanaler at vælge imellem, og vi zapper hele tiden rundt for ikke at gå glip af noget. Kontrasten mellem dengang og nu er stor.
 
Pausefiskene gav seerne mulighed for at reflektere og forholde sig til de programmer, som se havde set. Nu er pauserne mellem programmerne fyldt ud af reklamer, som vil have os til at købe alt lige fra bleer til rejser til Egypten.
 
Vi når end ikke at blinke med øjnene, før det næste budskab farer hen over skærmen. Jeg efterlyser derfor pausefiskene, for at vi igen kan få luft og tid til at mærke os selv og vores omverden.
 
Pausen er den ilt, som vi har brug for at kunne leve vores liv i refleksiv eftertænksomhed. Den giver os mulighed for at udstikke den livskurs, der giver mest mening for os.
 
Pausen sætter tempoet ned og flytter fokus til vores livskvalitet. Så de farvestrålende pausefisk skal ikke kun tilbage på skærmen med også tilbage i vores liv!
 
God fornøjelse med at finde dine Pausefisk!
 
Copyright 2012 - ArtikelHuset