B

Lidt om mig selv

Mit navn er Vivi Birkehøj, født i 1946.

Jeg har 2 døtre, Tina og Helle, som hver har 3 børn.

 

I 1998 var jeg ude for en ulykke, hvoraf jeg fik et piskesmæld, og af den grund ikke var i stand til at arbejde eller gøre de ting, jeg normalt kunne gøre.

 

Dette fik mig til at søge andre græsgange og var grunden til, at jeg meldte mig til akvarelkursus hos AOF. Til min store glæde fandt jeg ud af, at jeg stadig kunne tegne og male, og det startede et helt nyt kapitel i mit liv.

Jeg begyndte at rejse til Alonissos hver sommer, på kursus hos Bente Keller, hvilket gav mig stor glæde.

Udover dette gik jeg på biblioteket og lånte bøger om de forskellige maleteknikker og afprøvede dem. Deltog i en række forskellige kursus indenfor akryl, akvarel mv.

 

En dag læste jeg en artikel i et ugeblad om Inge-Marie Gercke, der afholdt et kursus i blomstermaleri og blev straks interesseret. Det var et weekend kursus med overnatning. Samtidig var det det allerførste kursus, som Inge-Marie afholdt og jeg blev den første, som meldte mig til dette kursus.

Der var besøg af pressen og om aftenen kom Erik Bering forbi og fortalte nogle spændende historier og om blomster, som han havde oplevet gennem tiderne.

På grund af, at jeg kom på dette kursus, fik jeg kendskab til Birthe Jarlbæk, og meldte mig så på kursus hos hende, og har været så glad for, at jeg fik startet på dette med blomstermaling. Man kan simpelthen ikke undgå at blive glad af at male blomster med så mange dejlige farver.

 

I 2005 lejede jeg en stand på Artville. Dette blev simpelthen en utrolig positiv oplevelse for mig. Allerede mens jeg satte billeder op, sammen med min datter, fik jeg solgt mit allerførste billede, som var en julerose. Dagen efter blev jeg filmet til TV Lorry og fik på grund af det nye kunder og i alt solgt 12 billeder i de 3 dage udstillingen foregik. Jeg gik simpelthen rundt i en sand lykkerus alle dage. Det var en helt utrolig oplevelse for mig og gjorde, at jeg fik så megen tro på mig selv omkring mit maleri.

 

Sidenhen er det bare gået slag i slag med udstillinger, bestillinger og kurser. Jeg er så glad for at male blomster, men er også begyndt at male portrætter. Jeg synes det minder meget om hinanden på den måde, at der skal tålmodighed til, hvilket jeg ikke troede, jeg var i besiddelse af, men det viste sig, at jeg alligevel var.

 

På min hjemmeside kan man følge med i, hvordan jeg har afprøvet de forskellige ting indenfor maleri og tegning.

http://www.vivibirkehoej.dk

 

Vivi Birkehøj  | birkehoej@newmail.dk