Jeg er født i 1962 og fik min (familiens) første hund da jeg var 5 år.
Det var en boxer som vi fik fra et internat. Han hed Bamse og var 1 år da vi fik ham og lidt af en vildbasse uden meget opdragelse, men ellers en pragtfuld hund. Jeg husker stadig mine første lufteture med ham - han var meget livlig, men jeg var af min mor blevet instrueret om aldrig at slippe snoren. Og ikke sjældent blev jeg slæbt på maven efter ham og min mor som nogle gange så dette fra vinduet - råbte til mig "husk ikke at slippe" og det gjorde jeg heller ikke. Efter kort tid blev Bamse dog en velopdragen og meget ciciliseret hund og var nem at gå med. Bamse blev 13 år og jeg voksede bogstaveligt talt op sammen med den hund og siden har der altid været hunde i min og min families liv.
Jeg startede selv til hundetræning med "min egen hund" da jeg var 11 - 12 år. Hunden var en dejlig dobermantæve som hed Jane. Siden havde vi en handoberman og en boxer mere og Granddanois var der også i barndomshjemmet, ligesom der var heste.
Vi havde fra de tidlige år altid to hunde sammen og da jeg havde oplevet hvor meget glæde to hunde har af hinaden var det en tradition jeg selv tog med ind i voksenlivet.
Jeg havde først en lille Pomeranian - Chicko - en pragtfuld og klog lille hund som desværre mistede livet under en bil i en alder af 6 år. Også en Pyrenærhund havde jeg. Og i mange år havde jeg to dobermann - en han og en tæve - Tinto og Laika.
Jeg brugte i mange år al min fritid på hundene - gik til træning og gik ture i timevis hver dag med dem.
Da jeg og min mand fik landejendom og heste valgte vi at skifte race, da de gamle faldt væk. Vi vidste at hestene ville tage en del af fritiden og ville ikke kunne honorere at have brugshunde mere. Så vi fik en Shiba - en herlig lille sær og selvsikker spidshund, som for alvor fik testet os som hundeejere. Men vi voksede med opgaven og var blevet helt skudt i spidshunde. Så da vores dejlige dobertæve ikke kunne mere som 13 årig, var shiba´s nye makker en eurasier - Yasmo som blev 14 år gammel.
Da vi stod over for generationskifte igen her mange år efter, var vi stadig vilde med spidserne og tænkte i flere år over hvad vores næste race skulle være. Vi ville gerne have en større hund, vi kunne godt lide shibaens egensindighed og personlighed og ville ikke have en hund med så meget pels som Yasmo igen. Så valget faldt efter mange overvejelser på amerikansk akita. Fordi vi var fulde af beundring for racen og fordi vi mente at være rustede til en hund af den kaliber.
Og det er ikke et valg vi har fortrudt - og vi har jo nu to dejlige eksemplarer af denne skønne race.
Vi bor en på en landejendom med heste og bruger al vores fritid på dyrene. Hundene er først og fremmest familiehunde, de bor sammen med os, sover i soveværelset - dog ikke i sengen. De har hundelem og kan færdes frit i hele huset og en stor indhegnet have døgnet rundt. Vi gør meget ud af at socialisere de unge hunde og går til træning med dem flere gange om uge.
