A

Tidligere nyhedsmails

4/3 2015 - Nyhedsbrev Marts 2015
 
 
Nyhedsbrev

Dette nyhedsbrev tager udgangspunkt i, hvad sker der når husordenen ikke overholdes med hensyn til:
støj
Nye bestyrelsesmedlemmer/suppleanter
Maling af hoved- og køkkendøre
Affald
Møde for opgangsrepræsentanter

Støj
På baggrund af nogle hændelser i forbindelse med støjende adfærd, oplistes retningslinjerne her. Hvis en andelshaver ikke overholder husordenen med hensyn til støj, opfordres de andelshavere der er generet af støjen til at tage kontakt til den pågældende andelshaver. Hvis dette ikke hjælper kan man skrive en klage til bestyrelsen. Bestyrelsen vil så tage kontakt til den pågældende andelshaver og bede om, at andelshaveren overholder husordenen. Hvis støjen fortsætter, og der fortsat kommer klager fra andelshaverne, vil bestyrelsen skriftligt orientere den støjende andelshaver om, at hvis støjen fortsætter vil andelshaveren blive ekskluderet fra andelsboligforeningen.

Hvis en andelshaver støjer så meget, at andre andelshavere mener der skal ske noget med det samme, så skal politiet kontaktes. Det er ikke bestyrelsens eller varmemesterens opgave, at stoppe igangværende støjende adfærd. Bestyrelen har haft kontakt til politiet, der bekræfter at det er deres opgave i det omfang de har tid. Kontakt derfor politiet på 114.

Bestyrelsesmedlemmer/suppleanter
I forbindelse med den ordinære generalforsamling den 21. april 2015, skal der vælges bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Kunne du tænke dig at være med til at præge udviklingen i ejendommen eller mener du, at du kunne bidrage på anden vis med nye tanker, nye ideer eller holdninger og har du tid og energi til at være med til at løfte opgaverne i bestyrelsen er du velkommen til at kontakte en fra bestyrelsen. Kom evt. ned i kontortiden 1. og 3 mandag i måneden kl. 18 – 19.
 
Maling af hoved- og køkkendøre
Vil du være med til at holde vores opgange pæne? Hvis din hoved- eller køkkendør trænger til at blive malet, så kontakt varmemesteren, hvor du kan låne maling.

Affald
Vi har 14 affaldscontainere til køkkenaffald. De bagerste er næsten altid tomme, mens de forreste er overfyldt så låget ikke kan lukkes.
Nogle andelshavere synes åbenbart at det er besværligt at åbne låget, så køkkenaffaldet bliver lagt ovenpå containeren. Det må man ikke. Det samme gælder papkasser, de skal foldes sammen og lægges i papcontaineren. Skal du af med noget storskrald skal det lægges i storskraldsrummet.
Vil du gerne have en ren og pæn ejendom, så læg dit affald de rigtige steder.
 
Møde for opgangsrepræsentanter
Den 10. marts er der møde for opgangsrepræsentanter. Inden da sørger din repræsentant for at der bliver delt sedler ud i din opgang. Du har mulighed for at skrive evt. ting du gerne vil have bragt op på mødet. Så skriv hvis der er noget du synes bare fungerer rigtigt godt eller hvis der er ting du mener der kunne være bedre. Du kan ikke stille direkte forslag. Forslag skal stilles inden generalforsamlingen den 21. april. Læs mere, når du modtager indkaldelsen til generalforsamlingen.

Andelsboligforeningen Amagerbro - afdeling Uplandsgade, Holmbladsvænge og Ved Sønderport