Den
hvide schæfer kan føres lang tilbage, den er set som født i et kuld blandt
farvede schæfere, men denne race blev set som en fejl og blev derfor ofte ikke
registreret eller i værste fald aflivet.
I omkring 125 år har forskellige opdrættere arbejdet på at sikre racetypiske
hvide schæfere.
Første gang den hvide schæfer optræder og vises frem var så vidt man ved
udstillingen i Hannover-showet i 1882. Det var Baron Von Knigge der udstillede
sin gråhvide Kiraso (født 1878) og sin helt hvide schæfer Greif. Den Hvide
Schæfer ses igen på udstilling i 1987 hvor Greif blev udstillet sammen med
Greifa og Greif II.
En hver Tysk Schæferhund som kan føre sine rødder tilbage til den første
officielle renavlede Tyske Schæfer Horand, som var farvet, siges at have mindst
en hvid ane i sin stamtavle og i sin genetiske blodlinie.
Man har fundet ud af at Horands mor, Lene Sparwasser, var 50 % hvid. Horands
morfar Greif var hvid. Eftersom Horands mor var 50 %, så indebære det at Horand
og hans bror Luchs var bære af det hvide gen, og der er derfor at der kan
forekomme hvide schæfere i et farvet kuld hvalpe, altså generne ligger hos den
farvede schæfer hund.
Max E. von Stephanitz, der ofte kaldes "far til racen" (1864-1936)
fastlagde den første standard for schæferen. Han brugte sin hanhund Horand von
Grafrath (også kaldet Hektor Linksrhein, Horand var afkom af Kastor og Lene
Sparwasser) i sit avlsprogram og flere af Horand von Grafraths afkom var hvide.
Max E. von Stephanitz har gennem årene skrevet mange afhandlinger om den hvide
schæfer. I 1908 skrev han, at påstandene om at én farve på Tyske Schæferhunde –
inklusiv hvid – skulle være bedre end andre er ren sludder. Han fastslog at
farvevalget ikke skulle være fastlagt i standarden, men være op til den enkelte
opdrætter.
Farverne i de første Tyske Schæfere spændte fra ren sort gennem ulvegrå over
multifarve og til snehvid.
Den 22. april 1899 blev "Den Tyske Schæferhundeklub" stiftet. I den
nye klub blev Horand, der var barnebarn af Greif, registreret sin verdens
første registrerede Tysk Schæfer.
Den første hvide schæfer i Amerika var født i Tyskland den 12. juli 1905 og kom
til Amerika i 1906 hundens navn var Mira von Dalmore.
Omkring år 1912 var racens udbredelse i Amerika blev stor, da der var kommet
nye beundre til af racen. Den ene beundre var Benjamin H. Throop, han kom fra
Pennsylvania og den anden var Ann Tracy fra New York. Som begge havde stor
indflydelse i organisationen af den Tyske Schæfer Klub i Amerika i 1913.
På grund af deres hvide farve har den hvide schæfer været brugt som en god
hyrde, da ulvene ikke kunne skelne den hvide schæfer fra fårene og derfor
reddede den mange får fra de angribende dyr. Der er også nogle fortællinger der
siger at den hvide schæfer var populær fordi den kunne skjule sig i fåreflokken
som værn mod tyve og røvere.
Max E. von Stephanitz arbejdede hårdt med at forbedre schæferen, han var
ligeglad med hvilken farve den havde, det vigtige var at den kunne udføre et
godt stykke arbejde.
Forfatteren Winifred Gibson Strickland lavede et interview til hans bog
"The German Sherpherd Today" med Herta von Stephanitz, som var datter
af Max, hun fortalte hvorfor Max gav op. Nazisterne var mere fokuseret på
schæferens ydre end hvad dens funktion var. Max havde hele tiden haft den store
drøm om at avle en god arbejdshund, men dette var Nazisterne ligeglad med og da
mange af medlemmerne i den tyske klub for schæferhunden SV var nazister blev
Max’s drøm ødelagt. Nazisterne begyndte at avle schæfere som de synes var
rigtigst og de truede Max med koncentrationslejr hvis han ikke samarbejdede.
Efter 36 års arbejde i SV gav han op. Han døde et år senere den 22. april 1936.
Nazisterne, inklusiv Hitler, så den hvide pels som en fejl og ville derfor
helst at schæfere havde en mørk pels. Dette medførte at der begyndte en hetz
mod den Tyske Hvide Schæferhund, hvor opdrættere brugte skyde-/drukne-metoden
for at nå den endelige løsning på problemet, så den hvide schæfer kunne blive
udslettet.
