Kirker

Over Hvilsager sogns huse og gårde rejser kirken sig. Placeringen på højdedraget (70 m.o.h.) er næppe tilfældig: Ofte var det i før-kristen tid helligstedets plads, og navnet Hvilsager kunne tyde på, at der allerede i hedensk tid har været en helligdom på bakken. Hvilsager kunne oprindeligt være "viets, dvs. helligstedets ager".

Den nuværende kirke er i sine ældste dele fra omkring 1150, en kvader-stenskirke i romansk stil. Omkring 1600 forsynede Dorte Lange til Skaføgård kirken med den nu-værende tresidede munke-stensafslutning på koret, samt tårn og våbenhus. I 1772 bekostede Niels Behr til Skaføgård en total ombygning af kirken i røde sten.

Kirkens altertavle er et fornemt renæssancearbejde fra o.1475, en fløj-altertavle med korsfæstelsesgruppe i midterfeltet og apostlene på fløjene. Kirkens døbefont er en romansk granitfont. Prædikestolen er et enkelt renæssancearbejde. Kirkeskibet er Danmarks næststørste og et af landets bedste. Det er et modelskib af orlogsfregatten "Prinds Frederik" fra o.1750, Danmarks ostindiske handelsperiode. Det blev i 1809 skænket af den Behrske familie til kirken. Skibets takkelage er meget nøjagtigt og deltaljeret udført under anvendelse af 1000 m hampeline.

http://www.hvilsager-lime.dk

---

Lime kirke

Lime kirke er en kvaderstenskirke, bygget omkring 1150. Til kor og skib er senere i slutningen af middelalderen føjet et våbenhus i munkesten og hertil igen en lille tagrytter i bindingsværk, hvori klokken er monteret.

Kirkens kor og skib er ualmindelig velbevarede, præget af tydelig romansk stil. Kirken er oprindeligt indviet til St. Clement, de søfarendes skytshelgen, måske sammenhængende med, at Kolindsund tidligere har gået helt ind mod Lime. Man kunne sejle gennem Kolindsund forbi Lime ad Allingådalen ud i Grund fjord og Randers fjord.

Alteret består af et tidligt kvaderstensalterbord, som nu er skjult. Dertil kommer en smukt udskåret barok-altertavle med påskemotiver fra o. 1700, muligvis et arbejde af billedskæreren Laurits Jensen i Essenbæk. Døbefonten er en romansk granitdøbefont fra kirkens tilblivelse.

Prædikestolen er fra 1500-tallet og har oprindeligt været anbragt som en såkaldt lektorie-prædikestol i korbuen. Da den i forbindelse med opsætning af altertavlen omkring 1700 blev flyttet til sin nuværende placering, blev samtidig apostelfigurerne fra den tidligere, gotiske middelalderaltertavle anbragt rundt omkring alterskranken, hvor de står i dag.

http://www.hvilsager-lime.dk

---

Mygind kirke

Mygind kirke er den eneste bevarede middelalderkirke i det tidligere Mygind-Krogsbæk-Skørring pastorat. Kommer man ad den gamle sognevej fra Mygind mølle, ser man bedst kirken i sin helhed, beliggende på landsbyens bakke. Stor er den ikke, men oprindelig var den endnu mindre.

Den oprindelige, lille romanske landsbykirke, er opført i 1100-tallet af tilhugne marksten, og det kan nævnes, at samtlige granit-arter fra markerne findes i dens mure.

Kirken bestod oprindelig af et lille smalt kor og et bredere skib. Koret er uændret, men skibet blev i 1400-tallet forlænget med 6 meter for at opfylde tidens behov. Denne forlængelse kan man bedst se på kirkens nordside, hvor en del af væggen er opført at utilhugne kampesten, ikke flot forarbejdede som de andre, mens den oprindelige gavl er rykket med ud. Måske var dygtige stenmestre sværere at opdrive på den tid; eller måske har også datiden kendt til sparekrav, som vi gør det i dag.

Det anses for sandsynligt, at våbenhuset også har fungeret som skole for sognets børn, og det rummelige våbenhus kan derfor med en vis ret kaldes Myginds første skole.

Inde i kirkerummet er det sparsomt med udsmykning, men man fornemmer et præg af værdig enkelhed. Alterbordet blev fornyet ved kirkens restaurering i 1942, det består af kvadersten fra den tidligere kirke i Halling. Alterbilledet af J. Th. Skovgaard forestiller Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det minder os om, at man skal holde sig til ”det ene fornødne”.

