Næsten alle katteejere kender til orm hos katten! Har man en udekat, der en gang i mellem fanger mus, fugle og lignende, er den udsat for at få smitte med orm.
Der er hovedsageligt to typer orm vi ser hos kattene; spoleorm og bændelorm. Katten kan sagtens have begge typer orm samtidig. De fleste katte har orm i løbet af livet, særligt hvis de er udekatte. Killinger smittes fra moren med spoleorm via modermælken. Det sker fordi moderkatten tidligere har haft orm, der er indkapslede i musklerne. Når katten dier, vandrer disse til modermælken.
Bændelormer en leddelt orm, som typisk kan ses fra bagdelen som små risgryn. Bændelormen bliver 40-50 cm lange, og lever i tarmen, hvor de lever af tarmindhold. Hovedet sidder fast på selve tarmvæggen, og derfra dannes små led af tvekønnede, selvstændige led, der fyldes med æg. Disse udskilles til sidst i afføringen, og sætter sig ofte fast i hårene omkring endetarmsåbningen, til stor gene for katten. Denne proces finder sted periodisk, og derfor kan man ikke altid se ledene, selvom katten er angrebet med bændelorm.
Bændelorm kræver en mellemvært for at kunne smitte, så to katte kan ikke smitte direkte til hinanden. En mellemvært kan være en loppe, fugl, mus e.l., som indeholder ormecyster, der i katten kan blive bændelormens slutvært. Katten får ormen ved fx at spise byttet eller når den slikker sig og spiser en loppe.
Spolorm er den indvoldsorm der oftest findes hos katte. Den ses oftest i opkast, og ligner spaghetti. Spolorm kan smitte direkte fra kat til kat, via afføring, eller via en mellemvært som fx et byttedyr. I nogle tilfælde optager de enddog ormeæggene fra joden, da disse er meget solide. Som med bændelorm smitter de også gennem modermælken, og selvom katten ikke har orm, kan de ligge i dvale i vævet, og vandre til mælkekirtlerne. De vandrer også tit til lungerne, og når katten hoster, kan den sluge dem ned i tarmen igen.
Mennesker kan godt smittes med denne type orm, men ormen kan ikke videreudvikle sig i vores krop, og giver derfor ikke anledning til sygdom.
Symptomerne på orm er opkast, diarré, hoste/hik, svaghed, træthed, nedsat legelyst, vægttab, oppustethed med udspilet bug, kedelig, tør pels, kløe bagi, forstoppelse og, naturligvis, orm i afføringen eller opkasten.
Husk på, at selvom I ikke ser ormene, eller tegn på orm, kan katten godt være generet af ormene, og de skal behandles. Behandler man ikke ormene, risikerer man at de gør stor skade på de indre organer, og ødelægger kattens mulighed for at optage næring.
Der er forskellige midler til at behandle orm med – ingen af dem er forebyggende, og man behandler derfor efter behov. Det er vigtigt altid at give sin nye killing en behandling, og behandler man et par gange mere det første år, vil katten have en del modstandsdygtighed overfor orm i sit voksne liv.
Alle ormekure er receptpligtige, og de fleste er piller, som skal gives enten som en gangs kur eller over 3 dage. I voldsomme tilfælde kan det være nødvendigt at give 2 kure.
De fleste katte bryder sig dog ikke om at få tvangsfodret piller, og som noget nyt kan man nu dryppe et præparat i nakken på katten, nøjagtigt som ved loppekuren! Ormekuren bliver optaget gennem hårstråene, og bevæger sig i blodbanen gennem hele kroppen, og er derfor meget effektivt mod begge typer orm.
Katte:
Katte får hyppigt indvoldsorm. De to mest almindelige typer af orm, hos kat, er bændelorm og spolorm. Kattens orm smitter hverken til mennesker eller andre dyrearter.
Katten smittes med spoleorm fra killing af moderen, både i fostertilstanden og via mælken. Derfor er det vigtigt, at din killing får ormekur mindst to gange, gerne omkring 5-6 uger- og 12 ugers alderen. Spoleorm er lange hvide tynde orm og ses gerne i opkast. Killingen bliver vommet og utrivelig ved infektion.
Den voksne kat smittes hyppigt med indvoldsorm. Udover spolorm, ses ofte bændelorm. Katten smittes med bændelorm, når den spiser mus. Bændelorm hos kat ses som små "riskorn" ved endetarmsåbningen på katten.