Ved slutningen af 2. verdenskrig var der relativt få gode Tyske Schæferhunde
tilbage i Tyskland. De bedste hunde blev primært opdrættet i USA. I den periode
begyndte mange fordomme at rodfæste sig mod den hvide schæfer.
Den 9. april 1968 valgte Den Tyske Schæferhundeklub i Amerika at diskvalificere
den hvide schæfer fra deres standard. Det var første gang, siden klubben
stiftelse i 1913, at en renavlet hvid schæfer blev diskvalificeret udelukkende
på grund af dens farve.
Nogle forsøgte endda at få AKC til at fjerne alle hvide schæfere fra deres
arkiver og ødelægge deres stamtavler samt nægte at stambogføre nye hvide
schæfere. Disse planer mislykkedes og i dag registreres alle Tyske
Schæferhunde, uanset farve, hvis begge forældre er registret som racerene.
I protest mod de øgede fordomme mod den hvide schæfer i Tyskland organiserede
tilhængere af Hvide Tyske Schæferhunde sig op gennem 1960’erne og i 1969
stiftede de den første klub for de hvide i Sacramento.
I 1970 udkom den første bog om den hvide schæfer "The Invincible white
shepherd", der er skrevet af Dr. Peter Neufled.
I bogen skriver Dr. Peter Neufled blandt andet, at den eneste samlede indsats
for at fremavle en linie af rene hvide schæfere før 1900, var i Alasce-Lorraine
i Østrig hos den magtfulde Hapsburgerske kongefamilie, hvis autokrate
indflydelse i Europa indtil 1900-tallet var overalt. Historien fortæller at
dronningerne af Hapsburg ønskede Hvide Schæferhunde, der passede godt til deres
hvide Lipizzaner heste, som trak de kongelige kareter, ligesom den hvide pels
passede godt til de kongelige hvide balkjoler.
Mange Amerikanske Hvide Schæferhunde kan i dag spore deres forfædres stamtavler
tilbage, ikke kun til Horand, men også til Hapsburgs syv rene blodlinier.
I Amerika blev den første Hvide Schæferhundeklub stiftet i 1971, og i 1973 blev
der oprettet en filial af klubben i Canada indtil Canada stiftede sin egen klub
i 1976.
Den første hvide schæfer som blev registreret i Danmark var Duchess Rabecca of
Malae som kom fra Hawaii.
I de første fem år var der ingen forening for den hvide schæfer i Danmark, men
i 1979 blev Hvid Schæferhundeklub stiftet. På daværende tidspunkt var der kun
registreret 22 hvide schæfere i Danmark.
Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer var kommet til Danmark opstod
der en ny klub "Hvid schæferhunde registrering", hvor Ole Riberholt
var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første danske opdrætter af
Hvide Schæfere, han importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i
Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinie i avlen af de hvide
schæfere.
I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles, hvor der blev godkendt dem
fælles standard for den Hvide Schæfer. I Danmark kunne Danske Hundeejeres
Landsforening (DHL) nu officielt bedømme racen efter en international standard
for Amerikansk/Canadisk (A/C) Hvid Schæfer.
I 1997 fik Hvid schæfer navnet Hvid Hyrdehund i FCI og Dansk Kennel Klub (DKK).
Racen blev den 1. januar 2003 godkendt af FCI, og skiftede samtidig navn til
Hvid Schweizisk Hyrdehund. Den nye race blev i 2003 foreløbig anerkendt i FCI,
men i de første 3 generationer kan hunden ikke erhverve internationale
championater i DKK.
Den 25. januar 2003 blev Dansk Hvid Schæferhundeklub (DHSK) stiftet i Ebeltoft,
som en specialklub tilknyttet DHL og UCI.
Der er i DHSK arbejdet ihærdigt på at fremme og videreudvikle avlsreglerne så
der også i fremtiden sikres der avles gode sunde og racetypiske Hvide Schæfere.
Den 22. april 2003 godkendte bestyrelsen i DHL at kort- og langpelsede hvide
schæfere skulle bedømmes hver for sig i de forskellige klasser på skuer og
udstillinger. Samme regler blev indført i Den Danske Hundeforening (DDH).
De forskellige navne på samme race er besynderligt og kan virke forvirrende.
Racen har følgende navne:
Navnet Hvid Schweizisk Hyrdehund anvendes hvis hunden er stambogsført i DKK.
I alle andre klubber i Danmark hedder racen Hvid Schæfer.
I dag er der nu stiftet en ny klub for de hvide schæfere; Klubben for Danske
Schæfere (KFDS).
Mikael Miehs Andersen | 8270 Højbjerg | Tlf.: 5040 8386