Om billedkunstner Bente Bundsbæk

Af Jan Sander

Lyset rammer malerierne fra venstre, her i Bente Bundsbæks værksted i hjertet af Aarhus. Det er en af de gode dage i februar. En af de dage hvor alting står skarpt. Og foran mig står Bentes nyeste malerier. Det er spændende. Jeg har fulgt Bente de seneste år, og glæder mig til at se, hvad hun har arbejdet med på det sidste.

Begreber som genbrug, bæredygtighed og cradle to cradle falder i tankerne, når man er i selskab med Bentes værker. Motiverne er hentet på genbrugsstationer. Containere og tønder. Mere eller mindre fyldte med ting, som samfundet er færdige med at bruge, og som nu er skaffet af vejen. De er endt på genbrugsstationen enten af praktiske årsager, eller fordi det hjælper på samvittigheden at tænke på, at det man kasserer, lever videre hos andre mennesker, eller genopstår i en ny form.

B.B. Arbejder med foto som oplæg. Der er arbejdet med motivisk komposition og indhold  allerede i kameraet. Kunstneren peger mod indhold, og hun beskærer formen. Fotografiet tegnes herefter op på lærred. Elementer i billedet må evt. fjernes, for at opnå den ønskede effekt. - En ro. - Man kan sige at B.B. rydder op i vore affaldsbunker. Hun viser affaldet fra dets smukkeste side, eller hun lægger et æstetisk filter hen over, således at der opnås en form for orden i det kaos eller den larm, som forbrugersamfundet afføder.

På bordene i B.B.s værksted ligger der lapper med farveprøver, og der står en masse små gennemsigtige plastikbøtter med blandet farve. Man forstår at arbejdet med farven er vigtig for B.B. Selvom hun arbejder i en form for fotorealisme, er der alligevel grænser. Farven tages hele tiden med på råd.

Op langs sidevæggen står nogle store malerier, hvor motivet er gengivet i naturlig størrelse. Man kommer i disse malerier tættere på motivet og de problematikker der diskuteres. Oplevelsen bliver kropslig. Det sker lige i dette øjeblik. Det skrammede køleskab står dér lige foran mig. Én til én. Og sammen med sko og blyanter med blinklys. Neonrør og batterier, bildæk, rockwool og gipsplader stiller det helt åbne spørgsmål om materialismens forbrug og grådighed.

Men samtidig med at der lægges op til refleksion, tilbydes der som sagt også en form for ro, i hele dette virvar, som genbrugspladsen er. Den subtile omgang med farve og billedopbygning sender velbehag ud i kroppen, og man fanges på hælene i alvorlige meningsfyldte diskussioner.

Kærligheden til maleriet har fundet sit projekt, og tilsammen udgør de et hele. Svarene på spørgsmålene må man selv diske op med. Og tusind tak for det.