COSI FAN TUTTE - HANDLINGSREFERAT 
FØRSTE AKT
Ferrando og Guglielmo indgår et væddemål med Don Alfonso. De er overbeviste om deres respektive kærester, Fiordiligi og Dorabella, er dem helt og aldeles tro. Don Alfonso mener, de bør lære noget om kærlighedens natur. Hvis de behandler kvinder som gudinder, vil de højst sandsynligt blive skuffede. Alfonso får 24 timer til at bevise sin påstand.

Efter aftale med Alfonso foregiver drengene, at de pludseligt er blevet indkaldt til militær tjeneste, og at de skal til fronten. 

Despina finder Fiordiligi og Dorabella i desperation. Hun forsøger at overtale pigerne til at udnytte deres kæresters fravær og gøre det, som mænd ville gøre i deres sted: finde nye elskere. Pigerne er øjensynligt chokerede.

Alfonso overtaler Despina til at hjælpe sig med sit forehavende (uden dog at røbe hele sammenhængen for hende). Herefter lader han drengene komme tilbage, men nu forklædt som Albanske mænd. De beder Despina introducere dem for pigerne, som de fortæller, de allerede er forelskede i. De får lov at møde pigerne, men disse afviser at gengælde de ukendte mænds tilnærmelser. Nu støder Alfonso til selskabet og beder pigerne være mindre uhøflige overfor de to fremmede, idet de hører til hans nærmeste venner. Ikke desto mindre afviser pigerne – anført af Fiordiligi – fortsat de to bejlere.

Det ser ud til, at drengene vinder deres væddemål med Alfonso. Men Alfonsos tidsmæssige ramme er endnu ikke opbrugt, og Despina tager nu hånd om begivenhedernes gang. Drengene får besked på igen at besøge pigerne og foregive, at de tager livet af sig selv for øjnene af pigerne, som følge af, at deres kærlighed ikke er gengældt. Despina – i forklædning som en mesmerisk kvaksalver – ”redder” dog drengene. Ideen er, at pigerne vil være så lettede over, at de albanske mænd overlever ”selvmordsforsøget”, at deres forsvar vil være mindre effektivt.

Det lykkes de to piger med nød og næppe at holde stand overfor de to bejlere.

ANDEN AKT
Despina presser yderligere på for at få pigerne til at overgive sig til de to ”albanske” bejlere. Dorabella er tydeligvis allerede ved at blive svag, mens Fiordiligi endnu fastholder sin entusiasme for troskaben som ideal. Da ”albanerne” inviterer pigerne på en gåtur i haven, går der ikke lang tid, før Dorabella overgiver sig til den forklædte Guglielmos charme. 

Fiordiligi føler fristelsen i forhold til sin nye bejler, men hun forbliver tro mod sin bortrejste kæreste. Ferrando tror, at han og Guglielmo har vundet væddemålet, indtil sidstnævnte må indrømme, at Dorabella ikke har været helt så tro, som Ferrando kunne ønske. Før Guglielmos triumf er fuldstændig – og inden Ferrando er drevet ud i en hævnakt – minder Alfonso dem om, at hans tid endnu ikke er opbrugt, og at han har ret til at gennemføre endnu en test.

Fiordiligi må se i øjnene, at selv om hun er sikker på, at hun stadig elsker Guglielmo, så har hun uimodståelige følelser for sin nye bejler. Da hun forbereder sig på at løbe bort for at forene sig med sin Guglielmo ved fronten, kommer Ferrando til og beder hende elske ham eller – hvis hun ikke er i stand til det – at slå ham ihjel! Dette er for meget for hende, og hun overgiver sig til ham. 

Alfonsos påstand har nu vist sig at være sand. Og hans påstand er følgende: at man ikke må stille urealistiske forventninger til kvinders opførsel. De har ret til at være, som de er – og ikke som mænd kunne tænke sig, de skulle være. Hvis kvinderne ikke kan leve op til mændenes krav, så er fejlen lige så meget mændenes, idet disse forventer at kvinder af kød og blod skal opføre sig som guddomme.

Alfonsos 24 timer er endnu ikke opbrugt, og han forlanger nu, at de to piger gifter sig med deres nye ”albanske” kærester. Pigerne lader sig rive med af øjeblikkets følelser (godt hjulpet på vej af Despinas overtalelsesevner) og indvilger. Despina – forklædt som notar – besegler ægteskabsceremonierne. Så snart ægteskabskontrakterne er underskrevet, høres lyden af den tilbagevendende hær. ”Albanerne” gemmes af vejen, hvilket gør det muligt for drengene at vende tilbage uden forklædning, hvorved de ”opdager”, at deres kærester har giftet sig, mens de har været ”borte”. Snart afsløres det for de skrækslagne piger, hvem ”albanerne” i virkeligheden var, og skam og vrede vælder op i dem kæmper om overtaget.

Uden yderligere forklaring beder Alfonso de elskende om at tilgive hinanden og sammen med ham at le over menneskenes skrøbelighed og stolthed. Men hvem ved om deres hjerter i sandhed vil føle det, som deres intellekt forstår: at kærligheden ikke udspringer af intellektuelle ideer om troskab? Og kan deres fornuft tillade det, som deres hjerter har vist: at kærlighed kommer i alskens former, og at vi ikke kan vælge, hvor vores lidenskaber leder os hen?