Små virksomheder får stadig nej i banken trods opsving

2017-03-15 09:53
Krisen er forbi for denne gang, der mangler arbejdskraft og alle hjul snurrer igen. Men mange virksomheder, især de mindste, møder stadig en låst dør når de vil i banken og låne penge.
 
 
Ny undersøgelse fra Håndværksrådet viser, at cirka en tredjedel af de små og mellemstore virksomheder oplever at få nej i banken.

Fra Håndværksrådet

Næsten tusind SMV’er har i en ny undersøgelse fortalt Håndværksrådet om deres finansieringsmuligheder, og svarene var ikke opløftende.

”Undersøgelsen viser, at antallet af små og mellemstore virksomheder, der føler sig begrænset i at få finansieret deres projekter, har ligget konstant mellem 25 og 35 procent lige siden krisen”, fortæller cheføkonom i Håndværksrådet Lars Magnus Christensen.

Resultatet indikerer, at bankerne stadig er skeptiske over for at låne ud til mindre virksomheder på trods af det generelle økonomiske opsving. Det er især de mindre virksomheder, der døjer med afslag på finansiering. ”Jo mindre virksomhederne er, jo sværere har de ved at få finansieret deres projekter. Blandt virksomheder med under ti ansatte har over en tredjedel oplevet at få nej til finansiering”, siger Lars Magnus Christensen.

Undersøgelsen viser også, at mindre virksomheder skal betale højere rente end de større virksomheder. Nogle af de virksomheder, som Håndværksrådet var i kontakt med, betaler helt op til 19 procent i rente på deres lån, mens gennemsnitsrenten ligger på 7 procent.

Bankerne på automatpilot
Lars Magnus fortæller, at bankerne ofte opfatter mindre, nystartede virksomheder, som en mere risikabel investering, hvilket er forståeligt. Men han tilføjer at, ”problemet opstår, hvis banken per automatik giver afslag på lån eller sætter renten højere, fordi virksomheden er mindre, uden at sætte sig ind i, hvad det egentligt er for et projekt, som de kommer med”.
 
Nogle af virksomhederne i undersøgelse fortalte endda, at de havde fået afslag i banken, kun fordi de var placeret det forkerte sted i landet.

Den manglende udlånslyst rammer både bankerne og virksomhederne. ”Hvis banken bare giver en standard kreditvurdering baseret på antallet af ansatte, omsætning osv., risikerer de at overse nogle af de lovende iværksættere og virksomheder, og så går de glip af indtjening”, fortæller Håndværksrådets cheføkonom.

SMV’ernes lånetørke er en paradoksal situation, når der samtidig er tegn på, at investeringslysten blandt SMV'er er stigende. Lars Magnus Christensen råder mindre virksomheder, der døjer med finansieringsproblemer, til ikke at give op.

"Selvom banken siger nej til at starte med, er der stadig muligheder. Det kan være, at banken ikke skal yde hele finansieringen, men at noget også kommer fra alternative finansieringskilder, og at virksomheden selv står for en del af finansieringen", siger han.


Har du oplevet at få nej i banken trods et godt projekt?
Så vil vi gerne høre din historie! Send en mail til kommunikationschef Frederik Faurby på: faurby@hvr.dk
 
Aarhus Haandværkerforening
HHKT/AARHUS
Rådhuspladsen 5
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk