MERE MELLEM HÆNDERNE, MINDRE MELLEM ØRERNE

Lars Nyhuus Henriksen, far og vildmand

Hvorfor flytte et år til vildmarken? Et år i Sveriges fjeldskov uden wc, pc og pbs. To voksne og to børn. Forleden sad jeg ved bålet og talte med et par forældre, sådan nogle rigtig flinke folk, med søde børn, gode jobs, sunde interesser... Hun siger ”Åh, det må være dejligt med sådan en time-out”, mens hun kigger langt ind i ilden. Jeg svarede ”Det her er time-in”. Så lo vi.

Det sker tit, når vi taler med andre familier, at den ene part siger ”Vi har også tit talt om at tage fri, tage ud at rejse, have tid sammen,,,, være en familie”. Det er som om, at mange venter på at tiden er inde. Timingen skal være den rette. I den perfekte verden er der vel ingen uafsluttede projekter på jobbet, ingen hængepartier på huset, ingen konfirmationer, der venter i foråret.Ideelt ville man på et tidspunkt som forældre, være frtistillet så man kunne standse op og tage pejling. Så man kunne bestemme sig, kun beskæftige sig med de væsentlige ting, være nærværende og fokuseret. Måske havde den mor glimtvis den følelse, da hun stirrede ind i ilden, og ungerne tumlede i sneen bagved. Faren ville gerne have haft en uges ferie mere. Tiden gik for hurtigt. En uge er vel et fromt ønske. En uge ud af et helt liv.

Jeg har aldrig været en god kristen. Jeg tror bare, at vi lever en gang, så hvorfor ikke tage chancen og leve i dette liv? Hvad skal der spares op? Bliver min pensionsalder 69 år? Af alting i denne verden hører barndommen vel til i afdelingen for skrøbeligheder og flygtigheder. Den kan ødsles bort. I kernefamilien med velfærd, velstand og materiel overflod findes der en bagside. Man sløves. Børn lærer ikke længere at gå; jo de lærer nok at stavre rundt når de er et år, men glemmer det igen inden de bliver 10. ”Det gør ondt, der er for langt, jeg gider ikke, jeg kan ikke...”. Det er de børn, der senere bliver voksne. Hjælpeløse voksne, som ingenting kan, hvis bilen bryder sammen. Måske ringe efter Falck, men hvad så hvis mobilen også går ned? Hvad gør man så?

Siden vi flyttede ud i skoven, har vi været udfordrede på alle hold. Men problemerne har ændret karakter. Det er blevet rigtige problemer, sådan nogle dejlige størrelser man kan tage og føle på. Et punkteret dæk, dårligt træk i skorstenen,vådt brænde, et bundfrosset das, is på stuepanelerne... Se det er rigtige og dejlige problemer! De kan løses ved håndkraft og omtanke. Ligeså herligt er det, at kassen med abstrakte problemer og andre systemfejl er efterladt på en rasteplads ved Øresundsbroen. Det er afgjort sundt at have mere mellem hænderne og mindre mellem ørerne. Fraværet af velfærd og velstand har ihvertfald rykket os tættere sammen som familie. Hvis vi skal have morgenmad, skal følgende være klaret: Havregryn skal være købt ind 50 km borte; der skal være hugget brænde til brændekomfuret; askeskuffen skal være tømt; der skal være hentet vand igennem et hul i isen osv. Klar sammenhæng, klar konsekvens ved sløseri eller overspringshandlinger.

Der er ikke nogen sandhed gemt i skoven, men den kan være en god læremester for både børn og voksne i en familie. Ingen bliver dummere af at bevæge sig ud i verden, også selv om den til tider er kantet og ukomfortabel. Måske er det dét, der skal til for at kunne sætte pris på det skønne og det gode, der også findes, f.eks. blåbær og fjeldudsigter.

En sandhed findes der dog. Vi er over halvvejs i vores vilde år, og inden vi har set os om, er vi på vej hjem til Vrads, hus, skole og job. Vi kommer nok igen til at tænde et bål, sidde i godt selskab og fundere over, hvad som er væsentligt.

"Dagens Mening" bragt i Midtjyllands Avis 14/4 2012