Prædikestolen bærer årstallet 1588, og er således den oprindelige fra reformationstiden. Dens indskrift lyder, oversat til dansk: ”Salige er de som hører Guds ord og bevarer det”. (Lukas 11,28)

Kirkerummet er, som sagt, enkelt i sin fremtræden og sparsomt udstyret, men gaver er i tidens løb skænket af folk med tilknytning til Mygind. Alterbillede, lampetter, lysekrone og den store præstetavle - for øvrigt den eneste af sin art i den gamle Rosenholm kommunes kirker - er også gaver. I 1768 betegnes Mygind kirke som liden og uden tårn, det blev der få år senere rådet bod på, så kirken i dag fremstår som den færdige landsbykirke vi kender i dag.

---

Halling kirke

Også Halling kirke har en forgænger. På grundlag af Nationalmuseets opmålings- og konstruktionstegninger er der udarbejdet en tegning af bygningen, som den har set ud. Tegningen viser kirkens vestgavl og hele nordsiden af skib og kor. De højtsiddende vinduer og den tilmurede norddør leder tanken hen på Skader kirke. De er begge bygget i den samme periode og fremstår som typiske jyske, romanske landsbykirker fra 1100-tallet.

Halling kirke har givetvis været i dårlig stand, da man valgte at nedbryde den i 1879. Dens afløser blev opført på samme sted og med samme ruminddeling og indviet den 6.februar 1881.

I 1942 blev tårnet opført, og det daværende våbenhus blev omdannet til ligkapel. Sydportalen blev muret til og våbenhuset flyttet til den nye tårnbygning. Bortset fra disse ændringer kan den nye kirke betegnes som en gengivelse af den oprindelige romanske kirkebygning i rundbuestil og med et fladt bjælkeloft, eller rettere som en ny-romansk kirke fra 1880'erne.

Selv om Halling kirke fremstår som en romansk landsbykirke bygget af røde mursten, hvilket måske kan virke som en anakronisme, så består kirken nu ikke udelukkende af røde mursten. På nært hold ses en høj granitsokkel, sat af kvadre fra den gamle Halling kirke. Disse kvadre er fortsat ramme om stedet, hvor menigheden mødes, som de har været det i snart 900 år.

Samme enkelthed som præger kirkebygningen møder man når blikket rettes mod kirkens granitdøbefont. Dens særpræg udtrykker funktionalistisk enkelthed. Bægerformet og uden forsiringer er den, men ikke uden symbolværdi: Den minder om ”det ene fornødne”.

Til kirkens arvestykker hører alterets træskårne krucifiksgruppe, et klenodie af høj kunstnerisk karat. Foroven på midterpartiet gengives korsfæstelsen, hvor Jesus ses alene på korset, der gør skel mellem de i alt 12 figurer med 6 på hver side. Til venstre for beskueren ses Jesu mor tæt ved landsknægten med spyddet, endvidere de tre kvinder, som efter overleveringen fulgte med, samt en fjerde kvinde med salvekrukke, antagelig Salome.

På højresiden ses apostlen Johannes i samtale med ypperstepræsten, der i hånden holder den nu nedtagne inskription, som på befaling af Pilatus har været anbragt på korset. Den skildrede situation synes at finde sted umiddelbart før nedtagelsen af korset. Samtlige figurer udtrykker individuelle, levende ansigtstræk. Billedværket er sen-gotisk og antagelig blevet til i samme periode som det i Skader, altså i 1480'erne.

Også prædikestolen hører til blandt den nye kirkes arvestykker, antagelig blevet til i slutningen af 1500-tallet, og kan derfor regnes for kirkens første prædikestol. I samme periode havde den kendte billedskærer Mikkel van Groningen sit værksted i Hornslet. Han har sikkert haft en del elever og gennem disse muligvis haft indflydelse på prædikestolen i Halling. Den bærer ikke præg af at være almindeligt snedkerarbejde.

Skader kirke er en romansk landsbykirke fra 1100-tallet, uden tårn eller staffage af nogen art, et våbenhus er dog senere tilføjet, men ellers er kirken ”usminket og helt sig selv”. I tidens løb har man forsøgt at gøre den mere ”moderigtig”. Således var kirkens østgavl på et tidspunkt forsynet med gotiske kamtakker, men efter Nationalmuseets restaurering i 1935 genfandt kirken sin oprindelige form.

Det oprindelige våbenhus anses for at være opført i 1400-tallet, samme periode som de fleste våbenhuse blev opført. Det var opført i bindingsværk, men kvaliteten har åbenbart været ringe, for i 1870 måtte det erstattes af et nyt, som åbenbart heller ikke har været nogen solid bygning, for i 1951 blev det afløst af det nuværende våbenhus, bygget i gule nu overkalkede mursten.

Kirkens indgangsdør er ikke prangende, men trods alt en ”søjleportal”, og når man for første gang træder ind i kirkerummet bliver man overrasket, for det er helt anderledes end forventet. Ingen høje stolegavle eller lukkede stolestader, men i stedet lave, åbne bænkerækker med hynder. I øvrigt fremtræder alt lyst: Lysegult gulv dannet af gule mursten sat på højkant, alt sammen indrammet af hvide nøgne vægge, hvorved fremkommer en egen rumfornemmelse.

