Kom og vær med til en forhåbentlig inspirerende, hyggelig og muligvis lærerig temaaften, hvor vi skal snakke en masse om hunde, men også lidt (eller meget) om os mennesker.
Emnet for aftenen er, som overskriften afslører, læring og hunde. Ikke kun indlæring, men læring. Vi skal altså anlægge et et noget bredere perspektiv end hvad der ofte gøres, når dette emne tages op. For hvordan er det nu lige, at hunde lærer noget? Hvordan lærer vi at lære dem noget - og hvad betyder det? Hvordan gør vi os i det hele taget forståelige overfor vores hunde og hvordan lærer vi at forstå dem?
Det er store emner, som vi ikke har skyggen af chance for at komme bare nogenlunde til bunds i på en aften. Men forhåbentlig kan aftenens forløb vække vores nysgerrighed, prikke til vores allerede eksisterende nysgerrighed, tjene til inspiration og lyst til yderligere udforskning af et emne, der er langt fra afdækket af hverken forskere, trænere eller andre godtfolk. Forhåbentlig kan aftenen endvidere give inspiration til og måske større forståelse for omgangen med vores hunde - både under træning og i hverdagen generelt.
Aftenen starter med et oplæg fra undertegnede, hvorefter vi gerne skal have sat gang i en god dialog omkring emnet. Aftenen lægger altså op til aktiv deltagelse fra alle, der har lyst.
Har du den mindste interesse i hunde, må du endelig komme og være med - husk at der også vil være kaffe og kage!
Så inviter din familie, dine venner og bekendte og meld dig til ved at sende en mail eller via SMS til tlf.: 40757324.
Jeg glæder mig til at se dig :)