Formanden skriver
 
Formanden for Adipositasforeningen, Birgitte Hansen, skriver om...
 

Nedskæring i antallet af fedmeoperationer

20-03-2011 17:11

Pressemeddelelse fra Adipositasforeningen i anledning af nyheden om nedskæring i antallet af fedmeoperationer:

I Adipositasforeningen har vi med bekymring fulgt udviklingen i antallet af fedmeopererede, ligesom vi har været bekymrede over de kriterier, som er blevet lagt til grund for at bevilge fedmeoperation. (At det f.eks. i mange tilfælde entydigt er BMI>40, der tæller. Hvis personen ellers er rask, er der efter vores opfattelse langt større risiko ved at operere, end ved at leve fornuftigt med det høje BMI).

I Adipositasforeningen arbejder vi på at nuancere synet på svær overvægt. Der er mange grunde til at en person bliver svært overvægtig: det kan være mange års overforbrug af mad, det kan være en medicinering der betyder, at personen pludselig begynder at tage mange kilo på, eller – som i de fleste tilfælde – en grad af spiseforstyrrelse som gør, at den overvægtige ikke kan styre sit indtag af mad. Mange svært overvægtige bærer rundt på den hemmelighed, at de enten har en ustyrlig trang til sukker (slik, Cola) eller fedt (grillmad, fastfood) eller lever som mælkedrankere. Der findes navne på disse sygelige tilstande: BED, tvangsoverspisning, madmisbrug, ædeflip m.v., men der findes ingen tilgængelig behandling. Enhver kan sige sig selv, at en operation ikke er løsningen for den svært overvægtige, som lider af én af de nævnte tilstande.

Vi har brug for at få undersøgt og belyst de tilstande, som resulterer i at et menneske spiser så overdrevne mængder af mad, at det får fatale følger for hans overlevelse.

Tvangsoverspisning, madmisbrug m.v. handler om (uhensigtsmæssig) adfærd. Adipositasforeningen har gennem de seneste år arbejdet på at udvikle behandlingsmetoder til denne målgruppe. Behandlingen bygger på psykolog-samtaler og kognitiv adfærdsterapi kombineret med diætetisk og fysioterapeutisk indsat. Behandlingen er udviklet af psykologer på StruerSkolens Kursusafdeling og alkoholbehandlingscentret Ringgaarden i Middelfart.

Behandlingen vil efter planen kunne tilbydes fra den 1. august 2011 på Adipositasforeningens nye center i Struer: Adipositas Center Limfjorden ApS.


Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

Adipositasforeningen | Ringgade 115, 7600 Struer  | Tlf.: 28 404 304 | info@adipositasforeningen.dk