Af Henriette Kjær
MF, fhv. socialminister, politisk ordfører, kons.
Det er nu mere end syv år siden, at jeg som socialminister indførte fritvalgsordningen for praktisk hjælp og personlig pleje, så ældre og handicappede i højere grad kunne få en løsning, de selv har medbestemmelse på.
Ordningen var en hjertesag for mig som konservativ socialminister, da jeg fandt -og stadig finder det -utroligt vigtigt, at de ældre selv kan bestemme, hvem der skal komme ind i deres hjem og hjælpe med personlig pleje eller rengøring.
Før fritvalgsordningen kunne den ældre hverken gøre fra eller til, hvis hjemmehjælpen var ringe. Den kommunale hjemmehjælp havde monopol på ydelsen.
Denne mangel på konkurrence inden for hjemmeplejen betød for det første, at de ældre havde svært ved at stille personlige krav til plejen, for der var kun én leverandør og dermed kun én service.
Alternativer til den kommunale hjemmepleje var altså ikke eksisterende.
Dette faktum fandt jeg grundlæggende forkert, eftersom det er helt afgørende, at de ældre kan føle sig trygge og tilfredse med den service, som bliver stillet til rådighed fra det offentlige.
Det er i forvejen ikke let at gå fra at være frisk og rørig til at skulle åbne døren for en fremmed, der skal hjælpe en med at komme i bad og andre intime ting. Derfor er det vigtigt, at vi giver de ældre medbestemmelse over servicen.
For det andet betød fritvalgsordningen, at kommunerne skulle definere deres krav til hjemmeplejens service, inden de private leverandører kunne byde ind på arbejdet.
Efter at disse krav blev nedfældet og tydeliggjort i alle danske kommuner, er der blevet skabt en tiltrængt klarhed om, hvad brugerne som minimum kan forvente af deres hjemmepleje.
For det tredje havde fritvalgsordningen den effekt, at der blev skabt konkurrence på området.
Brugerne kunne dermed være sikre på at få den bedste og billigste service for skattekronerne –hvilket det kommunale monopol ikke kunne garantere uden konkurrence.
Det viste sig da også, at flere kommuner opdagede, at private udbydere på flere områder kunne hæve niveauet for hjemmeplejen for de samme penge. Fritvalgsordningen gav dermed en masse fordele og giver det stadig syv år efter. De ældre, som har været oplyst om fritvalgsordningen, har taget den til sig og er meget tilfredse med ordningen.
Desværre oplever vi stadig, at mange ældre slet ikke oplyses om det frie valg.
Det er ganske enkelt ikke rimeligt og derfor har vi stadig en kæmpe informationsopgave foran os. Vi skal have udbredt kendskabet til fritvalgsordningen, for ellers går det ganske enkelt ud over de ældre mennesker, der selvfølgelig gerne vil tages alvorligt og kende deres muligheder, når de har brug for hjælp. Undersøgelser viser netop, at niveauet bliver højere og brugernes tilfredshed større, når både private og offentlige udbydere spiller sammen på markedet. Ligesom i alle andre sammenhænge har vi godt af at blive udfordret og få inspiration til vores arbejde, og det er selvfølgelig også tilfældet i hjemmeplejen. Derfor vil jeg endnu en gang gerne opfordre alle kommuner og brugere af hjemmeplejen til at se positivt på fritvalgsordningen og private udbydere af hjemmepleje. De bidrager med en sund konkurrence, og de giver vores ældre borgere berettiget medbestemmelse over deres hjemmepleje, hvilket i sidste ende er til gavn for alle.