En gennemgribende restaurering af kirkerummet fandt sted i 1974, hvor de gamle stolestader samt nogle skæmmende vægpaneler blev fjernet. Det har nok krævet en vis tilvænning at affinde sig med det moderne og utraditionelle ”look”, men i virkeligheden betegner restaureringen en tilnærmelse til det oprindelige nøgne kirkerum, hvor der ikke fandtes andre siddepladser end stensatte bænke langs væggene.

Længe før fandt andre gennemgribende forandringer sted, forandringer som også fandt sted i Søby kirke. Det skete som følge af reformationens indførelse i 1536. Her blev kirkens Maria-alter til venstre for korbuen sløjfet, ligesom alteret for kirkens egen værnehelgen, der var placeret til højre for korbuen. Døbefonten der ellers havde haft sin plads på et podie midtvejs mellem mands- og kvindedøren blev nu flyttet op, hvor Maria-alteret havde været, og hvor alteret for værnehelgenen havde haft sin plads, kom et nyt stykke inventar: En prædikestol.

Et kendetegn for den romanske kirke er dens flade bjælkeloft. I Skader er dette bevaret i skibet, men i koret er bjælkeloftet afløst af en gotisk krydshvælving, der ligesom koret i Søby er udsmykket med kalkmaleri-dekorationer.

Alterbordet er bygget af mursten og alterudsmykningen består af fritstående figurer skåret i træ og bemalet: Kristus på korset samt Maria og apostelen Johannes. Det menes, at gruppen tidligere har bestået af fem personer og har haft sin plads i Skader kirke siden 1400-tallet, hvor også ombygningen af koret fandt sted.

Den romanske døbefont, smykket af hvælvede bukler har antagelig samme alder som kirken, men er næppe forarbejdet af den samme stenmester. Prædikestolen er lokalt snedkerarbejde, fint afpasset til kirken.

---

Søby kirke

Søby kirke fremstår i landskabet som det, vi forstår ved en typisk dansk landsbykirke. Gennem skiftende århundreder er nye træk føjet til den oprindelige romanske kirke fra 1100-tallet, som dog stadig er let kendelig med sit murværk opbygget af sten fra de omliggende marker. Sten som først har undergået en omhyggelig tilhugningsproces af en kyndig stenmester, så de fine glatte sider fremkom, som gjorde dem velegnede som kvadresten. I

sær på kirkens nordside fremstår murværket i et rigt varieret farvemønster, så man får det indtryk, at de enkelte granitsten er nøje udvalgt efter farve og mønster. Værd at bemærke er også granitsoklen med tilhugget skråkant, en praktisk foranstaltning til afledning af regnvand.

Ved kirkens nu tilmurede kvindedør ses en udhugget løvefigur i højt relief. Selvom løver ikke hører hjemme i dansk natur, så har løven vundet stor indpas i den kunst, hvormed fortidens stenmestre har udsmykket vore kirker, og dens placering her kan ses, som en magtfuld bevogtning af kirken fra gammel tid.

Det tilføjede våbenhus er uden sokkel og antagelig bygget i 1400-tallet som en praktisk foranstaltning, og navnet tjener stadig som en stadig påmindelse om, at her lægger man sine våben før man træder ind i Guds hus.

På samme tid som våbenhuset er kirkens første lave tårn sandsynligvis opført. Det er dog bygget i en langt mere solid konstruktion med tykke mure, hvor mange svære kampesten er anvendt. Murværkets tykkelse mindede om et forsvarsværk, og det kan tænkes, at tårnet har været brugt som en slags beskyttelsesrum, hvor kvinder og børn kunne tage ophold, når egnen hærgedes af omstrejfende horder. Kirkens lave tårn blev i 1938 ombygget, så det fik sit nuværende udseende med kamtakke efter gotisk mønster svarende til den stil, der var fremherskende i perioden, hvor de fleste kirketårne blev til.

Over kirkens alter af granitkvadre ses alterbilledet fra 1700-tallet med korsfæstelsesgruppen, Kristus på korset flankeret af Maria, hans mor, og apostelen Johannes.

Døbefonten i Søby kirke er nøjagtig så gammel som selve kirkebygningen. Begge er de romanske og skabt af samme holdbare granitmateriale. Fonten er med tovsnoninger, buefrise og løver på kummen. Af kummens format fremgår det, at den er tilpas rummelig til neddykning af et spædbarn, en dåbsform der var fremherskende helt frem til 1537.

Kirkens prædikestol er, som de fleste ældre prædikestole, fremstillet i renæssance-stil. Den er udstyret med foldeværks fyldninger og må regnes for et fint snedkerarbejde. I første stolestade lige under prædikestolen er bevaret rester af en degnestol fra 1593.

