Årets ildsjæl 2012

Lene Schmidt Adolf

Bestyrelsesmedlem og børnetræner

Lene Schmidt Adolf

er blevet udnævnt til årets ildsjæl.

   Vejlø Håndbold siger tillykke til Lene og takker for indsatsen!


Lene er ikke en person der gør det store nummer ud af sig selv. Med hendes stilfærdige, rolige, venlige, og helt igennem sympatiske personlighed og ikke mindst hendes store humoristiske sans - er hun på kort tid blevet en kæmpe kapacitet i Vejlø Håndbold.

I starten stod Lene på sidelinen, mens hendes datter Laura spillede håndbold. Da vi kom i bekneb med trænere for U6-U8 var det naturligt at spørge Lene, om det ikke var noget for hende. Men nej nej, Lene sagde at det var hun ikke god til og det kunne hun da ikke, men hun ville meget gerne hjælpe når vi manglede – og det gjorde vi så ret ofte.

Efter kort tid blev Lene fast træner for U6-U8 og samtidig var vi heldige at også Thomas Hansen og Gitte Kristensen blev trænere. De 3 har sammen skabt et fantastisk miljø for børnene og med ét var alle brikker for klubben faldet på plads og der var nu ingen bekymringer omkring trænermangel.

Lene begyndte stille og roligt og involvere sig meget i klubben og kom med rigtig mange gode input til bestyrelsen. Ved sidste års generalforsamling mødte Lene selvfølgelig op, nok ikke med den intension om at ende i bestyrelsen. Men det gjorde hun!

Under valghandlingen, hvor bestyrelsen ud i forsamlingen spurgte om der var nogle der havde lyst til at udfylde en ledig plads i bestyrelsen. Tavsheden var stor og alle passede vist på ikke at klø sig bag øret eller lave anden form for bevægelse. Vi, bestyrelsen - overbeviste alle om, at ikke er ikke så meget arbejde – kun et par møder om året osv. Og stor var glæden hos bestyrelsen, da Lene pludselig sagde, det vil jeg gerne!

Allerede fra første bestyrelsesmøde mødte Lene og hendes notesblok op med stor entusiasme og med masser af gode ideer. Efter første møde proklamerede hun på min face book side, ”Spændende forening jeg er kommet med i”. Og dette er nok et af de største kendetegn ved Lene, hun er fantastisk god til at rose, se alt fra den positive vinkel og igen på sin stilfærdige facon komme med ideer og input der i den grad udvikler og udfordrer Vejlø Håndbold.

Ikke nok med, at hun selv er engageret i Vejlø Håndbold – hun formår også at engagere hele hendes familie. Hendes mand Poul-Erik er træner for U10-U12 drenge og Dame Senior, Laura var hjælpetræner og spillede håndbold, Mathilde spiller håndbold, Mor Inge står for forældrekaffen, Bror Søren og Niece Lærke er med på forældre/Barn holdet. Så vi har ikke bare fået fornøjelsen af Lene, men af hele hendes familie.

Lene kan med hendes vellidte og sympatiske personlighed - motivere sine omgivelser og skabe en stor ro, der har en kæmpe stor betydning for Vejlø Håndbolds positive udvikling. Så En stor tak skal lyde - til dig Lene fordi du har valgt at ligge dine frivillige kræfter hos Vejlø Håndbold.

Vi glæder os til at skabe endnu mere udvikling og succes for Vejlø Håndbold sammen med DIG.

Vejlø Håndbold | CVR: 32179797  | vejlohandbold@hotmail.com