Årets ildsjæl 2011

Jette Jensen 

 
Træner for børn og forældre holdet

Jette Jensen

er blevet udnævnt til Årets ildsjæl.

    Vejlø Håndbold siger tillykke til Jette og takker for indsatsen!

 
I 2011 faldt valget helt naturligt på træner for børn og forældre holdet, Jette Jensen.
 
Udover, at vi udråbte Jette til årets ildsjæl i klubben indstillede vi også hende til årets ildsjæl pris i Næstved kommune med flg. begrundelse;

Jette Jensen som er seniorspiller i klubben fik i 2009 sammen med nogle af sine medspillere ideen til et helt nyt og banebrydende initiativ indenfor håndboldsporten. Ideen var at tilbyde håndbold leg for de yngste og deres forældre via opstart af et forældre/barn hold.

Grundtanken var at åbne muligheden for, at småbørnsfamilier i Næstved Kommune kunne vælge et andet alternativ til sport sammen med deres børn end de mere kendte tilbud. Vejlø Håndbold var med dette initiativ de første på banen i Næstved Kommune med et sådan tilbud og bidrager løbende via Jette Jensen’s erfaring og engagement med motivation til andre håndboldklubber for etablering af lignende hold.

Initiativet viste sig fra starten at være en fantastisk idé og tilslutning har været stor og der strømmer stadig børn til helt ned til 1 års alderen. Jette Jensen har med sit store engagement, udholdenhed, gå på mod samt ikke mindst hendes positive og åbne tilgang til børnene og deres forældre været den primære årsag til, at Vejlø Håndbold på nuværende tidspunkt kan tælle 30 børnespillere i alderen 1-5 år.

Dette har betydet, at Vejlø Håndbold på de 2 år, hvor vi har tilbudt forældre/barn håndbold, kan tælle en medlemstilgang blandt børn på 200 % og en samlet medlemsstigning i klubben på ca. 60 %.

Dette har for klubben ligeledes betydet, at den næste aldersgruppe i børneafdelingen, børn fra 6 år, løbende får tilgang fra forældre/barn holdet. Etablering af forældre/barn holdet har derved en stor og vigtig betydning for Vejlø Håndbold’s fremtid og vision om at have en solid børneafdeling.

Med dette initiativ og sit engagement har Jette Jensen udbredt kendskabet til såvel håndbold som folkeoplysningsområdet i Næstved Kommune blandt mindre børn og deres forældre. Tilbudet om forældre/barn håndbold har betydet, at der blandt de tilkomne medlemmer findes familier der ikke før havde været aktiv i en forening, hvilket understreger en ekstraordinær indsats.

Vejlø Håndbold | CVR: 32179797  | vejlohandbold@hotmail.com