---

Skørring kirke

Som kirken i Karlby har sin forgænger, er det også tilfældet med Skørring kirke. I kirkens våbenhus står en sten med et udhugget kors. Tidligere lå stenen ved kirkens sydvestlige hjørne, men har i nyere tid fået sin nuværende plads. Stenen er dateret til 1100-tallet, og fremstår som en romansk sten med et græsk kors i rundt relief. Det har ikke været muligt at spore nogen indskrift, men sammenholdt med forskelligt kildemateriale tyder alt på, at stenen er sat over Jomfru Gunder, en adelig jomfruskikkelse som har haft sin gang på egnen dels ved Skørring, og dels på Ørsted-egnen, ved godset Stenalt.

Jomfru Gunder kan ses som en slags missionær, der er kommet til sognet for at tilskynde til bygning af en kirke. Hun har sandsynligvis organiseret lokale kræfter og støttet dem med gaver, både til opførelse af kirken og dens senere vedligeholdelse, helt frem til nyere tid.

Jomfru Gunders kirke kendes i dag kun fra Nationalmuseets fotografier og opmålinger. De viser en lille romansk kvaderstenskirke, bestående af skib og kor, hvortil der senere blev føjet et våbenhus. Igennem adskillige århundreder fungerede den som sognets kirke, men var til sidst i så dårlig stand, at en gennemgribende restaurering var nødvendig.

På den baggrund og med landets mest indflydelsesrige mand i Jomfru Gunders rolle valgte man i 1885 at nedbryde den 700-årige kirke og lade konseilspræsident Estrup bygge en ny, dog uden at han efterlod sig spor i kirkens udsmykning eller på anden vis. Den historiske Estrup er her lige så anonym som den sagnagtige Jomfru Gunder.

Enkelte dele fra den gamle kirke som dør- og vinduesoverliggere findes indmuret i den nuværende, men særlig bemærkelsesværdig er kirkens døbefont, en romansk granitfont med dobbeltløver, et imponerende eksempel på djurslandsk stenhuggerkunst.

Skørrings nuværende kirke er opført i årene 1886 – 1887, bygget af bornholmsk granit med Viborg domkirke som forbillede. For indretningen stod arkitekt Walther, og Skørring kirke regnes for et af hans fineste arbejder. Alterbilledet af Anton Dorph fra 1895 er en illustration af beretningen om Jesus og synderinden. (Joh. 8,1-11)

Karlby kirke

Karlby kirke er ikke gammel. Den er afløser for den nedrevne Krogsbæk Kirke, hvis navn sognet stadig bærer. Den lå ca. 3 km øst for Karlby på et sted, som antagelig har været en kultplads i hedensk tid.

I 1100-tallet blev der opført en romansk landsbykirke i granit. Denne bestod af skib og kor, men var uden tårn. Et våbenhus i munkesten blev tilføjet i løbet af middelalderen. Kirken var imidlertid dårligt placeret, udenfor sognets byer. Da den omkring år 1900 var stærkt forfalden, valgte man at nedrive den i 1901, og opføre en ny kirke i sognets hovedby, Karlby.

Den nye kirke blev tegnet af arkitekt Olivarius i ny-romansk stil. Indgangen er i tårnet mod vest. Dette har et pyramideformet tag og spir. Skibet og koret er ved sammenføjningen udstyret med nogle karnapper.

Fra den gamle kirke genbrugte man granit-kvadrene, som udgør sokkelen i den nye kirke. Selve murene er dog i moderne røde mursten, enkelte dekorative elementer er udført i cement. Taget er af skifer. I 1921 blev der opført et ligkapel øst for kirken.

I kirkens indre er loftet udført med tøndehvælving. Døbefont, alterskranke, alterkalk og disk, samt krucifiks og prædikestol har gjort turen med til Karlby, og er med til at danne bro mellem 1100-talskirken i Krogsbæk og den nuværende sognekirke.

I 1965 fik kirken et alterbillede, malet af Niels Lindberg. Det forestiller Jesus, der vasker disciplenes fødder efter skærtorsdagsberetningen hos evangelisten Johannes. De kulørte felter som indrammer alterbilledet, bærer kirkens liturgiske farver, som også findes i selve billedet; og ordene i felterne fortæller om farvernes betydning i kirkeårets gang.

Karlby kirke blev restaureret i 1998-99, og den fremstår nu som et lyst og venligt rum med en god akustik, der gør den velegnet at tale i, og eminent til sang og musikudøvelse.

Forbindelsen til kirken i Krogsbæk holdes nu atter i hævd. Efter at stedet i mange år lå ubrugt hen, er der i de senere år en tradition vokset op, idet der nu hver sommer afholdes friluftsgudstjeneste på den gamle plads, hvor sognets kirke engang stod, og i hvis muld talrige slægter fandt deres sidste hvilested.